I Europa ligger mange klostre fra den mørke middelalder. At Europa er delt i et sydligt katolsk og nordligt protestantisk religiøst baseret område, er bekendt for enhver, der har gennemkrydset den gamle verdensdel samt blot læst indholdsfortegnelsen i den europæiske historiebog.

Det ved bl.a. EUs præsident, den lidt embedsmandsagtige konsensus-mager samt flamske politiker af borgerlig observans, belgieren Herman van Rompuy (f. 1947). Når han skal lade op (det er der vist tit brug for i denne tid!), sker det - ifølge velunderrettet kilde - enten ved den flamske kyst eller hos munkene i klostret i Affligem.

Delingen af det katolske og protestantiske Europa ses meget tydeligt i Belgien. Et land, som blogejeren har lært gennem nogle rejser over decennier at sætte pris på. I samme land ligger der flere klostre. Nogle er lukket for offentligheden. Få er åbne efter aftale. Et af disse er ikke bare åbent - og har været det længe - men er samtidig nærmest verdensberømt. Modsat ovennævnte kloster Affliglem er klosteret i Chevetogne langt mere eksponeret. Ethvert look i hjemmesidens gæstebog fortæller om gæster i dette særegne kloster fra alle verdensdele på kloden.

Monastére Chevetogne

Dybt inde i Ardennerne ligger dette magnifikante klosterkompleks i en katolsk og byzantinsk blanding. Nogle frostklare og solrige januardage 2012 i Ardennerne bidrog til den fabelagtige klosterstemning og -stilhed for blogejerens længe planlagte klostertur. - En inderlig historisk kontrast til “The Battle in the Bulge” - december 1944, hvor bl.a. den amerikanske 4-stjernede general George Patton jr. med sin 3die armé udkæmpede nogle voldsomme slag i vinterkulde og høj sne mod de tyske besættelsestropper netop i dette område af Ardennerne. - Tilbage til klosteret anno 2012:

Bygningerne (bill.1.) er med årene blevet en hybrid af flere stilarter. Indenfor trives munkene i forskellige trosretninger, aldre, livvidde, højde og skostørrelser. Latin, fransk og flamsk er naturlige dagligdags tunger. Hårdt presset kan de yngre af dem også kommunikere frit på engelsk. Der er ikke TV, radio eller musikafspillere eller anden nymodens pjank, når undtages ledsagende musik til andagterne. Gæster, der skal have rytmer for at leve, må koble noget til øregangene. Kulturelle input via medier sker kun, såfremt gæsten medbringer computer. Efter anmodning skabes adgang til WLAN.

Rituelt eksempel

Ritualerne foregår naturligvis på latin og fransk i denne del af verden. Et eksempel på et ritual er måltiderne. De starter med, at en munk ringer løs på en kæmpeklokke (han sætter nogle sikkerheds-ørepropper i hver gang). Lyden er gennemtrængende i hele klosterområdet; ja selv Klokkeren fra Notre Dame kunne have behov for noget krisehjælp eller coaching lige efter.

Som billedet (bill.3) viser, sidder munkene ved et langt bord. For enden sidder “chef-munken”, et ældre lang-skægget herre. Han styrer bønnerne og messesangen, inden- og efter måltidet. Ved siden af ham sidder så de få mandlige gæster og dernæst kommer munkene i en turnus-sidde-ordning. Medens vi spiser, er der tavshed mellem munkene (og eventuelle herre-gæster som blogejeren). Andre munke agerer tjenere. Det kører altsammen i en vagtbaseret turnus. Fade og brød bliver budt rundt i et velordnet ceremoniel og tavshedsbelagt mesterværk. Vi tygger maden, medens postevandet skyller det ned. 2-3 retter - hovedretten bydes rundt anden gang, når chef-munken er færdig med første omgang.

Hele sceneriet (måltidet) varer næsten nøjagtig 30 minutter; alt imedens en munk sidder på en lille forhøjning i hjørnet og læser op af skriftsteder i en lind strøm via en mikrofon. - “Chef-munken” afbryder med en bordklokke, når han skal messe eller bede. Det sker både, når vi skal starte og til slut efter måltidet. Alle står bomstille ved deres (umagelige) træstole med blikket vendt mod et kæmpekrucifix for enden i det aflange spiserum. Der er alvor hos alle, ansigtsmusklerne bruges kun til bearbejdning af føden. - Maden opleves tung, men absolut velsmagende a la “husmandskost”. Søndag aften var den vagthavende messe-underholdningsmunk afløst af en semi-munter klaverkoncert via det beskedne musikanlæg i hjørnet af spisesalen. En velkommen forandring, selvom munkene ikke viste videre opstemthed i deres ansigter under måltidet.

