Smartlog v3 » hulegaard.dk
Opret egen blog | Næste blog »

Rom - april 2016

17. Apr 2016 09:02, ehu

 

Billedet viser Peterskirken i en utraditionel vinkel. Det er taget fra Roms ”8ende høj”, Gianicolohøjen. Klokken har netop passeret 12.00 og kanonen har afskudt det enlige skud fra Piazza Garibaldi. Brugt i mange år for at præcisere tiden.

 

Gianicolohøjen er blandt de mindre kendte steder i Roms cirkler, men kan anbefales for rekreativt udsyn over byen.

 

Hvad er Rom ellers anno april 2016, hvor solen skinner hver dag og temperaturen bevæger sig mellem 20-25 C.? -  En eksorbitant kontrastfyldt affære. Kaotisk, larmende og snavset i mange områder. Trafikmættet med for mange biler og scootere samt for få trafiklys og dårlig kollektiv trafikdækning, ikke mindst den underdimensionerede metro. Talrige ambulance-udrykninger, så man efter få drinks tror at befinde sig i Beiruts krigszoner.

 

Der er et utal af restauranter, gadesælgere, tiggere, flotte bygninger og smukke springvand fra forskellige tidsaldre, hvoraf nogle emmer af historik fra en svunden og voldsom tid. Enhver har sin(e) favorit(ter); personligt synes jeg ganske godt om Trevi fontainen , der igen for nylig efter restaurering har fået vand i bassinet.  Da jeg sidst (august 1972) kastede nogle mønter baglæns og ønskede noget, gik det i opfyldelse. Så derfor prøvede jeg igen….jamen hvorfor ikke…og det var der mange andre, der også gjorde. ;-)

 

De sociale kløfter er mærkbare, når Roms forskellige kvarterer besøges. Italiens hovedstad besøges hvert år ifølge statistikkerne af mindst 20 mio. turister og pilgrimme på trods af, at verdenskendte livsstilsguruer giver ”den evige stad” lave karakterer og dårlig placeringer på diverse ranglister. Og alligevel vælter det rundt med kolossale klumper af turister, medens de årlige cirka 130 demonstrationer gør deres til at forhindre en ”seamless” oplevelse.

 

Nogle tror, at de kan se Rom på en weekend. Andre at de kan gøre det på nogle uger. For nogle er det første nok, for andre er det sidste ikke nok.

 

Ud over de ”klassiske” seværdigheder gennemtravede jeg EUR-bydelen (=Esposizione Universale di Roma), Sapienza-universitets campusområde og den langt mindre jødiske bydel i centrum samt andre mere velhavende bydele og i sandhed også det modsatte. Nogle af de mange – ret store – parker blev besøgt som Villa Borghese etc.; ligeså luntede jeg rundt i den hyggelige ”kulisse” i skikkelse af Cinecitta samt spiste en vellykket herrefrokost med en dansker, der har boet i byen i mere end 35 år.

 

Et gensyn med den olympiske by i den nordlige del blev ikke nået, men det kan så vente til, at Rom – måske - får indfriet ønsket om igen (1960) at skulle afholde De olympiske Lege i 2024.

 

Jeg mødte - gudskelov - ikke nogle repræsentanter fra de fire mest fremherskende mafiagrupper, Cosa Nostra (Sicilien), Camorra (Campanien (især Napoli)), samt ´Ndrangheta (Calabrien) og den mindre kendte og ret magtfulde Casamonica (”rige sigøjnere”). Alle fire siges at dele ”rovet” i Rom…..i ”samarbejde” med mafia-grene fra det tidligere kommunistiske Østeuropa og byens største udenlandske kontingent kineserne (ifølge mine kilder i Rom).

 

Og endelig indkvarteringen lå – helt bevidst – tæt på Roms enorme centrale hovedbanegård Roma Termini af rent logistiske årsager. Leonardo expressen blev testet fra Leonardo da Vinci–Fiumicino – Roms centrale store lufthavn (ca. 40 mio. pass./år). Pænt 1.klasses togmateriel men ellers ikke imponerende hastighed. En taxa til fastpris bragte mig retur til lufthavnen en tidlig morgen nogle dage senere ved kl. 06.30-tiden. Chaufføren nød sin Mercedes og på udvalgte strækninger passerede vi 180 km/h trods min forsikring om, at der var god tid. Helt okay! - Det logistiske i luften sørgede Alitalia for med et godt tilbud.

 

Sammenligningen med (den lidt mindre og langt rigere) Milano er nærliggende for enhver, der har gæstet begge byer i kortere perioder. Lad den enkelte selv drage sine konklusioner.

 

God fornøjelse ;-)

Anker(et) er kastet for sidste gang.

20. Mar 2016 17:25, ehu

Første scene er en sommerdag anno 1996 i Hundested. Denne dejlige og friske havneby på den nordsjællandske halvø med samme kommunenavn Halsnæs (fusion af Hundested og Frederiksværk kommuner - 2007).

Et område af Danmark, som kendes særdeles godt og med uregelmæssige mellemrum er besøgt siden sommeren anno 1957. 

En ældre mand, der i mange år havde et fritidshus i det lille byområde Kikhavn lidt nordøst fra selve Hundested - skubber en kørestol med sin hustru foran sig. Scenen er en lørdag eftermiddag i krydset Strandvejen/Sydhavnsvej i centrum af byen. Vi mødes i en matematisk ret vinkel , hvor denne signatur skal passere. Den ældre mand standser op og viser med tilpasset - nærmest ydmyg - venlighed, at jeg kan passere. 

Det vælger jeg af særlige grunde at ignorere og bliver stående i en frossen tilstand og signalerer med ægte følt venlighed, at kørestolen med den ældre og sygdomssvækkede kvinde, skubbet af hendes livslange ægtemand, har “forkørselsret”. Et mærkeligt sceneri en lørdag sensommer eftermiddag. Vi var de eneste på det hjørne i Hundested. Der skabes øjenkontakt mellem os. Jeg sender den ældre mand et anerkendende og let smilende nik, der bliver returneret. Det sker helt naturligt i en respekt for en person, der i en periode af Danmarks politiske tidsalder var landets statsminister.

Men - det sker faktisk i endnu langt højere grad for denne mands personlige integritet og menneskelige format.

Anden scene er DSB 1ste.  Kupéen er næsten fyldt af socialdemokratiske koryfæer (ingen nævnt, ingen glemt (Heinesen, Hjortnæs osv.)). Den ældste er kraftigt duknakket. Han taler indimellem med de andre. Han kigger omkring og vi får øjenkontakt. Mit smil gengældes. Han (gen-)kender mig (naturligvis) ikke.

Denne 80+ årige herre rejser sig i toget - medens Storebæltsbroen passeres - og fumler med termokanden. Det lykkedes ham at skænke uden at spilde (for meget).  De andre smiler let. Anker J. er upåvirket, som han var i mange situationer i sin tid som ledende politiker og statsminister i Danmark. Alle er de på vej til den årlige partikongres i Aalborg. Alle er de modne mænd.  Alle er de socialdemokrater, der tror på et kompleks af idéer, hvis implementering skaber idealsamfundet.

Anker Jørgensens cv

Refleksion

Anker Jørgensen hørte vel til een af Danmarks dårligste statsministre i efterkrigstiden, når det politiske regnebrædt gøres op.  Det var ikke begrundet i hans manglende akademiske uddannelse. Derimod en fraværende økonomisk forståelse og ikke mindst interesse parret med stærk social indstilling og en manglende lyst og mod til at forene økonomiske fakta med socialdemokratiske idealer, hvortil kom en stærk stædighed; sidstnævnte kan være både en fordel og en ulempe, afhængig af fokuspunktet.

Men “resultaterne” udeblev heller ikke. I AJs regeringsperioder oplevede Danmark et stigning i arbejdsløsheden fra 20.000 til 220.000, at udlandsgælden voksede fra 20 til 155 mia. kr., bankrenten steg fra 10 til 20 procent og underskudet på betalingsbalancen forværredes fra 3 til 19 mia. kr. Hertil kom en betragtelig inflation, to oliekriser, nye partiers indmarch på den politiske scene (som følge af frustration over de gamle ?!), skarpe kanter overfor det ny EF-spørgsmål. Det var en traven fra fiasko til nederlag eller omvendt.

Hertil kom en - temmelig misforstået solidarisk - hensyntagen til LO og ikke mindst dets (alt for) magtfulde formand Thomas Schiermer Nielsen (1917-1992).

Anker Jørgensen og denne signatur har intet til fælles på nær den berømte undtagelse. Begge har vi frekventeret og for mit vedkommende afgået fra en eksamensklasse på den engang særdeles benhårde - nærmest “Scherfigske” -  religiøs prægede privatskole i Københavns centrum med det korrekte navn Det kongelige Vajsenhus. 

 ”Disciplin” og “øretæver” var faste menupunkter under indlæringsprocessen i kundskabs-hverdagen i DK-1364 K. Man sagde engang, at denne helt særlige privatskole - periodevis også kostskole - genererede enten vindere eller tabere efter samme “mekanisme”, der ofte ses i kostskolemiljøer.  Man siger så meget…..

