Fransk politik er siden de Gaulles tid i 1960erne fulgt med stor interesse af blogejeren. Der er således lidt frankofil(ur) gemt i denne signaturs dna og som en ren naturlighed manifesteres dette også ved at have en mening fra en EU-tilskuers plads til det aktuelle franske valgresultat omkring den fremtidige lejer de kommende 5 år (og måske længere) af Élysée-palæet. Samme bolig har forøvrigt været ramme for Frankrigs præsidenter i knap 140 år. Nogle har boet der i hele præsidentperioden (f.eks. Jacques Chirac), andre har udelukkende anvendt det “som arbejdsplads”.

EUs største land (arealmæssigt) Frankrig betragter fortsat sig selv som helt særligt. Kendte danske ord er adopteret fra dette stolte område af EU. Rent tilfældigt kan nævnes “elegance” og “arrogance”. I samme digitale åndedrag den særlige frankofoni bedst institualiseret i L´Organisation Internationale de la Francophonie (http://www.francophonie.org/). Denne paraply-organisation rummer omkr. 1 mia. mennesker, hvoraf ca. 1/5 er fransk-talende. - Selve Frankrig er fortsat i toppen af turisternes hitlister, indeholder fabelagtige bygningsværker, særegne administrative strukturer fra Napoleons-tiden, en generel fremmedfrygt og konservatisme og i samme forbindelse ambivalenser som afskaffelsen af den verdenskendte betegnelse “mademoiselle” denne vinter. - Og samtidig et land, der har meget at bidrage med internationalt, trods det formodede faktum, at et flertal i deres hjerter (og hjerner?) ønsker en “démondialisation” (afglobalisering).

Nutidens franske præsidentvalg

Den nærmest traditionsrige filtrering fra vælgerne i første valgrunde (22/04/12) gav det forventede resultat, at Socialistpartien (PS) ved sin spidskandidat Francois Hollande vandt knebent over den siddende præsident Nicolas Sarkozy fra det konservative parti (UMP) med det nationalistiske højreorienterede parti Front Nationale (v. Marine le Pen (datter af stifteren Jean-Marie Le Pen)) på en lidt overraskende 3 plads foran venstrefrontens (Parti de Gauche) Jean-Luc Mélenchon og de øvrige opstillede præsident-kandidater.

De forslidte fraser, at det franske folk i første valgrunde stemmer med hjertet og i anden valgrunde med hjernen eller at første valgrunde er smag og behag og i anden valgrunde udelukker man den ene kandidat uden at være vild med den anden har nok et betydeligt skær af sandhed.

Exit Bling-Bling

Det ikke særlige næstekærlige øgenavn til Frankrigs nu afgående præsident Nicolas Sarkozy fortæller sit eget sprog. Næppe nogle af hans - iøvrigt - karismatiske forgængere i den femte republik kunne fortjene dette øgenavn, uanset hvad deres forskellige evner, beslutninger og personlige holdninger samt evidente egocentriske - og for nogle inderligt selvhøjtidelige - performances viste.

Som læseren måske vil erindre, besejrede Nicolas Sarkozy i 2007 den første kvindelige kandidat (PS) Marie-Ségolène Royal (nyligt “skilt” fra sin mangeårige samlever og far til deres 4 børn, nemlig Francois Hollande). Den gang oplevedes den nu detroniserede præsident som en energisk, velformuleret, tv-vant (ikke uvæsentlig for en politiker ) samt rimelig succesfuld indenrigsminister. Hans (efter danske forhold nærmest latterlige) “Tag mig, så laver vi sammen fremtiden for Frankrig” gik rent ind hos mange, der følte sig utrygge ved den (anderledes og lige så) temperamentsfyldte modkandidat fra socialistpartiet (PS) Ségolène Royal.

I valgkampens slutspurt anno april/maj 2012 oplevedes samme tidligere skråsikre Sarkozy nærmest skrigende slutte sine vælgertaler patetisk af med “Hjælp mig!”; modsat den vindende kandidat Hollande med det mere smarte “Hjælp ikke mig, men Frankrig”. - De kommende år skal vise, om det sker.