Alt i alt var vi på alle måder (uden overdrivelse) langt fra en Michelin-stjernet restaurant. Her har gæsterne heller ej navnesignerede servietstofposer og -ringe til deres stivede hvide stofservietter! Blogejerens gæstestatus kvalificerede til en træ-servietring, en stivet hvid (stor og dejlig) stofserviet (som i barndommen) samt et visitkort sirligt påtegnet “Mr. Erik Hulegaard”.

I en nærliggende bygning, der kunne skimtes fra blogejerens fabelagtige Ardenner-udsigt fra sit skrivebord i munkecellen, kunne anes Bethania, som var quindernes opsamlings-sted. Ingen quinder hos munkene? Blogejeren så kun en quinde. En lille quinde (rengøring m.m.) med et listigt smil og og en livvidde, der gjorde det nemmere at hoppe over hende end at løbe rundt om hende, hvis man(d) ville passere hende!

Generelt

Adkomsten til klosterområdet i Ardennerne er ikke nem, hvilket jo basalt heller ikke er meningen. Det hjælper med en bil (eje eller leje). Ellers er det tog fra Bruxelles (retning: Luxembourg), stå af i Ciney. Herefter er der busforbindelse cirka 3-4 gange om dagen (ej søn- og helligdage). At få en taxa svarer nærmest til at vinde i lotto. Det lykkedes blogejeren med besvær og bistre overtalelser at få fat i en taxa i Ciney, da bussen netop var kørt og der var cirka 5 timer til den næste busafgang. Taxachaufføren satte taxametret til hjemmefra og fortsatte sin kørsel med blogejeren plus bagage i en sær hoppende kørsel, der måske blev afstemt efter reggae-rytmerne i bilradioen. Faktisk imponerende, når det antages, at taxachaufføren ellers virkede tæt på de 80 år (næsten som hans taxa-Mercedes ).

Ved min afgang nogle dage senere havde “Guestfather”-munken på min anledning bestilt en taxi. Ganske rigtigt kom den 80+årige trillende igen med sin gamle Mercedes. Han havde for en sikkerheds skyld sat taxameteret til hjemmefra, så taxametret viste 14 Euro, da blogejeren satte sig ind i den gamle Mercedes. Vognmandens belgiske moustache strittede fortsat, da han i nogle herlige gear- og koblingsskift bragte den gamle “merser” og den noget yngre blogejer til Gare de Ciney. Det var en god dag for den gamle vognmand. Solen skinnede og hans pensionstillæg blev kraftigt adderet. Da han kørte videre, kunne blogejeren ikke lade være med at grine lidt trods en kraftig afhøvling af sin børneopsparing.

Refleksion

Stedet ånder af….ja netop klosterstemning langt væk fra “Real Life”. Vi befinder os nærmest i en pseudoverden, omgivet af Ardennernes bakkede skovbeklædte natur, der både genererer et dystert og samtidigt storslået regie. Det kan beskrives kortfattet (som dette indlæg) eller i dusinvis af ord, men skal det virkelig fornemmes, er et ophold et must. En oplevelse for livet!

Er den strenge munke-ordenagtige tilgang til religiøsiteten og troen den rigtige? Kommer munkene - når de oplever den ultimative længste (og sidste) søvn - op til Vorherre? Er de bedre mennesker end os andre “hverdags-digital-cpr-numre”? Giver deres mange ritualer adgang til en højere position i et (måske) nyt liv? - Se….det interessante er jo, at i-n-g-e-n endnu - trods digitale artisterier og gen-manupulationer og raketvidenskab osv. - har svaret på disse spørgsmål.

Ønsker læseren at reflektere udenlands - i et internationalt miljø - under særdeles velordnede forhold (undervurdér aldrig den katolske munke-disciplin!), er det belgiske kloster med en enestående “rural” beliggenhed dybt inde i Ardennerne et kvalificeret sted.

Modne læsere bør sende denne rekommandation “til modning”. Yngre læsere bør erindre dette sted - måske til senere lejlighed i deres liv, når erfaringen og livets kompleksitet er fusioneret i en anelse forståelse af livets fabelagtige menukort.