Anker Jørgensen var vel en taber, når regnebrædtet omkring hans statsministertid skal gøres op.  Men - menne - men Anker Jørgensen var en suveræn vinder blandt efterkrigstidens statsministre, såfremt vi taler om den mærkelige cocktail af statsminister og personligt format og indstilling. Ingen af Danmarks statsministre - kunne konkurrere med ham i denne helt særlige personlige cocktail!

Nu afdøde Anker J. var en ægte samfundsoptaget og socialt indstillet politiker og ikke mindst et menneske med dybe rødder i den danske arbejderkultur iklædt et personligt format og ægte integritet, som skræmmende mange forhenværende og nutidige danske toppolitikere kunne lære ganske meget af!

Anker(et) er kastet en sidste gang. Det ligger sikkert og tungt i lang tid. 

R.I.P. Anker J.!

 

 

 

 illustr.: petercarlsen.dk (Frederiksborg Slot)

Helmut Schmidt - permanent ausser dienst

10. Nov 2015 16:19, ehu

Helmut Heinrich Waldemar Schmidt  - (Vest-) Tyskland - f. 23.12.1918 - 10.11.2015

Vores store naboland mod syd - Tyskland vil i anledning af eks-bundeskanzler Helmut Schmidts død bruge ganske meget medietid såvel i TV, radio som den skrevne presse den kommende tid. Og noget vil også dryppe af til de fleste af EU-landene om Herrn Schmidt, der i en alder af 96 år nu for sidste gang har tændt en cigaret.   

Selv over Atlanten vil der i USA være nogle personer, der erindrer den afdøde transatlantisk indstillede forbundskansler´s kompetencer. Man kan sagtens forestille den tysk-fødte og jævnaldrende tidl. US-udenrigsmin. og professor Henry Kissinger (f. 1923) fortælle the Establishment i Washington og de amerikanske medier med sin særegne langsomme diktion om denne nu afdøde tysker. Det er der flere grunde til. Den vigtigste og vægtigste er simpelthen, at

Helmut Schmidt må definitivt henregnes sammen med Konrad Adenauer, Willy Brandt, Richard von Weizsäcker og Helmut Kohl som de stærkeste tyske politikerprofiler efter 2.verdenskrig.

Vi er i den tyske politiske sværvægtsklasse og dermed i sandhed internationalt absolut i samme!

Helmut Schmidts offentlige CV i korthed: Han var tysk socialdemokratisk forbundskansler 1974 -1982. Statsvidenskab.kand. 1949 Medlem af Forbundsdagen 1953-1987 (undt. 1962-65).Først kendt som senator i sin hjemby, Tysklands næststørste og en af de rigeste byer - Hamburg. Her ledede han med stor autoritet hjælpearbejdet, da dele af Hamburg under frygtelige omstændigheder blev oversvømmet i februar 1962.

Tiden som forbundskansler i Vesttyskland

Schmidts tid var på flere måder vanskeligere end sin efterfølgers (Helmut Kohl). 70 ernes terrorisme og kommunisttrussel fra Øst sammenholdt med stærkt kritisable svage amerikanske lederprofiler i samtidens Washington-administration (= Gerald Ford og Jimmy Carter (sidstnævnte måske USAs bedste eks-præsident)), placerede Schmidt som stærk og meget realpolitisk europæisk leder i koldkrigsårene.

I dette tilsyneladende magtvakuum planlagde Sovjetunionen at opstille et antal SS-20 raketbatterier i Østeuropa, der kunne nå udvalgte mål i det vestlige Europa. Målet fra det daværende USSRs side var ikke bare det militære pres, men også at splitte Vesteuropas NATO forsvar og USA. Deraf formedes dobbeltbeslutningen fra NATO. Den ene del var et tilbud til Sovjet om nedrustning. Det andet var en trussel. Hvis Sovjet ikke forhandlede seriøst, ville NATO opstille 572 nyudviklede amerikanske atomare missiler i Vesteuropa.

At Vesteuropa og den vestlige verden forblev intakt i disse år samt at den venstreorienterede terrorisme blev pacificeret, var mere end nogen anden Helmut Schmidts fortjeneste.  En anden politisk cornerstone i afdøde Schmidts karriere var hans opstart af “den europæiske valutaslange” i samarbejde med den daværende franske præsident Valery Gistard d´Estaing, der blev forløberen for den senere europæiske valuta “euroen”.

Som den eneste forbundskansler deltog Helmut Schmidt som værnepligtig i felten under Nazi-tysklands regime (1933-1945). Hans forgængere var enten for gamle, flygtet eller for unge. Det gav anderledes vinkler for Schmidts opfattelser af mange forhold.

SPD-trekanten

Helmut Schmidt efterfulgte den kendte og i mange fora elskede Willy Brandt (1913-1992)  D´herrer Brandt og Schmidt var to modpoler i den (næsten :-) ) retvinklede tyske socialdemokratiske trekant, der i “partimanden” alias den piberygende dresdener Herbert Wehner (1906-1990) havde den tredie pol. Ingen af dem ligefrem elskede hinanden, men Helmut Schmidt og Herbert Wehner - måske grundet deres benhårde realisme - respekterede og stolede til en vis grad på hinanden (iflg. Schmidts erindringsbog “Ausser Dienst”).

”Ausser Dienst”
Overskriften relaterer sig til den nu afdøde Helmut Schmidts erindringsbog, som blev udgivet under stor mediebevågenhed i Tyskland i efteråret 2008, medens Schmidt var tæt på de 90 år.  I den bog påpeger han det synspunkt, at enhver politiker burde have en civil uddannelse/kompetence, forinden grænsen til politik overskrides. Kun herved bevares en uafhængighed. Og fra andetsteds i bogen citeres ”hvis man ikke benytter lejligheden til ved siden af sin erhvervsuddannelse at lære mindst to fremmedsprog, risikerer man for altid at forblive andenrangs”.

Ligeledes i samme bog foreslår han (2008) skrappere regler for de internationale finansmarkeder. Eftertiden har i sandhed sat dette i perspektiv.  Det samme har forholdet til den muslimske verden. Schmidts holdning er også her klar:  Det kan ikke nytte at bebrejde nogle muslimske lande, at de er diktaturer, og samtidig være gode venner med andre (f.ex. Saudi Arabien). Og endelig i samme ”boldgade”: Hvis man ligefrem med magt vil påtvinge andre folkeslag demokrati, tager man uundgåeligt krige med i købet!

Fred er ikke alt, men uden fred er det hele ingenting”, sagt af den nyligt afdøde journalistuddannede Egon Bahr (f. 1922), en mangeårig jævnaldrende socialdemokratisk tysk politiker og ofte duellerende kollega i Helmut Schmidts politiske samtid.

Den fransk-tyske relation
To forfærdelige verdenskrige med alt for mange soldatergrave og alt for mange hvide kors har lært Europa, at Frankrig og Tyskland må, kan og skal samarbejde til fælles gavn.  Det har nogle fransk/tyske ledere indset efter 2. verdenskrig. De fransk-tyske par de Gaulle/Adenauer, d´Estaing/Schmidt og Mitterand/Kohl forstod det trods forskellige personligheder, der lykkeligvis kunne smelte sammen i en relativ god gensidig personkemi.

Siden har anderledes personligheder såvel i Elysée palæet med haven vendt mod den fantastiske blvd. Champ Élysées som Bundeskanzleramt nogle stenkast fra Brandenburger Tor haft svært ved den fælles personkemi; trods gentagne smil og semi-manisk gestik i forskellige sammenhænge.

Helmut Schmidt om Helmut Schmidt

I september 2015 bragte DR.K en TV-udsendelse “Helmut Schmidt om Helmut Schmidt”. Det er var et særdeles seværdigt portræt af den 90+ aldrende eks-kansler. “Hvad er det vigtigste i livet?” spurgte intervieweren blandt mange gode spørgsmål.  Og Schmidt svarede roligt og velovervejet: “For mig er det vigtigste i, at man påtager sig opaver - og løser dem bedst muligt.” - I samme interview fortalte han, at hans livs lykkeligste sommer var i 1942, hvor han mødte sin senere livsledsager Loki.

Refleksion

Egenskaben “arrogance” er mødt i mange sammenhænge og foragtes af denne signatur.  Helmut Schmidt besad denne egenskab i metermål, dog med et lejlighedsvis stænk af humor.  Men modsat langt de fleste havde han “et vist grundlag” for at operere i det offentlige rum med denne usympatiske egenskab. Helmut Schmidt var ikke bare en fremragende forbundskansler. Han var en statsmand i ordets semantiske betydning…og dem er der beklageligvis ikke mange af inden- og udenfor EU.

Hans franske - om muligt endnu mere arrogante og yderst elitære (i Frankrig modsat Danmark en kvalifikation :-) ) -  åndsfælle og mangeårige samarbejdspartner - stadig nulevende - franske eks-præsident (1974-1981) Valery Gistard d´Estaing (f. 1926) tænker sikkert tilbage på deres formidable makkerskab. Tysk og fransk cohabition og noget meget mere. 