Samtidig vil det vise sig, om man (for en gangs skyld) kan stole på Sarkozys “løfte” om, at han i tilfælde af nederlag forlader fransk politik. Hans mange rige venner skal nok finde nogle sinecure-poster til ham, så han får mere tid til at aflaste sin langt yngre, mere sympatiske og ikke mindst mere velskabte italiensk-fødte model-hustru Carla Bruni i rollen som forældre.

Bortset fra Valéry Marie René Giscard d’Estaing (præsident 1974-1981) har den 5 Republik ikke oplevet, at en præsident kun fik en enkelt periode. Det er så sket. Næppe mange vil savne den semi-maniske, løftebrydende og gestikulerende Sarkozy, der - påstås det - bl.a. fik en valgdonation på 50 mio. kr fra den ny afdøde libyske diktator Gaddafi. Forholdet til lederne i EU, herunder kansler Merkel, siges at have været ambivalent (venligt sagt), men det er naturligvis en yderst subjektiv påstand af blogejeren.

François Hollande

Den knap 58-årige franskmand fra Rouen overtager nu det overordentlig magtfulde præsidentembede som den 7ende i “Den femte republiks kongerække ”. Hans baggrund er en borgerlig-katolsk familie. Hans afdøde moder var socialrådgiver og hans far læge. Hun venstreorienteret, han klart højreorienteret med vægt på det yderste højre. Bla. faderens forsvar for et fransk Algeriet bragte ham i stærk unåde i hjembyen og familien flyttede til Neuilly-sur-Seine (forstad i Paris) i 1968, stadig medens Charles de Gaulle styrede La France fra Élysée-palæet. Det nye præsidents uddannelse skete på nogle af Frankrigs eliteskoler - HEC (handelsskole) samt ENA (forvaltningshøjskole). Hollandes nærsynethed fritog ham for militærtjeneste. En politisk karriere fulgte i provinsen som ofte set; konkret med posten som parlamentsmedlem i Tulle, Corrèze, Limousin regionen i den sydvestlige del af Frankrig samt ikke mindst formandskabet for det franske socialistparti (1997-2008). Modsat sin ex-samleverske Royal fik han ikke nogen ministerpost hos den første socialistiske præsident F. Mitterand, der tydeligt ikke ønskede at have par i sin regering.

Efter bruddet med den karismatiske mangeårige samlever (og som nævnt præsidentkandidat i 2007) Ségolinè Royale lever han sammen med den 10 år yngre (journalist) Valèrie Trierweiler; sidstnævnte noget forskellig fra sin præsidentfrue-forgænger, fotomodellen Carla Bruni. At Francois Hollande gled fra overvægt til normalvægt, at han skiftede brillestel og tøjstil efter opstarten på samlivet med Trierweiler ses ikke sjældent i “den slags forhold”.

Hollande har ikke just den samme karisma som sin tidligere samleverske, ej heller som den indtil sidste sommer (2011) formodede socialist-kandidat, Dominique Strauss-Kahn (DSK). Men som de fleste læsere er bekendt med, ødelagde DSK sine chancer, da hans mildest talt non-konservative og flamboyante privatliv blev blotlagt og centrifugeret (sker stadigvæk) i mediernes flittige møller. Samme (bl.a. tidl. finansminister og IMF direktør) Strauss-Kahn havde mange - såvel i socialistpartiet som udenfor - hellere set som en stærk og yderst kvalificeret fransk præsident.

Da (den engang magtfulde EU-kommissionsformand Jacques Delors´ datter) Martine Aubry også frasagde sig positionen som PS-frontfigur, stod Francois Hollande pludselig støttet op af mange trods sin - mildt sagt - noget lavere politiske profil.

????? til Hollande

I sin seneste torsdagsudgave (03/05/12) formulerede dagbladet Børsen fem interessante spørgsmål med overskriften:

“Mere skat- og mere arbejde

1) Hvorfor stemmer franskmændene på Hollande, når han vil øge skatterne?

2) Hvor meget vil Hollande stramme skatteskruen?

3) Hvordan vil han nedbringe de offentlige udgifter?

4) Kan Hollande reducere budgetunderskudet tilstrækkeligt hurtigt?

5) Hvordan vil Hollande skabe den vækst, der er hans hovedtema?”