Blogejeren havde nogle formål med rejsen, hvoraf det ene (naturligvis) var at opleve dette fabelagtige kloster. Efter et par aftalte dage kunne blogejeren returnere til “den virkelige verden” i form af nærmeste togstation i Ciney, hvorfra toget fra Luxembourg via Namur kunne køre de cirka 70 km. til Bruxelles/Brussels.

In addition

Sidstnævnte by handler næste planlagte indlæg om med titlen “My name is Pieters”.

Note:

Link til Monastére Chevetogne: http://www.monasterechevetogne.com/index.php?taalkeuze=2

Link til mere Monastére Chevetogne: http://www.hulegaard.dk/chevetogne.htm

Den traditionsrige jule- og nytårs-blogfaste er nu indtrådt. Læseren ønskes hermed en individuel glædelig kalorieholdig jul samt et promillebaseret nytår.

Bloggen er scheduleret til forventet opstart i uge 4/2012

En dag i julemåneden december passeredes Superbrugsen, hvor det blev heftigt annonceret, at julemanden ville komme i flere timer om søndagen. Fint nok! Men det blev et problem, da blogejeren samme dag kunne læse i en distriktsavis, at julemanden også kom i andre større varehuse s-a-m-t-i-d-i-g.

Som barn lærte man(d), at julemand-en var bestemt ental, altså kun 1 person? Som barn forsøgte de voksne forøvrigt også at bilde blogejeren ind, at julemanden ville komme den 24. december med gaver. Det blev yderligere styrket, når blogejeren i en barnlig og mindre udgave blev hevet med i diverse af Københavns stormagasiner for bl.a. at hilse på julemand-en.

Forvirringen kunne have været invaliderende , ja i vore terapeut- og coachingtider ligefrem behandlingskrævende . Men med barnlig snusfornuft holdt blogejeren i mange år på en hemmelighed:

Han troede aldrig på julemanden!

Han følte, at det var noget slemt pjat, men nænnede ikke at sige det til de voksne, der var så glade og feststemte ved tanken om den hvidskæggede herre med den dybe røst og sækken, forøvrigt klædt i dannebrogsfarvede tekstiler og tov rundt om maven.

Den eneste virkelige “givende” oplevelse med julemand-en indtraf for mange år siden i et forlængst lukket varehus i Københavns centrum. Caféen i hjørneejendommen med navnet “Dalle Valle” er det eneste minde om et - i tidernes morgen - hæderkronet koncept af stormagasin med inkluderet større postordreforretning. Hvert år kom et IKEA-tykt program med Dalle-Valle-fristelser. De kæmpestore laksefarvede korsetter på “damesiderne” i forskellige mega-sizes gjorde altid indtryk; unægtelig en skærende kontrast til nutidens mode og quindeidealer……gennemskærende!

Blogejerens plettede hukommelse visualiserer med fuld blus på de CO2 neutrale (?) julelys en julemand i Daells Varehus i slut-60erne, der var noget ganske særligt. Han var ikke alene støjende og brummende og grinende, han var simpelthen skide fuld . Børnene synes det var herligt, nogle forældre det samme og mange andre veg tilbage i “næstekærlig forargelse”.

“Der må skrides ind på en eller anden måde,” nærmest vrinskede en velemballeret, let overvægtig quinde i en alder skræmmende få millimeter fra (eller efter ?) klimakteriet. Og andre omkringstående i forskellige køn, aldre, livmål, skostørrelser og ikke mindst livsindstillinger nikkede bekræftende, men stod alligevel nærmest stigmatiseret.

Julemanden råbte op og dinglede rundt mellem butiksafdelingerne. Med en ihærdig skovlen af brunkager ud fra en medbragt fletkurv grinede han semimanisk højt og det off-white farvede skæg rystede. Adskillige af disse små brunkager ramte forskellige udstillingsvarer og butiksgulvet med sære knasende lyde. Nogle børn bøjede sig hastigt ned og med små hænder omsluttede deres fingre lynhurtigt de halvbeskidte 1-2 brunkager fra butiksgulvet. Nogle nano-sekunder senere så de stolt op på deres voksne ledsager og puttede de indfangne brunkager hastigt i munden, inden de voksne kunne nå at standse disse bakterie-bombers indtrængen i barnets fordøjelsessystem.

Refleksion

Den fede julemad kan ofte forårsage maveonde. Men den dag stod blogejeren ude på Nørregade i lang tid med kraftige mavesmerter…..af grin! Den dag troede han på julemand-en, fordi eventyret var blevet til virkelighed .