Dette “mere” kan udfyldes af enhver, der i variable afstande og kilder har fulgt den nu afdøde Helmut Schmidts politiske virke og det efterfølgende “pensionist-liv”.  Disse sidste mange år var aktive og givende, modsat f.eks. hans samtidige partikollega Willy Brandt.

Disse to tyske, samtidige socialdemokratiske “fyrtårne” er ofte - såvel i Tyskland - som i udlandet blevet sammenlignet. Willy Brandt var karismatisk, en stor taler med mange visioner og samtidig en sart psyke og et komplekst privatliv. Helmut Schmidt var nærmest alt det modsatte. 

Helmut Schmidt var en “Macher”, store visioner gav han ikke meget for. Hans til tider nærmest brutale “stenbukke-agtige” skæren igennem fedtlag af politiske idealer om en smuk verden med lige fordeling af goderne osv.  var kendt ikke bare i hans eget parti. Men mediernes superlativer og lovord i anledning af hans død fortæller om en af efterkrigstidens største politikere i Europas største økonomi….

Mange politikere kan næppe fatte hans recidiverende udsagn: ” Politik handler om fornuft, ikke følelser. Jeg tror på det enkelte menneskes samvittighed og fornuft!”

I 2013 spurgte det kendte tyske magasin Stern sine læsere i en meningsmåling: “Hvem er den bedste kansler i Forbundsrepublikkens historie?”  Svaret var: Helmut Schmidt.

…….den sidste cigaret er nu endelig skoddet.  Hans mangeårige og jævnaldrende livspartner gennem 68 år, hustru, cigaretryger, miljøforkæmper og æresborger i Hamburg, Hannelore “Loki” døde 91 år gammel i oktober 2010. Nu er røgringene afløst af det ultimative rygestop for Schmidt-familien i Hamburg. Helmut Schmidts skribentkarriere hos Die Zeit (tysk version af danske Weekendavisen) ligeledes.

Begrebet “rygestop” er en særdeles velkendt og højprofileret faktor i nutiden.  Statsmandskunst m/k burde i langt, langt højere grad være det samme. - Helmut Schmidt var et excellent eksempel på en statsmand, som såvel Tyskland som Europa kunne være meget stolt af!  

Et format, der savnes inderligt i dagens Europa!!!

 

 

Kilder: Professor Per Øhrgaard, CBS (”Tyskland - Europas hjerte”) - samt private tyske kilder.

Foto: DPA

 

Løven i London

14. Sep 2015 09:37, ehu

Den sidste i trilogien om udlandsdanskeren Michael Schmidt. Udgivet som både papir- og e-bog.

ISBN:978-87-7170-661-1

Mennesker kan kende hinanden gennem et langt liv fyldt af fælles oplevelser. Det kan være som familie eller venner eller kolleger eller via en hobby, en interesseorganisation eller et politisk parti, ja en særlig begivenhed kan også give anledningen. Men sjældent kommer mennesker ind i de allerdybeste og fortrolige lag hos hinanden.

Og så er der den helt modsatte situation, nemlig at mennesker mødes under specielle omstændigheder ofte i intensive forløb, hvor de gensidige rammer af fortrolighed på forunderlig vis åbner sig, næsten i flere dimensioner. Et eksempel på sidstnævnte er udlandsdanskeren Michael Schmidt med base i Rivierabyen Nice og den tjekkiskfødte psykiater Marion Jan Dolata, der tog afsked med deres fælles ven dr. Augustus Jahn på en højtbeliggende kirkegård i Menton. Afdøde østtysk-fødte psykiatriske læge var meningsløst skudt ned på havnepromenaden i Nice.

Det franske politis manglende entusiasme og resultatvillighed får de to efterladte til at foretage en privat eftersøgning. Den afslører, at den russiske eks-KGB officer og velhavende forretningsmand Mikhail Konev står bag drabet. De pårørende forsøger en hævn. Dette inkluderer tråde tilbage til afdødes relationer i Letland og med en kulmination i den tjekkiske kurby Karlovy Vary.

Den russiske overmagt syntes imidlertid for stor. En international privat organisation med baggrund i kapitalfonden The Mandelstein Foundation bliver inddraget i et nyt forsøg. Denne gang iværksættes en overmåde professionel og kostbar planlægning, hvilket er nødvendig, såfremt den frygtindgydende og magtfulde russer skal besejres. Mange forskellige personer inddrages med deres respektive kompetencer i denne proces, der styres fra Oxford University i Storbritannien. Det bliver et langvarig handlingsforløb, der også i forløbet inkluderer mordforsøg mod udlandsdanskeren Michael Schmidt.

I det afsluttende brutale forløb indgår en joker, som selv den magtfulde Mikhail Konev med alle sine forbindelser synes at have overset.

 

Richard von Weiszäcker - 1920 - 2015

31. Jan 2015 14:38, ehu

 

Eks-præsident Richard von Weiszäcker efterfulgt af eks-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Københavns universitets rektor Ralf Hemmingsen

Dette blogindlæg er set med danske briller eller kontaktlinser ret smalt. Måske er der kun ganske få læsere, ja måske er der ingen læsere,  MEN “blogsandheden” er, at det fortjener spalteplads i kilometermål

I al sin frygtindgydende enkelthed og samtidig mangfoldighed er der tale om efterkrigstidens Tysklands suverænt bedste præsident (1984-1994) i Forbundsrepublikkens 62-årige historie, hvis livshistorie blev afsluttet 31/01/15 efter et eventyrligt liv. 

Richard von Weiszäcker

Det hele startede d. 15. april 1920 som fjerde barn i en diplomatfamilie i datidens Tyskland, nærmere bestemt Stuttgart, hovedstaden i den nuværende delstat Baden-Württemberg. Gennem sin opvækst fulgte den unge Richard sine forældre under faderens diplomat-tjenester i såvel som udenrigs bl.a. i Danmark.

Hans alder og militærtjeneste faldt beklageligvis sammen med Nazi-rigets periode og Richard von Weizsäcker (RvW) deltog med kaptajns-rang i infanteriet såvel ved besættelse af Polen (sept. 1939) som senere slagene i det daværende Sovjetunionen (1941-45). Kort før krigsafslutningen (april 1945) blev han i såret tilstand transporteret til et hospital i Potsdam (forstad til Berlin).

von Weizsäckers døde i det første krigsår. Han forsvarede som ung jurist sin far (Ernst v. W.) , der som departementschef i Nazi-Tysklands udenrigsministerium  blev gjort medansvarlig for nazisterne forbrydelser i 1945. Faderen fik fem års fængsel, som han dog kun delvis afsonende.

I 1950erne giftede RvW sig med Marianne Kretschmann, med hvem han fik fire børn.  Det bliver også til en dr. jur-eksamen fra Göttingen universitet i dette årti.

Erhvervsmæssigt fulgte diverse topjobs i såvel bankverden som farmaceut-industrien samt et formandskab i den protestantiske kirke (Kongressen).

Den politiske karriere

Sammen med sit engagement i den protestantiske kirke blev von Weizsäcker tilknyttet bestyrelsen i CDU, kraftigt støttet af den senere kansler Helmut Kohl. Forholdet mellem de to CDU-fyrtårne kølnedes senere; man kunne næsten sige, at de (også under genforeningen) var forbundet i et “hjerteligt fjendskab”. Inden hans finest hour som Tysklands præsident var han en kortere periode i start-1980erne var regerende overborgmester i Vestberlin.

Kulminationen var afgjort posten som præsident fra 1984-1994 først i Vesttyskland og efter sammensmeltningen af de to Tysklande præsident for hele Tyskland. Som noget helt enestående støttedes Richard von Weizsäcker på præsident-posten af hele den tyske forbundsdag (med undt. af det yderste venstre).

Der fulgte talrige rejser i verden som tysk præsident og ligeledes ærebevisninger fra ind- og udland i stor stil. Æresdoktor ved tyske og udenlandske universiteter blandt mere.

Efter sin fratræden (1994) fulgte bestyrelsesposter i såvel erhverv som kirkelige sammenhænge. Medlem af den berømte internationale tænketank Club of Rome.

Senest tildeltes en kontrollant-rolle - ligesom den to år ældre (og stadig kæderygende og superskarpe) eks-Bundeskanzler Helmut Schmidt - ved det seneste afholdte Forbundsdagsvalg (27/09/09).

Refleksion

Bundeskanzler Helmut Kohl og Präsident Richard von Weiszäcker var ikke som nævnt - trods samme partitilhørsforhold - just på hinandens respektive top-10 liste :-) . Men de viste begge deres format og stod skulder ved skulder i Berlin under hele det interessante og forbavsende smertefrie og kortvarige “genforenings-forløb”.

I politisk samarbejde med såvel USSRs Mikhail Gorbatjov og USAs 41ende præsident George W. Bush sr. blev der skabt noget helt unikt. På sidelinien så bl.a. Storbritanniens Margaret Thatcher og Frankrigs præsident Francois Mitterrand beklageligvis til med en pæn portion passiv skepsis.