De franske vælgere - som os andre - kender ikke de “rigtige”, men kun de “mulige” svar. Adderende kan man fra tilskuerspladsen tænke tanker over, hvor meget af hans publicerede politiske program, der er realiserbart, når den benhårde praktiske hverdag indfinder sig på regeringskontorerne. (Den wake-up-call kendes bla. fra SRSF-regeringen). Om den berømte stabilitetspagt bliver genforhandlet, om finanstransaktionerne bliver beskattet, om der oprettes 60.000 nye stillinger i skolesystemet (som kompensation for Sarkozys nedskæringer), om alle par skal have lov til at gifte sig og adoptere, om der sker en total (bemærk ordet “total”) tilbagetrækning fra Afghanistan i 2012 osv.osv.

- Time will show!

Baggrund

I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.

Dette er en anderledes blog-nekrolog om en person, der de sidste mange år i levende live var en myte, en kontroversiel, dybt konservativ personlighed og som mangemilliardær var en af de rigeste med fast bopæl i Norden; modsat de rigeste, svenske Ingvar Kamrad (IKEA og bopæl i Schweiz) og Rausing-familien (Tetrapak og bopæl i Schweiz/Storbritannien).

Den franske riviera
Det spæde forår ved Côte d´Azur linket med den fabelagtige smukke franske middelhavskyststrækning kan være vanvittig charmerende. Byerne ligger som en perlerække ved Middelhavets franske sydkyst. Den ene kæmpestore millionvilla afløser den anden. Det kan varmt anbefales at sejle fra Nice til Monaco at fornemme dette syn af rigdom (og overflod).
Modsat ligger en anden perlerække vestpå fra Nice til Marseille. Det er gammel rigdom, det er ny rigdom, der i et mix har ligget og ligger side om side i dette helt særlige og traditionsrige hjørne af Europa. I områderne og cornicherne bag kysten ligger smukke byer, men holder vi os til kysten, bør især opleves Cannes samt badebyerne St. Tropez og Juan les Pins; sidstnævnte sammenvokset med den vidunderlige reelle by Antibes.

Det var en dag i marts 2006, hvor det sydfranske forår fyldt af farver og naturens dufte bankede på, medens scenen blev oplyst af en forårssol. Øverste illustration viser netop dagen i Antibes. Det er taget få minutter før end oplevelsen, der danner denne særlige refleksion.

I morgen er det 100 år siden, at verdens (dengang) største oceangående liner RMS Titanic sank. Den 14. april 1912, kl. 23.50 skete det utrolige.

Titanic - saxofonisten Kenny G.

RMS Titanic

Denne efter datidens forhold kæmpestore luksusliner blev bygget på samme tids stolte skibsværft i Storbritannien, nærmere bestemt (dengang) verdens største skibsværft Harland og Wolff i den nordirske hovedby (og i perioder meget urolige) Belfast.

14. april 1912

Det er er ikke svært at forestille sig stemningen, når den farvede illustration ovenfor betragtes, selvom det var en anden tidsalder.

Danskerne på Titanic

Freelance-journalisten Michael Müller udmærker sig i fortællende journalistik med fokus på historiske og samfundsrelavante problemstillinger. Der bliver ikke sparet på kompetencerne i den dramatiske 227-siders fortælling Danskerne på Titanic, der afsluttes med en glimrende kildeliste og links.

Der var 14 danskere ombord på det legendariske gigantskib, da det bragede ind i et isbjerg på sin jomfrurejse. Alle drømte de om et nyt liv i USA, men kun to af dem overlevede de vanvittige timer, der udspillede sig på det iskolde Atlanterhav en stjerneklar aprilsnat.

Anno 1985

Vraget af den store liner blev lokaliseret i 1985 på 3800 m dybde i Atlanterhavet, og siden har flere ekspeditioner fotograferet det og hentet en række ting op fra det.

Anno 2012

Verdens største….Titanic-attraktion er netop blevet indviet i Belfast, Nordirland. I byens selvopfattelse det naturlige hjemsted for lineren. Bagmændede bag Titanic Belfast påstår, at det er verdens største udstilling af sin art - et gigantisk aktivitetscenter med alskens tilbud til gæsten. Det har kostet næsten 1 mia. dkr. - Centeret ligger på skibsværftet Harland & Wolffs område, hvor det hele startede. Og selve den fatale skibsrejse for 100 år siden startede i den engelske havneby Southampton, siges også denne kendte shipping-by at gøre krav som Titanics hjemby.