Hils endelig Julemand-en, hvis læseren møder the one and only i julemåneden.

Lad os overstå det kedelige og faktuelle først:

“Archimedes’ lov, siger, at når et legeme helt eller delvis nedsænkes i en væske, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer.”

De fleste af os husker det med blandede følelser fra vores barndoms fysik (og kemi-)timer. Fysikken i dette indlæg er imidlertid relateret sig til dyreriget, nærmere bestemt græske landskildpadder.

En aktuel og recidiverende TV-reklame med en vandrende landskildpadde fik blogejeren til at gå i barn- og ungdommens tænkeboks.

Zoologiske overvejelser

Alle læsere har trods meningsforskelle en eneste ting tilfælles: Vi har alle være børn engang. Det gælder også blogejeren i en inderlig fjern fortid. Mange børn får opfyldt et ønske - enten naturligt eller gennem vedvarende plageri af de voksne - om at få et dyr. Hunde og katte er øverst på scorelisten. Det var de også hos blogejeren, dengang i en lille udgave.

Men nej - det blev afvist af matrikelejerne. Ikke fordi foderudgifterne ville ruinere husholdningsbudgettet, men altid med den undskyldning (?), at “man blev så afhængig af sådanne nogle firbenede dyr!”.

Mange af blogejerens voksne familiemedlemmer var det, som nogle kalder for “hjemmefødninge”. At opleve andre lande og byområder, hvadenten disse befandt sig i det sortsværtede Ruhr-distrikt eller en uforskammet lækker solskinsplet på en caribisk ø, interesserede ikke “de voksne”. Samme persongruppe var flydende i flere sprog, men foretrak at holde denne kompetence hjemme i Dannevang, enten i selskabelige sammenhænge eller i selskab (eller duel) med en bog eller en kryds og tværs m.m.; helt modsat blogejeren, da han fik sit eget pas.

Denne manglende rejselyst og glæde ved “Domus” kunne nok retfærdiggøre, at det ikke blev en kolossal belastning med en hund eller en kat, tænkte den lille blogejer, men barnlig logik vejede ikke tungt i beslutningsprocesserne.

Blogejerens moder var en livslang fugleelsker. Derfor skortede det ikke på alternative tilbud om alskens fuglearter til at “pynte op” i drengeværelset. Men den lille blogejer brød sig ikke om det svineri og de evindelig og høje hvine-/piplyde, uanset hvor smukke farverne var og uanset om en papegøje med sin begavelse kunne have løftet den lille blogejers intellektuelle og/eller lingvistiske niveau osv.osv.

Kompromiset blev i starten akvariefisk. Men hvor interessant deres farver end var, hvor smukt et akvarie kan se sig ud, hvor stille dyrene er - ja, så rummede de ikke det interaktive behov mellem dyr og menneske, som blogejeren (og mange andre børn) efterspurgte/-spørger. Derfor “forhandlede” den lille blogejer sig frem til noget mere terrængående, nemlig en græsk landskildpadde, der dengang kunne importeres uden problemer.

Archimedes

Det blev til flere gennem årene, da det danske klima og den forholdsvis ensartede kost ikke just forlængede deres levetid. På et tidspunkt - skal retfærdigvis nævnes - blev den lille blogejers lommepenge-donation midlertidig pristalsreguleret, så han også kunne forsøge sig med sumpskildpadder. Men selvom disse blev passet i et kønt lille bassin med en plastikpalme, døde de hurtigt. Måske var det plastikpalmens skyld, måske kosten osv. ;-)

Men der var en undtagelse, nemlig den græske landskildpadde Archimedes. Han var stor og stærk ligesom modelskildpadden på illustrationen. Han var aktiv i de efterhånden flere frederiksbergske lejligheder af forskellig størrelser, som han kom til at opleve. Archimedes fulgte med i blogejerens unge år, i hans egne nye lejligheder og til sidst i hans sommerhus.

Flere af blogejerens quindelige bekendte, hvoraf nogle blev mere end det, var aldrig jaloux på Archimedes. Sikkert heller ikke omvendt; ihvertfald fungerede han-skildpadden upåklageligt trods urovækkende quindelige elementer indimellem. Et af disse fruentimmere foreslog, at også Archimedes “skulle være lykkelig” eller omskrevet: “skulle have en hun-skildpadde”.