Europas historie blev tilføjet et nyt kapitel med en pen, der også skrev ordene “et af verdenshistoriens store øjeblikke”. Vel ingen - politiker, kommentator, universitetsprofessor, ja selv clairvoyant - havde kunnet forestille sig det sceneri, der udspillede sig på verdenshistoriens scene i det europæiske efterår 1989 og det efterfølgende 1990.

Berlin og Tyskland blev genforenet til gavn for Europas mest potente land samt også for EU og Danmark! Det skete uden at et skud blev løsnet hverken fra en soldat, en kampvogn, en u-båd eller et fly eller affyring af bare et atomar interkontinentalt missil.

 

Richard von Weiszäcker var den sjældne cocktail af statsmand, diplomat og politiker altsammen pakket ind i det fineste og stærkeste silkepapir mrk. “begavelse”, “dannelse” og “realitetsans” samt ikke mindst det i det offentlige rum skræmmende sjældne begreb ”stil”.

Det er et af de få øjeblikke, hvor såvel de tyske som de internationale superlativer med rette står i en lang kø!

Jeg glemmer aldrig denne tyske hædersmand og formidable personligheds øjekast og nik til mig d. 9. oktober 2009 i den smukke universitetfestsal på Københavns universitet (foto), da han efter afslutningen passerede tæt forbi mig - stående på 1 ste række i en tæt pakket og inderligt applauderende festsal med kendte og ukendte danskere fra såvel erhvervslivet, banksektoren, universitetsverden samt diverse sektorer i det civile liv.

 Alle var vi mødt op for at overvære een af efterkrigstidens allerstørste tyske personligheder. Alle nød hans fler-sprogede deltagende fremmøde under emnet “1989 - Berlinmurens fald - samtale om Europa”. 

Tyskland har haft fem meget store politiske profiler efter 1945. Konrad Adenauer (1876-1967), Willy Brandt (1913-1992), Helmut Schmidt (1918- ), Helmut Kohl (1930- ) und…etwas ganz Besonderes

Richard von Weiszäcker

(Foto: Erik Hulegaard)

En spektakulær begravelse

6. Oct 2014 06:06, ehu

 

I går søndag d. 5. oktober 2014 deltog jeg i en helt særlig begravelse. Til dødsfald hører naturligt mindetaler og nekrologer. Der er flere måder at forfatte disse på. De fleste – uanset sekvensen af data – fremhæver afdødes fortræffeligheder (og sjældent det modsatte).

 

Nu er afdøde i dette tilfælde en ”54 årig dame”, som jeg lærte at kende, da hun kun var et år gammel. Denne dame fik mange gode år og kunne sagtens have undværet de sidste af sine leveår. Et forhold, som ikke sjældent også beklageligvis opleves hos mennesker.

 

Nogle nekrologer begynder med afdødes start i livet, så lad os følge den version i denne bogstavelige sejlrende.

 

Historik

 

Det hele startede med en søsætning d. 27. marts 1960 fra Husumer Schiffswerft AG. Husum-Nordsee i det daværende Vesttyskland. Byggenummeret var 1118 og navnet „Ærøsund“ skulle følge denne solide færge helt frem til 15 august 1999 på den gamle og hæderkronede sydfynske færgerute Svendborg – Ærøskøbing.

 

Efter datidens forhold var M/F Ærøsund en pæn stor færge til overfarten med sine 395 BRT, der rummede plads til 40 personbiler eller 7 lastbiler eller 5-6 godsvogne samt – ikke at forglemme – 700 passagerer. Når færgen sejlede gennem det til tider lunefulde (kastevinde) Svendborgsund, leverede de to MAK MAU 423 maskiner muligheden for en maximal hastighed på 13 knob.

 

Det var det daværende rederi, Damskibsselskabet Ærø, hjemmehørende i Ærøskøbing, „hovedstaden“ på Ærø; øen og kommunen, der i dag rummer omkring 6.900 patriotiske sjæle.

 

Disse dimensioner er sandelig ikke imponerende i vor nuværende færgetidsalder, men for 54 år siden var hun den nyeste og største af de sydfyenske øfærger, hvoraf Svendborg havn var stedet, såfremt man ville se de fleste og største af dem.

 

Undervejs til vor tid skete der naturligvis – udover de sædvanlige værft eftersyn – nogle justeringer af hendes „færge CV“. I 1990 blev hendes motor opgraderet til 1.060 HK fra de oprindelige 800 HK. Og som noget historisk skete der et ophør af transport med jernbanevogne i 1995. Ikke overraskende, efter de sidste årtier af det gamle århundrede en stadig nedgradering af jernbanedriften med talrige nedlæggelser af lokalbaner som resultat på Fyn.

 

 

 

 

 

 

 

 

I det nye århundrede oplevede M/F Ærøsund en ny maritim tilværelse som bl.a. showship og ikke mindst de senere år en uværdig turbulens med skiftende ejere og manglende sejltid. Det var uendelig trist at bese hendes gamle rustne skrog i Svendborg havn.

 

Den sidste forberedelse

Den gamle færge Ærøsund forlod lørdag morgen d. 4 oktober 2014 sit triste sidste hvilested ved kajen på Frederiksø i Svendborg for at begive sig ud på sin sidste rejse. Det skete i en smuk solopgang over Svendborgsund tilsat et overmåde mildt og smukt oktobervejr.

 

”Bedemændene” eller mere præcist mandskabet om bord på entreprenørbåden Marcos og slæbebåden havde valgt den tidlige afgang for at slippe uden for meget trafik i sejlrenden gennem Svendborg Sund.

 

Kl 10.00 lørdag morgen lå den gamle rustne færge Ærøsund så ud for Ballen - 19 meter over den plet på havbunden, der skulle blive hendes sidste destination.

 

Søndag d. 5 oktober 2014

 

Hendes sidste tur ned i „graven“ skete søndag d. 5 oktober 2014 i Svendborgsund.

Oplevelsen blev delt af mange hundrede mennesker on location, hvortil kom direkte landsdækkende og lokale tv-transmissioner, som blev dækket on location på forskellige skibe, primært M/F Ærøskøbing (og fra helikoptere).

På den „største tribune“, særafgangen med Svendborg-Ærøfærge M/F Ærøsund var de ca. 300 billetter forlængst solgt. 300 pax er netop det maximale passagerindtag i vintersæsonen.

Denne signatur var en af „de udvalgte“, der oplevede gamle M/F Ærøsunds nedsænkning fra promenadedækket en smuk oktober sensommerdag i det herrens og fruens år 2014.

 

 

 

 

 

 

 

Stemningen var høj. Oplevelsen var unik. Mange mennesker på de omkring liggende mere end 100 både i næsten alle størrelser var begejstrede, da vi så færgen sænkes og blive Danmarks største kunstige rev til glæde for dykkere, turister (der kan dykke) og måske diverse fisk, der pludselig ikke skal nøjes med at se færgens skrog nedefra.

Jeg nød hende første gang en septemberdag i 1961 ved færgelejet i Svendborg havn. Siden blev det til en del overfarter med uregelmæssige mellemrum.

Nu er det kun dykkere og interesserede fisk, der kan nyde hende. Ofte afsluttes mindeord med R.I.P. (requiescat in pace), hvilket højst ekstraordinært vil være upassende i dette tilfælde.

 

En af de mange taler ved arrangementet på den nutidige færge M/F Ærøskøbing var professor Marianne Holmer fra Biologisk institut på Syddansk Universitet. Hendes ord var befriende korte og kontante og i essens bl.a. :

Der er ingen tvivl om, at marinebiologer, dykkere og diverse fisk fra nu af vil holde den gamle rustne – og engang smukke – færge M/F Ærøsund under aktiv observation i fremtiden.

Der er blev talt og der blev sunget (Marstals Småborgerlige Sangforening) og der blev ikke mindst fotograferet. Stemningen var overmåde god. Naturturisme i Svendborg kan være mere end stolt af dette arrangement.

Efter de sidste 15 år med et uværdigt færgeliv og et rustent skrog, fik M/F Ærøsund en smuk maritim afsked, da hornene fra de mange skibe på Svendborgsund til hendes sidste maritime ære lød næsten enstemmigt i det øjeblik, hvor hun forsvandt fra havets overflade mod havets dyb.

Som mangeårig færgeelsker blev jeg helt rørt over denne exceptionelle afsked med den sidste nulevende indenlandske danske jernbanefærge, men allerede på hjemturen ”efter nedsænkningen” kunne færgens højtaler meddele, at en dykker havde konstateret, at M/F Ærøsund havde lagt sig på rette vis på bunden af Svendborgsund.

 

En vidunderlig, meget speciel og værdig maritim oplevelse!

 

 

 

 

 

Naturisme - baggrund

 

Færgens sidste chefskipper

 

 

Bon anniversaire Belle de Jour

21. Oct 2013 20:11, ehu

Franske (og latinske) kvinder hører til nogle af de mest forfængelige. Derfor har en del af dem med alderen store udfordringer foran sminkebordene. Andre har fået et genetisk rygstød, som kan blive forvaltet med større eller mindre talent.