Refleksion

Det er vel verdenshistoriens mest omtalte og berømte skibsforlis. Modsat den kritisable engelske undersøgelse kort efter forliset, der bl.a. helt uberettiget frikendte Storbritanniens handelsministerium har senere undersøgelser vist, at der var tale om en nærmest kædereaktion af små som store fejl - menneskelige som konstruktionsmæssige.

100-året for det tragiske forlis “fejres” i morgen bl.a. i Nordirlands hovedstad Belfast. Samme by, der i perioder - bl.a. ved IRAs (Irish Republican Army) aktiviteter - har budt på desværre alt for mange overskrifter i medierne.

Verdens største skibe bliver ikke længere bygget på Harland og Wolffs stoute skibsværft i Queens Island-bydelen i den nordøstlige del af Belfast. Når man lander i Belfast, mindes en anden af verdens største fodboldspillere - George Best (George Best international Airport). Belfast er i dag en helt anden by end for 100 år siden.

Og sidst, men bestemt ikke mindst:

Royal Mail Ship Titanic spec.:

Noter:

2 nederste illustrative specifikationer om RMS Titanic er fra bogen Danskerne på Titanic

https://twitter.com/#%21/TitanicRealTime

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2012/04/08/154832.htm (Minderute fra Southampton - New York)

http://www.titanicbelfast.com (Titanic Museum i Belfast)

http://www.rmstitanic.net/

http://www.b.dk/tech/foelg-titanics-undergang-live (Titanic undergang)

http://www.titanic-facts.com/

http://www.drewsworld.org/titanic/

http://www.kino.dk/film/t/ti/titanic-3d-0

http://www.1sted.dk/1verdenskrig/maritim/titanic.aspx (tidslinie)

http://www.titanic.dk/

http://historienet.dk/videnskab/maskiner/brug-musen-titanic?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=weekly_2012_4_10_49787 ( Brug musen til Titanic)

Storbritannien har leveret tre premierministre siden 2. verdenskrig, der aldrig vil blive glemt. Det bør erkendes af enhver, hvadenten denne eller disse er enige eller uenige i disse politikeres holdninger. De tre personligheder, herunder viljer og ego´ers (anseelige) størrelser samt deres - lejlighedsvise - store visioner og resultater giver rammerne om deres konstante faktor i såvel den britiske som verdenshistorien.

De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 - 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis

Margaret Thatcher

The Iron Lady

Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Er filmen god? - Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.

IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.

Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren - den gale/geniale (vælg selv) - Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. - Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival - mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.

Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.

Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.

Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.

Refleksion

Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.

Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.

Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.

Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.

Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis - in real life - nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere - den aktuelle David Cameron - forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.

Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).

Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt )større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.

“Mr. President” siges - modsat sine forgængere - ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. - Men - indrømmet - han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.

Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!

Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia - direct port!”

Ugentligt passerer diverse lekture via abonnementer forbi blogejerens to brune øjne og øvrige sanseorganer foruden massevis af læsning på nettet. Dette er et helt normalt billede for mange - næsten uanset alder og BMI - der vælger at følge med i det mærkelige begreb, der kaldes “samfundsudviklingen”.

Det er i samme digitale åndedrag nærmest umuligt ikke at støde på forskningsresultater, der spredes ud i medierne nærmest som recidiverende sprøjte-orgasmer. Mange af disse resultater synes - ihvertfald for blogejeren og sikkert også andre ikke mindst cpr-numre begavet med en almindelig sund sans og kombinationsevne - helt givne. Men i sjældne øjeblikke kan læses om et forskningsresultat, der forbavser og giver næring til nærmest revolutionerende eftertænksomhed. Et sådant eksempel omtales i dagens blogindlæg.

Fængslende viden

I en ny undersøgelse af den kriminelle verden kommer forskningen frem til et påfaldende resultat. I den summariske version:

Forbrydere med korte fængselsstraffe klarer sig efter endt afsoning dårligere uden for murene end dømte med længere tid bag lås og slå. Undersøgelsens facit rimer mildt sagt dårligt med den eksisterende viden, og står konklusionen til troende, er der faktisk grund til at revidere de gængse antagelser om virkningen af at spærre dømte inde.