Således blev det. I Lyngby Storcenter lå en dyreforretning (ligger der vist endnu) . Her var ved ihærdig og systematisk ringen-rundt-til-dyreforretninger-i- Storkøbenhavn indkredset, at dyrehandleren havde en hun-skildpadde (græsk) af et passende antal leveår. For ikke at rode for meget rundt i den græske mytologi - og Archimedes var sikkert også inderligt ligeglad - valgte blogejeren at kalde hende Helena.

Den feminine udlængsel

Sommeren 1979 var vejrmæssigt langt mere ustabil end den smukke 1978-sommer. Om det var meteorologiske påvirkninger eller at Helena var tæt på sin skildpadde-menopause, forbliver et evigt mysterium. Ihvertfald - under en iøvrigt balsamisk sommerweekend mellem blogejeren og hans daværende nære partnerske - gik Helena amok på Archimedes, der gennem mange år havde været vant til en anderledes respektfuld, regelmæssig og skildpadde-venlig hverdag på de frederiksbergske matrikler (og i sommerhuset).

Til dyreelskere, ph.d´er i skildpadder o.lign. skal præciseres, at der var bygget et omhegnet ude-areal til de to græske landskildpadder, så de også følte, at de “boede på landet”.

“Når nu blogejeren var lykkelig, skulle Archimedes også være det!”, sådan cirka var tankerne på det tidspunkt og skildpadder er nemme at passe; kosten er rimelig enkel og de larmer ikke. Man skal ikke lufte dem i det danske ustabile vejr og de svarer aldrig igen på den uforskammede måde, som f.eks. nogle mennesker kan gøre. Flere større beslutninger i blogejerens yngre liv blev truffet i en sær artificiel nærmest overjordisk forståelse med Archimedes.

Afslutning

Det hele endte i et sandt kaos. Helena flygtede ved at grave sig ud under hegnet, men blogejeren fik fat i hende på den nærliggende grusvej og det var ikke pæne, zoologisk-venlige tillægsord, der flød mod Helenas skildpaddeører, indtil hun blev sat ned i skildpaddegården sammen med efterhånden noget nervøse Archimedes.

Da blogejeren med sin yderst let påklædte feminine ledsager kom ud næste morgen, var Helena igen forsvundet ved at grave sig ud et andet sted. Archimedes havde skrammer. Han kom efterfølgende i behandling hos en dyrlæge. Archimedes døde fredfyldt året efter og blev begravet på et “hemmeligt sted”; måske skulle han være forblevet ungkarl - har blogejeren mange gange efterfølgende bebrejdet sig selv, hjulpet af en god fransk rødvin fra Skjold (Burne).

Siden den oplevelse har blogejeren aldrig spist forloren skildpadde m/u sherry…..det kunne jo være Helena….ik´ sandt!

Note:

Foto: Olesen - Peter Hove

Formidlingens kunst er en egenart, der reelt er forbeholdt de få. Dette gælder uanset, om stoffet er skønlitteratur eller in casu politiske betragtninger/reportager.

Eksemplificeret - i disse dage har to af Danmarks store formidlere fødselsdag. Den ene fylder 80 år (15/12). Den inderligt selvbevidste forfatterprofil Klaus Rifbjerg vil helt sikkert ikke anstrenge sig for at modstå de kulturelle ovationer af hyldest, der iscenesættes.

Den anden formidler har netop overstået sin 93 års fødselsdag (11/12). Navnet er

Erling Bjøl

Denne modne herre er en langt større formidler, meget ældre, (formentligt) bedre begavet, bedre uddannet og sidst, men sandelig ikke mindst mere livsklog og ydmyg. Erling Bjøl er stadig nogenlunde aktiv trods et mangeårigt invaliderende synshandicap.

Forfatterprofilen

Erling Bjøl er født 11.december 1918 i Kalundborg. Er en dansk historiker, politolog og journalist. Han blev student fra Rungsted Gymnasium (1937) og mag.art. 1948.

Han var udenrigspolitisk medarbejder ved United Press (1938). Ansat ved Nationaltidende (1942), BBC i London (1944), Dagbladet Information (1945-1959) og Politiken (1959). Under 2. verdenskrig flygtede han til London og blev en del af den illegale presse.