Morgendagens 70-års fødselar den 22.oktober 2013 - Frankrigs store skuespillerinde - Catherine Deneuve - har fået en del foræret i genetisk vuggegave. Men hun har også - trods mange - rigtig mange - øjeblikke ved sminkebordet til filmrollerne i mere end 50 år forsøgt med stort talent at bevare en sjælden feminin holdbarhed, som mange yngre med rette kan misunde hende.

Den frustrerede overklassefrue, som filmmageren Louis Bunuel skabte i filmversionen “Belle de Jour” (Dagens skønhed) fra 1970 erindres af de mere modne læsere.  Hendes fremstilling af den i mange sammenhænge kendte rolle som “overklasse-trofæ”, der via seksuelle udfordringer i kendte franske regier,  forbliver uforglemmelig.

Min egen yndlingsfilm med hende oplevedes i start-1980erne, hvor en anden af Frankrigs tunge filmiske ikoner Francois Truffaut skabte den formidable Den sidste metro. (”Le Dernier Métro”). -  Filmdivaen Catherine Deneuve og filmskaberen Francois Truffaut havde på det tidspunkt et privat forhold; måske var det medvirkende til den sjælden vellykkede film!

Mme Catherine har også haft forhold til andre mere eller mindre kendte mænd med to ultimative biologiske ”gevinster”  i form af Christian Vadim (f. 1963) med Roger Vadim og datteren Chiara Mastroianni (f.1972) med italieneren Marcello Mastroianni.

Det er gennem tiden blevet til et utal af film for Mme Deneuve, hvoraf danskere kan nikke genkendende til Lars von Triers “Dancer in the Dark” (2000). Aktuelt kan hun ses i udvalgte biografer med filmen Betties tur om en tidligere 60-årig skønhedsdronning, der pludselig vender sin tilværelse ryggen.

Når hun privat nogle gange vender ryggen til, skyldes det måske det recidiverende behov for at ryge. Hendes moder fyldte 100 år i 2012 og generne er således i høj grad nok modstandsdygtige overfor livets udfordringer.

Dagens 70-årige Belle de Jour viser stadig sin både humor og sensualitet kraftigt pudret med en aldrig svigtende elegance og en stamina, der eleverer hende op i den øverste etage af fransk feminin filmkunst, hvor kun (afdøde) Simone Signoret og Jeanne Moreau befinder sig og hvor - en langt yngre - Juliette Binoche er på vej op.

Når man(d) betragter Catherine Deneuve på filmlærredet, er det meget svært at koncentrere sig…….om alt andet!

Bon anniversaire - Belle de Jour!

Natten i Nice

4. Sep 2013 17:23, ehu

Natten i Nice

 

Bogens bagsidetekst

Den 1. september 2012 bliver en særdeles minderig dag for tre modne mænd, der af specielle grunde er viklet ind i et skæbnefællesskab af mystik til forundring for deres omgivelser.



Deres livslinjer krydsedes første gang i januar samme år. Det skete i et kloster dybt inde i Ardennerne. Her blev det klart for dem i fortrolighedens dunkle spotlight, at de alle tre bar på en livslang hemmelighed, hvis indhold kun opleves og gennemleves af meget få mennesker.



Michael Schmidt, den 62-årige danske rentier og tidligere natklubejer, oplever et helt uventet besøg af et ungt par i sin penthouselejlighed i Nice. Parret er velkendt for ham af ret forskellige grunde og besøget danner skygger tilbage til en fortid i såvel Danmark som DDR. Det yngre par har et meget specielt ønske.



Næsten samtidig kan den franske tidligere fremmedlegionær Frank Karon med sine jødisk-marokkanske aner fejre sin 60 års fødselsdag på en bar i centrum af Marseille omgivet af ni nøje udvalgte gæster. Dette fødselsdagsselskab danner mange spor af minder mellem de 10 deltagere og ikke mindst deres individuelle liv siden de unge dage i Fremmedlegionen.



Denne første lørdag i september er også speciel for den 70-årige eks-overlæge i psykiatri Augustus Jahn. Han er inviteret til en 40-års fødselsdag i centrum af den lettiske hovedstad Riga. Samværet med de øvrige gæster og festens hovedperson genererer talrige minder om en fortid i det tidligere kommunistiske Østeuropa. Et liv, der er meget forskellig for hans nuværende pensionistliv i den franske Middelhavsby Menton, hvor hans livslange passion for malerkunst bliver udlevet.

 




ISBN 978-87-7145-072-9, Paperback, 408 Sider - også som e-bog

Magien i Magdeburg - en spændingsroman

25. Jun 2012 13:53, ehu

 

Praktiske bemærkninger:

Ved bestilling hos din boghandel har “Magien i Magdeburg” (paperback): ISBN-nr. 978-87-7114-731-5. - Bogen fås også som e-bog.

GENEREL INFORMATION

Blogaktiviteter (indlæg og kommentering) er stillet i bero indtil videre.

Henvendelse til blogejeren kan ske på

http://www.facebook.com/hulegaard

eller

http://www.hulegaard.dk

Generalens sidste slag

19. Jun 2012 13:32, ehu

Een af blogejerens (afdøde) svigerforældre var asiatisk officer. Denne stålsatte personlighed satte sig spor såvel oprindeligt i Indonesien i forbindelse med (afdøde) præsident Sukarnos erobring af magten som senere i forskellige sammenhænge i sit nye hjemland Nederlandene (Holland).

Vi var ikke just på hinandens top-1000 liste, men ved det sidste møde for mange år siden forstod vi begge - hver med vores erfaringsmæssige ballast og på trods af racemæssige forskelligheder - at vise en gensidig respekt for hinanden forårsaget af en semi-dramatisk privat begivenhed. Det sidste håndtryk og øjenkontakt mellem os glemmes aldrig!

Dynamik - bevægelighed - beslutningskraft

Ligeledes glemmes aldrig den nu 100-årige stadig levende vietnamesiske general Vo Nguyen Giap (f. 25.aug. 1911). Et navn, som enhver historieinteresseret kender alene ved at nævne den vietnamesiske lokation “Dien Bien Phu” samt senere den såkaldte Vietnam-krig, der afsluttedes medio 1970erne. Overskriftens tre ord danner en trekantet ramme om ham.

Giap var den mest betydningsfulde strateg i de vietnamesiske befrielseskampe. Som ung student deltog han i studenterstrejken i forbindelse med oprøret i 1930 imod det franske koloniregime. I 1937 fik han sin doktorgrad i Hanoi og var senere historielærer. Han sluttede sig til kommunistpartiet i 1930erne og måtte flygte til Kina i 1939. Hans professor-datter af hustru blev arresteret og døde i fængsel. Hendes søster blev henrettet af franskmændene.

Under krigen opbyggede han Viet Minhs guerillastyrker, og rykkede i august 1945 ind i Hanoi sammen med Ho Chi Minh (præsentation unødvendig for enhver historieinteresseret ;-) ). Giap havde hovedæren for sejren over Frankrig ved Dien Bien Phu i 1954, hvor det franske militære hovedkvarter ved Dien Bien Phu blev belejret i 55 dage, hvor 3.000 franske soldater blev dræbt, og de resterende 8.000 franske tropper måtte overgive sig.

Giap opbyggede den vietnamesiske hær til at være den bedst organiserede styrke i Sydøstasien. På dens højde var den verdens 4 største hær med ca. 1. mio mand under våben. I 1961 publicerede han en håndbog i guerillakrigens taktik og strategi: “Folkets krig, folkets hær”. Han spillede i sandhed også en ledende rolle i befrielseskampen i Sydvietnam.

Fra 1954 var Vo Nguyen Giap øverstkommanderende for de vietnamesiske styrker, fra 1955 forsvarsminister frem til 1980, hvor han gik på pension. Han var dog formelt vice-premierminster frem til 1991. Han var stærkt medvirkende til, at verdens stærkeste militærmagt USA oplevede sit vel største militære nederlag ifm. Vietnam-krigen.

Refleksion

Min meget tiltalende vietnamesiske købmand få hundrede meter fra mit byhus på Vestfyn tæt ved Lillebælts friske vand har aldrig kæmpet ved Dien Bien Phu. Han flygtede som stor dreng med sin familie som titusindevis andre efter Sydvietnams kollaps i både fra det sydlige Vietnams kyster. Han husker det tydeligt, trods det nu er en menneskealder siden. Den nu modne vietnamesers mening om europæere holder han for sig selv indpakket i asiatens uudgrundelige lette smil. Han lever disciplineret i en fremmed verdensdel. Vi har en god kemi - trods diplomatisk udtrykt forskellige personligheder.

Forleden nævnte jeg, at general Giap nu var > 100 år. I samme åndedrag tilføjedes 2 andre nu afdøde vietnamesiske personligheder, såvel afdøde ministerpræsident Pham Van Dong (1906 - 2000) og ikke mindst Nordvietnams leder Ho Chi Minh (1890-1969). Min vietnamesiske købmand kæmpede med at finde den rigtige grimasse. På den ene side had overfor disse tre mænd, på den anden side en skjult beundring.

“Uanset politisk overbevisning kan man kun blive imponeret af dette formidable trekløver” var mit kombinerede spørgsmål og svar. Min vietnamesiske købmand kiggede på mig og vi smilede lidt anderledes end sædvanligt til hinanden.