Hidtil har det været en konventionel visdom, at jo længere tid i fængsel, jo dårligere går det også bagefter den dømte ude i samfundet. At voldsdømte tilsyneladende profiterer af at sidde inde i længere tid fremgår imidlertid af et projekt, hvor Rockwool Fondens Forskningsenhed har fulgt to helt sammenlignelige grupper af indsatte. Det drejer sig om mænd mellem 18 og 45 år, der er blevet dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 om simpel, det vil sige mildere, vold.

“You won, George!”……”Did I?…” - replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef “Karla” var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det - om muligt - endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde - enten i bogen - eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS).

Det påstås, at “Karla” var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf. Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu “The Cambridge Five”, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.

I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum.

Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.

30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet

Handlingen i “pitch-essens”.

London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til ‘muldvarpen’. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Han hang på mit kontor i mange år. Altså ikke ham selv; desværre heller ikke en original, men “kun” en indrammet poster. Min beskedne kontorchef-løn tillod ingenlunde at have en original hængende. Mine gæster over tid har kastet diverse øjendrop mod posteren. Få har kommenteret, de fleste havde ingen kommentarer. Posterens motiv (illustr.)var den enestående (blandt mange) med navnet “Elective Affinities” (1933).

Når man via museumsbesøg og bøger fornemmer denne fabelagtige surrealistiske penselvirtuos, synes jeg selv, at vi er den tunge ende af den surrealistiske malerkunst…i højstemte øjeblikke er han vel verdens bedste!? - (Blogejeren kan ikke fordrage Salvador Dali )

René Magritte (1898 - 1967)

Magritte blev født i Lessines (region Wallone) sydvest for Bruxelles/Brussel i 1898. Hans mor begik selvmord ved at drukne sig i floden Sambre, da Magritte var 14 år. Han påstod dog altid siden, at hans eneste minde om moderen var skammen ved at være kendt som ”sønnen af en død kvinde”. Magrittes ungdom var i den hårde industriby Charleroi. Senere flyttede han til Frankrig, hvor han levede en tid. Gennem hans liv var Georgette Berger hans soulmate, hustru, model m.m.

Allerede som 27-årig kunstner tilbød Bruxelles-galleriet “Le Centaure” ham en 3-årig kontrakt. Og så fortsatte det ofte med manisk og genial skaberkraft med udstillinger i såvel hans hjemland Belgien som Frankrig, Nederlandene og USA (New York). - Han døde i Bruxelles/Brussel 1967.

I dag mindes han tre steder i Belgien. Det moderne Magritte museum (Musée Magritte Museum) i centrum af hovedstaden samt hans tidl. hus i Jette-bydelen af Bruxelles/Brussel (Rue Esseghemstraat 135). Sidstnævnte adresse var hans hus i perioden 1930-1954. Det tredie “mindesmærke” i Belgien er hans forældres hus i barndomsstaden Lessines (bl.a. indeholdende diverse dokumenter).

Kunstneren i de modne årgange (foto fra Magritte Museum, Bruxelles centrum)

Refleksion

I sit kunstneriske arbejde var René Magritte ikke noget spontant og intuitivt skabende øjemenneske, men snarere en rationelt gennemreflekteret, malende filosof. Han skildrede sine motiver i en nøgtern, strengt prosaisk realisme og baserede den surreale effekt på at gengive fragmenter af den ydre verdens gestalter og fænomener i fysisk umulige, ofte helt absurde og altid stærkt fantasibefordrende sammenstillinger.(citat fra Den Store Danske)

Og ja - Magritte er stadig på min kunstmaler-top-10-liste - selvom jeg ikke har posteren mere. Seneste museumsbesøg samt en beskrivende bog giver en anden minde-platform for blogejeren, der livet ud vil (kunstnerisk) beundre dette surrealistiske geni.

Er læseren i Bruxelles/Brussel - besøg et af museerne, måske får René Magritte endnu en fan!

In addition:

Næste planlagte blogindlæg er bestemt ikke surrealistisk.

Note:

En bloggers besøg i Rene Magrittes hjem http://sites.google.com/site/turtiljette

http://www.magritte.be/

http://www.magrittemuseum.be/