I 1963 kst. professor i statskundskab ved Aarhus universitet, hvor han stod for opbygningen af det nye fag “international politik” frem til 1983. Blandt de mere kendte “elever” kan nævnes Bertel Haarder samt de afdøde Svend Auken og Tøger Seidenfaden. Sidstnævntes far - Erik Seidenfaden - var en slag mentor for Bjøl, der for øvrigt i 1966 blev dr. scient. pol.

Han er bosat i Saint Germain-en-Laye (ca. 20 kilometer vest for Paris, Yvelines dpt., Ile-de-France regionen) og har sommeradresse i det nordvestsjællandske fiskerleje og ferieresort Rørvig. Mangeårigt ægteskab med Denise Bjøl, der sammen med andre i familien er enestående hjælpere grundet hans aldrende synshandicap.

Erling Bjøls politologiske forfatterskab dækker især fransk og dansk udenrigspolitik, men han har også skrevet om historiske emner. Derudover har han i mange år været en kendt politisk kommentator i aviser og på fjernsyn. Bjøl udsendte i 1993-94 sine erindringer i to bind.

I Hvorfor krig? (1998) og Hvordan fred? (2000) har Bjøl præsenteret historiske analyser af fænomenerne krig og fred. I Den franske forbindelse – fra Holger Danske til Sarkozy,hvor han beskriver forskelle i mentalitet og kultur mellem Frankrig og Danmark (omtalt på visse af mine blogge (link).

I min tid

Hovedbanegårdens 100-årsjubilæum fejres i disse dage af Post Danmark med 4 frimærker. Københavns Hovedbanegård, der hver eneste dag er udgangspunktet for omkring 90.000 rejsende. Det startede med indvielsen d. 30 november 1911.

Hovedbanegård nr. 3 -

I blogejerens barndom berettede hans bedstefar om de "rigtige" hovedbanegårde, nemlig de to forrige for den nuværende 100-års jubilar. Den første blev åbnet i forbindelse med indvielsen af togstrækningen mellem København og Roskilde. I 1864 blev den næste indviet. Den lå i mange år i centrum af København ved Vesterport, sådan cirka ved Paladsbiografens nuværende matrikel.

Finansloven 2012 er vedtaget med nye partier, kan man vist roligt fastslå uden at støde nogle. Tiderne med regimerne Rasmussen II og Rasmussen III er afløst af et SRSF-regime. Den debuterende, semiteknokratiske finansminister Bjarne Corydon - berømmet af nogle og foragtet af andre - har indtil flere gange affødt frustrationer hos den blå blok ved at præcisere, at finansloven 2012 nærmest er blå. Det er sket samtidig med, at hans potentielle forgænger har ro(c)ket gevaldigt i Køge-regionen med lejlighedsvis mere eller mindre troværdige, men altid selvretfærdige, forklaringer om sin manglende PET-sikkerhedsgodkendelse.

Medens de politiske farver flyder rundt på paletten, er der rigelig grund til at hæfte sig ved det forhold, at det - ofte - opposionelle yderste venstre - Enhedslisten er stemmeleverende til finansloven 2012, efter de ifølge egne udsagn har fået en del indrømmelser.

Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) samt Socialistisk Arbejderparti (SAP). Partiet debuterede år 1994 i Folketinget. Partiet har især i de senere år oplevet en større medlemstilgang og har i dag omkring 8.000 medlemmer. Den magtfulde hovedbestyrelse består af 25 personer, hvor afgørelser træffes ved simpelt flertal (undtaget eksklusionsaftaler, der kræver 5/6 flertal).

Det er i finanslovs-konteksten (og andre) værd at bemærke sig, at de tre forhandlere Johanne Schmidt-Nielsen (politisk ordfører), Frank Aaen (finansordfører) og Per Clausen (gruppeformand) havde fået et mandat fra Enhedslistens hovedbestyrelse, som de skulle holde sig indenfor. Bemærk samtidig, at partiet ikke har nogen formand, men ledes kollektivt. Faktuelt stemte 236.860 danskere på Enhedslisten ved FV-15.09.11. Det gav 6,7 procent af stemmerne og 12 mandater i Folketinget.

Venstre om

De nye tider på venstrefløjen i dansk politik kan tolkes forskelligt. Det kan være svært - selv for partimedlemmer - at se forskel på Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Den internationalt-interesserede socialdemokratiske partiformandinde og folkesocialisternes snu bannerfører har haft det mere end svært med valgløfterne. Om det er den radikale regeringspartner med de økonomiske (miljøvenlige og bæredygtige) håndjern, egen overvurdering, hullet i statskassen, udenlandske konjukturer eller en blanding, kan der tolkes rigeligt på.