Den nu 100-årige vietnamesiske general mangler endnu det sidste slag, som han ikke kan vinde. Old soldiers never die, they just fade away” - sagde den forlængst afdøde 5-stjernede US-general Douglas MacArthur (1880 - 1964), de allieredes øverstkommanderende i Asien, Oceanien og Stillehavet under 2. verdenskrig, øverstkommanderende i Korea-krigen osv.

General Giap er et enestående eksempel på MacArthurs militære statement. Den vietnamesiske fabelagtige leder var simpelthen en af det 20 århundredes største generaler! Sagt endnu mere præcist:

I relation til guerillakrig gennem hele verdenshistorien….vel

….. den største af dem alle!

 

Kilder: Dansk-Vietnamesisk forening samt private vietnamesiske kilder

 

General Giap er død 102 år gammel (04/10/13)

 

 

Tankens kraft

13. Jun 2012 08:21, ehu

Phie Amboes interessante dokumentarfilm ”Free The Mind” om basale menneskelige spørgsmål har allieret sig med US-hjerneforskeren Richard Davidson, der eksperimenterer med alternative metoder som meditation og mindfulness-øvelser som middel mod svære psykiske lidelser.

Filmen følger tre personer i behandling for hver deres psykologiske problemer med Davidsons metoder: de to hjemvendte soldater Rich og Steve og den fem-årige Will, der har ADHD (=Attention Deficit/Hyperactivity Disorder= forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet).

De to soldater er traumatiserede af deres oplevelser og ikke mindst egne gerninger, og filmen belyser de mentale problemer, krigsveteraner vender hjem med, og som blandt andet resulterer i alarmerende mange tilfælde af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder = posttraumatisk belastningsreaktion) og selvmord.

Mange (lidt for mange) billedtekster redegør for helbredelsesprocenter og problemernes omfang, men afgjort massevis af stof til eftertanke. Selv for den mest kyniske iagttager.

Spørgsmålene står nærmest i kø:

1) Er ADHD en nutidig psykiatrisk (belejlig?) diagnose?

2) Er “Mindfulness” et nutidigt begreb og en refleksionsmetode, der om få år vil rubriceres i den utrolig store værktøjskasse af tidsmæssige arkiverede “varm-luft-metoder”?

3) Soldaters mentale krigsskader - er det prisen værd?

Fakta - additioner

Psykologi- og psykiatriprofessor (en sjælden kombination) Richard Davidson, f. 1951, direktør for Laboratory for Affecttive Neuroscience ved Univ. of Wisconsin, USA.

Denne akademiske profil bar i mange år på en hemmelighed, som han frygtede kunne ødelægge hans videnskabelige karriere. I al hemmelighed mediterede han dagligt!

 

Filmcut til Free The Mind: http://vimeo.com/41691784

Mindfulness (Wikipedia): http://da.wikipedia.org/wiki/Mindfulness

2 x Erik på Flakfortet

4. Jun 2012 00:03, ehu

Årets sommerudflugt anno 2012 gik til Flakfortet for de overmodne Erik-seniorer kendt i blogosfæren og i andre digitale (og mentale) sammenhænge som den erfarne og professionelle kunstmaler alias den socialsurrealistiske penselvirtuos, Erik Korsgaard Christensen og blogejeren.

Trods d´herrers efterhånden anseelige årringe og hermed - nogle ville sige belastende og tungtvejende, erfaringsmæssige CVer - havde ingen af os været på Flakfortet.

Ganske flot af de 60+ at debuttere - ja, ikke sandt! ;-)

Flakfortet

Det hele startede d. 30. maj 1910, kl. 12.00. På bemeldte tidspunkt var der ingen bloggere, der levede. Men det gjorde et antal driftige mænd, der startede med at placere et stort antal sænkekasser af beton på Saltholm Flak (flak betyder i denne forbindelse sand). Disse sænkekasser blev sat ned i 5 m.vand. Det var grundlaget for det videre byggeri.

Fem år senere blev der hejst kommando på Flakfortet, der skulle rumme 550 mand i krigsberedskabet (1. verdenskrig raserede udenfor Danmarks grænser). Meget krig er det ikke blevet til gennem årene. Et enkelt skud blev løsnet mod 6 tyske flyvemaskiner den 9. april 1940. Efterfølgende blev øen gjort fuldt kampklar af den tyske besættelsesmagt. Det fortælles, at tyskerne ved krigens afslutning glemte en soldat (Helmuth), der blev agterudsejlet i krigens sidste dage. Sidenhen har Helmuth huseret på øen som spøgelse.

I 1960erne forlod det danske forsvar øen, der i mange år var udsat for hærværk. Manglende vedligeholdelse, “sørøvere”, vind og vejr gjorde, at Flakfortet lå som en sølle lille ø. Men så skete der (igen) noget. I 1975 samledes en gruppe af privatpersoner, sejlklubber, Københavns kommune og (ikke at forglemme) nogle fonde.

Det kan mange gæster ca. 7 km eller 4 sømil øst fra Københavns havn glæde sig over. I læ bag granitmolerne ligger nu en af Øresunds største lystbådehavne. Men også mange landkrabber er siden 1983 ved hjælp af den gamle norske kystfærge (bygget 1950) M/S Langø med plads til 140 pass. bragt til den efterhånden underholdende ø. “Underholdende”, fordi øen også udfordrer til teambuilding, mødevirksomhed, kurser, skattejagt - ja sågar kan man overnatte (vandrerhjemsniveau).

Refleksion

2 x Erik voksede op i det samme (Lindevangs-)kvartér på Frederiksberg. Måske har vi leget med hinanden i Lindevangsparken? Måske har vi sloges om at sidde ved den gamle røde brandbils rat ved soppebassinet i Lindevangsparken? Måske har vi siddet på den samme række i den herlige (nu nedlagte) lokale Windsor biograf til en søndageftermiddags forestilling, hvor cowboydere og indianere red i vild fart på det store, gamle lærred? - Vi husker det ikke helt. ;-)

Kunstmaleren Erik Korsgaard Christensen

Derimod kan nu erindres en frisk solskinstur med ilagt hård vind, god frokostbuffet, let motion, moden mandesnak samt yderst sigtbar perspektivering af Øresund fra alle verdenshjørner tæt ved Københavns havn.

 

Noter:

Kunstmaleren Erik Korsgaard Christensen i oversigt

Velkommen til Flakfortet

Illustr.: Erik Hulegaard

NL-alternativer

21. May 2012 07:14, ehu

Mange danskere har besøgt Nederlandenes (Hollands) mest kendte by Amsterdam. Nogle har også besøgt andre byer som Rotterdam, den Haag og Harlem. Blomsterelskere har naturligvis været et smut forbi den kendte Keukenhof i april/maj. Langt færre kender to andre - yderst kontrastfyldte - destinationer, hvorfor overskriften NL alternativer.

Almere

Almere, der grænser op til den mere kendte Lelystad, er en af de yngste byer i Nederlandene. Det første hus blev færdig i 1976 og Almere blev først egentlig kommune otte år senere. Nu er den største kommune i Flevoland med ca. 180.000 indb. (den 8ende største i Nederlandene). I oktober 2007 vedtog byrådet en plan om at udvide byen til 350.000 indbyggere i 2030.

Byggeriet (og ikke mindst arkitekturen) har virkelig haft frie rammer. Der er mange spændende arkitektoniske varianter i denne nye by. Almere er (og har været) et sandt paradis også for byplanlæggere. Og der bygges nærmest konstant. Selvom det hele forekommer nutidigt og fremtidigt uden en sjæl eller fællesnævner, kan den opmærksomme gæst (eller naturligvis beboer øjne tematiserede kvarterer.

Den ret kontroversielle nederlandske byplanlægger Rem Koolhaas har afgjort sat sit præg på området. Det gør CASLa (arkitekturinst.) med interessant udstillingsrum. Også De Paviljoens bør fremhæves. Tre smalle kanaler, en sti og en bro krydser hinanden og danner symmetrisk form bestående af fem lige linier.

Eftersom mange af de nye indbyggere arbejder i Amsterdam, tales der allerede om at anlægge en ny bro over Ijsselmeer for at etablere en mere direkte forbindelse mellem de to “A-byer”.

Illustrationerne giver blot nogle indtryk af dette nybyggerområde, der måske først bliver færdig om en menneskealder.

Enkhuizen

Og så til noget helt andet, som de ofte si´r i medierne, nærmeste bestemt den charmerende og på sin vis typiske havneby ved Zuidersøen i Vestfriesland. Enkhuizen er navnet.

Byen var en af havnebyerne for det kendte (og engang meget magtfulde) Forenede Østindiske kompagni sammen med den nærliggende Hoorn og ikke mindst Amsterdam. Sagt enkelt: Et af de centrale områder i midten af det 17 århundrede, hvor Nederlandene havde sin absolutte storhedstid med bl.a en blomstrende handel med Asien. Af flere årsager, heriblandt tilsanding af havnen, mistede Enkhuizen sin position til Amsterdam.

I nutiden har byen genoprettet sin position som havneby og har en af de største marinaer i landet. Den huser blandt andet Zuiderzeemuseum, der er et frilandsmuseum, som viser livet i landsbyerne ved Zuiderzee gennem historien.