Fakta er (bl.a.), at millionærerne slipper for ekstra skat, fremtidens undersøgelseskommissioner bliver decimeret; det samme gør kvadratmeterarealet på Svendborg sygehus, som den trinde “udkants-minister” Carsten Hansen ellers på blødt fynsk skriftligt havde garanteret en akutmodtagelse.

Sagt i al politisk og ironisk fredsommelighed: Der er massevis af politisk plads både til højre og ikke mindst til venstre på det politiske spektrum til at markere sig i.

Skandinaviske broderlande

Gennem mange år har Vänsterpartiet i Sverige markeret sig med skiftende magtpositioner. Partiet har siden sin fødsel i 1917 haft ialt fire navne, hvoraf det tidligere Vänsterpartiet Kommunisterne måske erindres af nogle læsere. Årsagerne til partiets lejlighedsvise stærke positionering skyldes flere forhold. Et fravær af et SF (som i Danmark og Norge), et større politisk råderum især i perioder, hvor det svenske socialdemokrati svingede mere mod højre samt sidst, men ikke mindst lejlighedvis karimatiske partiledere.

Norges kommunistiske parti har ikke markeret sig synderligt. Det har derimod Sosialistisk Venstreparti, der svarer til vores SF. Nu er begge disse partier i en koalitionsregering. Sosialistisk Venstreparti har fået nogle gevaldige politiske skrammer, hvilket må stå som en alvorlig advarsel for danske SF i de kommende år.

Refleksion

I sit (tidligere) professionelle liv arbejdede blogejeren i en menneskealder på en større institution, hvor > 25 forskellige personalegrupper forsøgte at samarbejde. Sagt uden overdrivelse: Det var ikke altid nemt! Årsagerne var mange. Faglig stolthed (ikke stivhed eller?), traditioner og…..javist…..forskellige politiske holdninger.

Da blogejeren i mange forhold havde en koordinerende funktion, skulle der samarbejdes på tværs af ikke bare faglige, men også (helt uofficielt naturligvis) politiske indstillinger. Paletten dækkede alle farver fra det yderste højre, hvor selv Djenkis Khan ville føle sig venstreorienteret til de yderste venstre flanker, hvor skolede (såvel i USSR, DDR som DK) hardcore kommunister markerede deres holdninger. Og endelig var der de to - tilsyneladende - toneangivende grupper af socialdemokrater og “borgerlige”. Radikale var nærmest et skældsord.

Det spændende i denne kontekst var den forskellige tilgang til resultater, der ofte indeholdt en sand virtuositet i form af elastisk opfattelse af begrebet “aftaler”, strategiske tankegange samt (skjult) magtanvendelse. Når blogejeren anskuer den aktuelle finanslovs-tilblivelse fra sin digitale lænestol, bekræftes nogle indtryk fra fortiden.

At 12 folkevalgte fra Enhedslisten pludselig har fået en potent magt i det danske folkestyre skyldes ikke kun deres frontfigur i form af den 27-årige kønne BA i Socialvidenskab fra RUC og mediedarling Johanne Schmidt-Nielsen med den ofte smukke, lyse skjortebluse og de klare øjne, der signalerer en masse budskaber afhængig af modtagerens evne til “visitation”. Det skyldes også nogle særdeles begavede og politisk kompetente modne herrer og damer i partiets gruppe, der har været med i mange år.

Den nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), med en fortid som jord- og betonarbejder, forfatter, forlagsindehaver samt - i denne kontekst - tidl. DKP-formand er et skoleeksempel netop på “skolingen”. Hans aktuelle ekvilibristiske hukommelse om DKPs bogholderi er blot et eksempel.

Og apropos samme ministers nuværende parti. Det regeringsdeltagende SF vil opleve deres politiske markører blive mere end truet af nogle meget skolede folk til venstre for de - til tider - noget flyvske og non-realistiske folkesocialister. Mange gange vil SF-formanden starte (som næsten altid) en udtalelse med “Ø…øh….øh…”, medens den politiske livrem vil stramme mere og mere frem til næste valg.

Man kan så kun håbe som almindelig oplyst dansker, at SF-udenrigsministeren udtaler Ø som ørken (og ikke urskov) i Syrien; ihvertfald ville det næppe være sket med en velorienteret fremstående personprofil fra liste Ø, der bestemt ikke - gentager - IKKE skal undervurderes.