En mindre passagerbåd bringer besøgeren over til frilandsmuseet Zuiderseemuseum. At gå rundt i denne museumsby er som at være ca. 100 år tilbage i tiden. Der findes også et større indendørsmuseum, der er anbragt i 12 bygninger fra 1600-tallet. Sidstnævnte ligger nogle minutters gang fra museumsparken tættere ved selve byen Enkhuizen.

 

Refleksion

I et land, der arealmæssigt er lidt mindre end Danmark og rummer ca. 3 gange så mange indbyggere af mange forskellige etniciteter er der rig lejlighed til at afprøve begreberne “variationer” og “kontraster”.

Viel plezier en reizen!

Note:

http://www.zuiderzeemuseum.nl/

Illustr: Erik Hulegaard

Bling-bling og Hollande

7. May 2012 07:58, ehu

Fransk politik er siden de Gaulles tid i 1960erne fulgt med stor interesse af blogejeren. Der er således lidt frankofil(ur) gemt i denne signaturs dna og som en ren naturlighed manifesteres dette også ved at have en mening fra en EU-tilskuers plads til det aktuelle franske valgresultat omkring den fremtidige lejer de kommende 5 år (og måske længere) af Élysée-palæet. Samme bolig har forøvrigt været ramme for Frankrigs præsidenter i knap 140 år. Nogle har boet der i hele præsidentperioden (f.eks. Jacques Chirac), andre har udelukkende anvendt det “som arbejdsplads”.

EUs største land (arealmæssigt) Frankrig betragter fortsat sig selv som helt særligt. Kendte danske ord er adopteret fra dette stolte område af EU. Rent tilfældigt kan nævnes “elegance” og “arrogance”. I samme digitale åndedrag den særlige frankofoni bedst institualiseret i L´Organisation Internationale de la Francophonie (http://www.francophonie.org/). Denne paraply-organisation rummer omkr. 1 mia. mennesker, hvoraf ca. 1/5 er fransk-talende. - Selve Frankrig er fortsat i toppen af turisternes hitlister, indeholder fabelagtige bygningsværker, særegne administrative strukturer fra Napoleons-tiden, en generel fremmedfrygt og konservatisme og i samme forbindelse ambivalenser som afskaffelsen af den verdenskendte betegnelse “mademoiselle” denne vinter. - Og samtidig et land, der har meget at bidrage med internationalt, trods det formodede faktum, at et flertal i deres hjerter (og hjerner?) ønsker en “démondialisation” (afglobalisering).

Nutidens franske præsidentvalg

Den nærmest traditionsrige filtrering fra vælgerne i første valgrunde (22/04/12) gav det forventede resultat, at Socialistpartien (PS) ved sin spidskandidat Francois Hollande vandt knebent over den siddende præsident Nicolas Sarkozy fra det konservative parti (UMP) med det nationalistiske højreorienterede parti Front Nationale (v. Marine le Pen (datter af stifteren Jean-Marie Le Pen)) på en lidt overraskende 3 plads foran venstrefrontens (Parti de Gauche) Jean-Luc Mélenchon og de øvrige opstillede præsident-kandidater.

De forslidte fraser, at det franske folk i første valgrunde stemmer med hjertet og i anden valgrunde med hjernen eller at første valgrunde er smag og behag og i anden valgrunde udelukker man den ene kandidat uden at være vild med den anden har nok et betydeligt skær af sandhed.

Exit Bling-Bling

Det ikke særlige næstekærlige øgenavn til Frankrigs nu afgående præsident Nicolas Sarkozy fortæller sit eget sprog. Næppe nogle af hans - iøvrigt - karismatiske forgængere i den femte republik kunne fortjene dette øgenavn, uanset hvad deres forskellige evner, beslutninger og personlige holdninger samt evidente egocentriske - og for nogle inderligt selvhøjtidelige - performances viste.

Som læseren måske vil erindre, besejrede Nicolas Sarkozy i 2007 den første kvindelige kandidat (PS) Marie-Ségolène Royal (nyligt “skilt” fra sin mangeårige samlever og far til deres 4 børn, nemlig Francois Hollande). Den gang oplevedes den nu detroniserede præsident som en energisk, velformuleret, tv-vant (ikke uvæsentlig for en politiker ;-) ) samt rimelig succesfuld indenrigsminister. Hans (efter danske forhold nærmest latterlige) “Tag mig, så laver vi sammen fremtiden for Frankrig” gik rent ind hos mange, der følte sig utrygge ved den (anderledes og lige så) temperamentsfyldte modkandidat fra socialistpartiet (PS) Ségolène Royal.

I valgkampens slutspurt anno april/maj 2012 oplevedes samme tidligere skråsikre Sarkozy nærmest skrigende slutte sine vælgertaler patetisk af med “Hjælp mig!”; modsat den vindende kandidat Hollande med det mere smarte “Hjælp ikke mig, men Frankrig”. - De kommende år skal vise, om det sker.

Samtidig vil det vise sig, om man (for en gangs skyld) kan stole på Sarkozys “løfte” om, at han i tilfælde af nederlag forlader fransk politik. Hans mange rige venner skal nok finde nogle sinecure-poster til ham, så han får mere tid til at aflaste sin langt yngre, mere sympatiske og ikke mindst mere velskabte italiensk-fødte model-hustru Carla Bruni i rollen som forældre.

Bortset fra Valéry Marie René Giscard d’Estaing (præsident 1974-1981) har den 5 Republik ikke oplevet, at en præsident kun fik en enkelt periode. Det er så sket. Næppe mange vil savne den semi-maniske, løftebrydende og gestikulerende Sarkozy, der - påstås det - bl.a. fik en valgdonation på 50 mio. kr fra den ny afdøde libyske diktator Gaddafi. Forholdet til lederne i EU, herunder kansler Merkel, siges at have været ambivalent (venligt sagt), men det er naturligvis en yderst subjektiv påstand af blogejeren. ;-)

François Hollande

Den knap 58-årige franskmand fra Rouen overtager nu det overordentlig magtfulde præsidentembede som den 7ende i “Den femte republiks kongerække ”. Hans baggrund er en borgerlig-katolsk familie. Hans afdøde moder var socialrådgiver og hans far læge. Hun venstreorienteret, han klart højreorienteret med vægt på det yderste højre. Bla. faderens forsvar for et fransk Algeriet bragte ham i stærk unåde i hjembyen og familien flyttede til Neuilly-sur-Seine (forstad i Paris) i 1968, stadig medens Charles de Gaulle styrede La France fra Élysée-palæet. Det nye præsidents uddannelse skete på nogle af Frankrigs eliteskoler - HEC (handelsskole) samt ENA (forvaltningshøjskole). Hollandes nærsynethed fritog ham for militærtjeneste. En politisk karriere fulgte i provinsen som ofte set; konkret med posten som parlamentsmedlem i Tulle, Corrèze, Limousin regionen i den sydvestlige del af Frankrig samt ikke mindst formandskabet for det franske socialistparti (1997-2008). Modsat sin ex-samleverske Royal fik han ikke nogen ministerpost hos den første socialistiske præsident F. Mitterand, der tydeligt ikke ønskede at have par i sin regering.

Efter bruddet med den karismatiske mangeårige samlever (og som nævnt præsidentkandidat i 2007) Ségolinè Royale lever han sammen med den 10 år yngre (journalist) Valèrie Trierweiler; sidstnævnte noget forskellig fra sin præsidentfrue-forgænger, fotomodellen Carla Bruni. At Francois Hollande gled fra overvægt til normalvægt, at han skiftede brillestel og tøjstil efter opstarten på samlivet med Trierweiler ses ikke sjældent i “den slags forhold”.

Hollande har ikke just den samme karisma som sin tidligere samleverske, ej heller som den indtil sidste sommer (2011) formodede socialist-kandidat, Dominique Strauss-Kahn (DSK). Men som de fleste læsere er bekendt med, ødelagde DSK sine chancer, da hans mildest talt non-konservative og flamboyante privatliv blev blotlagt og centrifugeret (sker stadigvæk) i mediernes flittige møller. Samme (bl.a. tidl. finansminister og IMF direktør) Strauss-Kahn havde mange - såvel i socialistpartiet som udenfor - hellere set som en stærk og yderst kvalificeret fransk præsident.

Da (den engang magtfulde EU-kommissionsformand Jacques Delors´ datter) Martine Aubry også frasagde sig positionen som PS-frontfigur, stod Francois Hollande pludselig støttet op af mange trods sin - mildt sagt - noget lavere politiske profil.

????? til Hollande

I sin seneste torsdagsudgave (03/05/12) formulerede dagbladet Børsen fem interessante spørgsmål med overskriften:

“Mere skat- og mere arbejde

1) Hvorfor stemmer franskmændene på Hollande, når han vil øge skatterne?

2) Hvor meget vil Hollande stramme skatteskruen?

3) Hvordan vil han nedbringe de offentlige udgifter?

4) Kan Hollande reducere budgetunderskudet tilstrækkeligt hurtigt?

5) Hvordan vil Hollande skabe den vækst, der er hans hovedtema?”

De franske vælgere - som os andre - kender ikke de “rigtige”, men kun de “mulige” svar. Adderende kan man fra tilskuerspladsen tænke tanker over, hvor meget af hans publicerede politiske program, der er realiserbart, når den benhårde praktiske hverdag indfinder sig på regeringskontorerne. (Den wake-up-call kendes bla. fra SRSF-regeringen). Om den berømte stabilitetspagt bliver genforhandlet, om finanstransaktionerne bliver beskattet, om der oprettes 60.000 nye stillinger i skolesystemet (som kompensation for Sarkozys nedskæringer), om alle par skal have lov til at gifte sig og adoptere, om der sker en total (bemærk ordet “total”) tilbagetrækning fra Afghanistan i 2012 osv.osv.

- Time will show!

Refleksion

De kommende 5 år skal vise, om den mere afbalancerede Francois Hollande i et - som sædvanligt - stærkt partnerskab med Tysklands kansler kan reetablere tidligere tiders stærke - og for EU helt nødvendige - politiske akse.

Problemer er der nok af. Euroen, den manglende vækstfaktor, den (katastrofal) høje ungdomsarbejdsløshed i mange af EUs lande. I denne massive slipstrøm af udfordringer (eller som man før i tiden benævnte “problemer”) skal bestemt heller ikke glemmes det resultat, som det franske parlamentsvalg giver d. 10 og 17 juni 2012.

Sammen med afdøde præsident Francois Mitterrand var stadig levende (og i ånden friske) snart 87-årige tidligere EU-kommissionsformand (1985-1995) Jacques Delors fyrtårnene i det franske socialistparti i Den femte Republik. Samme Delors har gennem en årrække været en slags mentor for Hollande. Skal EU overleve - iflg. Delors - er en føderalstat og en ny vækstmotor fundamentale nødvendigheder.

Forstår den nyvalgte EU-venlige (trods alt) præsident disse udsagn i sin yderste konsekvens, kan han overraske ikke bare Frankrig, men også omverdenen positivt. Imodsat fald kan det blive starten på ikke bare Euroen, men også EUs opløsning og noget meget mere tåget og uforudsigeligt i dette og de næste årtier, eftersom ej heller Tyskland er stærk nok solo til at løfte EU eller værre - på længere sigt i dette århundrede alene klare den brutale konkurrence fra Asien og hele det amerikanske kontinent med sin aldrende befolkning.

Skæbnen har genereret, at der anno 2012 er valg til statschef-posten i adskillige af de betydende stater i verden. Således Rusland, Kina, USA og netop afholdt i Frankrig. Nye profiler og nye navne skal læres, ihvertfald foreløbig i Kina og Frankrig

Le futur est excitant! ;-)

Note:

Øv. foto: parisguiden.dk

Ned.foto: The Telegraph

Kilder: Information - Dagbladet Børsen samt private franske kilder

 

The Lady

30. Apr 2012 07:39, ehu

Baggrund

I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.

Den karismatiske Suu Kyis politiske engagement bliver vakt til live, og hun bliver hurtigt talskvinde for oprørsbevægelsen. Det totalitære styre slår hårdt ned på kritiske røster, og som symbolet på oppositionen anbringes Suu Kyi i husarrest i mere end 15 år uden mulighed for at se sin familie. Hendes navn bliver forbudt i offentligheden og hun bliver kendt som ‘The Lady from Rangoon’. Spærret inde i sit barndomshjem kæmper Suu Kyi en ensom kamp for at opretholde håbet om at gense sin familie og troen på at skabe et frit og demokratisk Burma. Aung San Suu Kyi modtog Nobels Fredspris in absentia i 1991 og stiller op til parlamentsvalget i Burma i april 2012.
                                                                                                                     
Filmen The Lady
Filmen er en “biopic” (filmisk biografi). Den franske filmskaber Luc Besson er efterhånden verdenskendt som filmmager. Nogle biografatleter vil erindre Det femte element (1997), Nikita (1990), Leon (1994), Jeanne d´Arc (1999) m.fl. Denne 53 årige franske instruktør står bag filmen. Som ved hans andre film er musikken lagt i nodehæftet hos den også ret kendte og musikalsk spændende franske Eric Serra.

Luc Besson (til pressen): “Jeg blev meget bevæget af denne kvindes historie. En historie, som jeg fandt ud af, jeg intet kendte til. Pressen fremstiller hende generelt som et hårdt menneske og kalder hende “stålorkideen”. Hun har bare elsket sin mand og sit land utroligt højt. Aung San Suu Kyi var oppe mod 200.000 soldater. Hun vejer 50 kg og er helt alene. Hun har holdt stand i 30 år. Hvilket andet våben kunne have haft sådan effekt? Hendes våben er det stærkeste nogensinde!”

Hovedrolleindehaveren Michelle Yeoh leverer en langt blødere profil i rollen, men gør det fremragende. Historien om den burmesiske ( eller myanmarske) Aung er en inderlig og fabelagtig historie fra et fjernt asiastisk land i det, vi danskere kalder for Bagindien. Filmen romantiserer vel rigeligt i såvel hendes blidhed som hendes forhold til omgivelserne, herunder sin ægtemand professor Michael Aris og deres to fælles teenagedrenge hjemme i Oxford. Ligeledes har det været fremført af kendere, at ægtemanden Michael Aris fremstilles forkert som en noget vattet britisk professor i stedet for en stærk maskulin modpol til Aung. Andre vinkler på dette forhold er naturligt hendes komplekse beslutning om at blive i Burma, medens hendes ægtemand udåndede på et hospice i Oxford på sin 53-års fødselsdag (prost. cancer).

De buddhistiske munke og deres holdninger samt militærets skånsesløse nedslagtning af nogle af dem (2007) er naturligt medtaget i en sekvens.

Der er mange spændende naturscener. Ligeledes nogle absolut barske som f.eks. fra Burma/Myanmars største fængsel Insein, hvis omgivelser og menneskesyn vil få den danske kriminalforsorg til at minde om Hilton hotel-koncernen. De stålsatte burmesiske generaler og befalingsmænd illuderes med en temmelig tydelighed, der kan virke overdrevet for en vesterlænding. I en stærk kontrast er filmens hovedperson omgivet næsten fra start til slut af de klassiske fire buddhistiske dyder: vilje - indstilling - vedholdenhed - visdom.

Refleksion

I 2010 kom den danske dokumentarfilm “Aung San Suu Kyi - Lady of No Fear” (instruktør Anne Gyrithe Bonne og producer Helen Ulsteen). Denne dokumentarfilm vinkler den fabelagtige Aung noget anderledes og formodentlig mere realistisk som bl.a. en veluddannet (Oxford-UK) og viljefast kvinde, der absolut besad en kærlighed til sin nære familie, men også besad det gen, der gjorde hendes far general Aung San berømt i Burma. Samme far, der i 1947 forhandlede en fred hjem med Storbritannien og i det efterfølgende forløb blev myrdet af rivaler.

“Det politiske gen” kan optræde i forskellige forklædninger, meget af afhængig af landområde, kultur, religion og traditioner. Set fra en vesterlandsk tilskuerplads ses paralleller til f.eks. Indira Gandhi (Indien) og Benazir Bhutto (Pakistan). Enhver, der har fulgt deres karrierer til de respektive attentater kan se de mange lighedstegn; dog har Aung overlevet (indtil nu) og hendes plads i det nylagt valgte parlament i Yangun (Rangoon) står klar.

Blogejeren har været gift med en asiatisk officersdatter og i den forbindelse gennem to årtier i forskellige varianter oplevet asiatiske mindretals holdninger og ikke mindst nærmest kompromisløse indstilling til begrebet “modstand”. Dette har været stærkt medvirkende til, at der “åbnede sig et særligt vindue” ifm. Nobeloverrækkelsen i Oslo en decemberdag anno 1991 på Oslos rådhus. - Siden er “The Lady” blevet fulgt via inden- og udenlandske medier, hvor det var muligt.

Modsat hendes to sammenligninger (Gandhi og Bhutto), er den sidste linie på CVet hos den nu 65-årige Aung San Suu Kyi ikke skrevet endnu. Den stadig nydelige burmeser/myanmarer synes fortsat at rumme nogle kapitler og måske en ny film. Nogle sammenligner hende med den indiske sagfører, politiker og fredsaktivist Gandhi, andre med Afrikas største statsmand - stadig nulevende - Nelson Mandela. Fællesnævnerne er “politisk idealisme - personligt mod - fabelagtig viljestyrke”.

Orkideen er en inderlig sart og smuk blomst. Det samme er Aung San Suu Kyi - også, men i en helt særlig art. En realistisk botaniker - samt x milllioner andre betragtere - ville nok præcisere hendes personlighed som

Stålorkideen

Note:

Youtube-trailer: http://www.youtube.com/watch?v=SMYAzQC3UjI

 

 

Bloginformation

Mere information på www.hulegaard.dk

Søg og find


Erik Hulegaard
Erik Hulegaard
Indlæg ad hoc.

Kalender

« September 2016 »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930 

Tags