Enhedslisten eller En(ig)hedslisten…..time will show!

October 31st, 2011

Start eventuelt med at klikke linket “Join me” ovenfor for at fange stemningen ved dette blogindlæg, der rummer nogle indtryk af en ganske særlig koncert. Nummeret er et slow-nummer - på reportoiret var der sandelig også det modsatte.

Der var otte munke på scenen. Forskellige i højde og drøjde, men fabelagtige ens i nogle sublime sangstemmer. Ligeledes i en sjælden set indstuderet kombinatorisk sceneperformance, der forbandt rytmik med minutiøs og nærmest perfekt koreografi. Hertil kom melodiske lyde fra en overordentlig professionel kvintet.

Foruden en yderst velskabt og velspillende tysk (fra Düsseldorf) quindelig violinist (ned. bill) var der en fabelagtig langhåret trommeslager, der også udmærkede sig som selektiv ildsluger a la cirkus. Hertil kom to rytmedirigerende musikere af langhåret, men mere rolig temperament på hhv. guitar og keyboard.

Endelig var der den helt vilde el-guitarist, der var klædt i lange sorte gevandter, langt sort hår, sort udtværet øjenmascara og piercet. ”Heavy Metal-style”. Som de øvrige musikere blev han trukket frem i en solo. Den gav han helt fremme ved scenekanten med sin el-guitar. Det gav mange gisp i mangen en tilskuer - ja selv Frankenstein ville få mareridt bare ved at se på ham, når han smilede og samtidig udsatte guitarens strenge for en sand manuel voldtægt.

I visse af munkenes numre kom en sjælden skøn quinde slentrende med en catwalk-attitude ind i forskellige mere eller mindre æggende kostumer, der spændte fra flerfarvede græsk gudinde-dragter til sort tætsiddende slidset læderkostume. Samme sangerinde afslørede ikke bare en overdådig sum af en uforskammet veldisponeret østrogenmasse, men samtidig en fabelagtig smuk stemme.

Amelia Brightman er navnet. Hun er lillesøster til Storbritanniens store kendte sangerinde Sarah Brightman; sidstnævnte ledsager forøvrigt også lejlighedsvis Gregorian-munkene på turnéer. Begge søstre har sangstemmer, der får det til at risle koldt ned af ryggen på enhver, der i et udvalgt øjeblik har set skyggen af en G-nøgle.

Lillesøster Amelia ser langt mere formidabel ud, hvilket munkene sikkert - helt sikkert - har forståelse for; ihvertfald når man(d) få meter fra scenen kunne betragte deres maskuline udtryk såvel i som udenfor munkekutterne.

Linket http://gregorian.dk/gregorian_002.htm fortæller informativt om gruppen m. navne og koncerter osv.

Mit første møde med Helen var lørdag d. 8 maj 1993. Hun virkede lettere træt og anonym og helt alene denne formiddag i København. Men ved den lejlighed gjorde et bestemt øjeblik, at hun sendte mig et ægte og meget varmt smil, der huskes. Årsagen er tidligere beskrevet i blogindlægget The Queen (link).

Så gik der 18 år og 5 måneder og nogle dage. Denne gang modtog København hende anderledes standsmæssigt.  Massiv presseopbud og rød løber. Medierne har flittigt refereret både igår og idag.

Datoen er den 18. oktober 2011. Stedet er kvalitetsbiografen i Københavns centrum, af mange kendt som Grand Teatret. Sceneriet er Vinderen af Nordisk Råds Filmpris 2011, der blev kåret mandag den 17. oktober af ingen ringere end en kendt britisk skuespillerinde.

Vinderen svenske Beyond baseret på romanen Svinalangorna havde instruktørdebutanten (og den kendte skuespillerinde) Pernilla August (foto ve.) og den svensk-indiske debutantmanuskriptforfatter Lolita Ray (foto højre) som spydspidser.

Prisoverrækkeren er en meget stor ynder af skandinavisk filmkunst samt også såkaldt smalle film. Sidstnævnte er interessant, eftersom dansk film økonomisk hiver efter vejret (vel ligesom så mange andre brancher).

Enhver, der denne oktober-eftermiddag i 2011 var få meter fra prisoverrækkelsens hovedrolleindehaver i den gamle hæderkronede Grand Teatret følte sig også som en vinder. Een af Storbritanniens i nutiden allerstørste skuespillerinder gæstede den lille københavnske strøgbiograf, ganske som andre (f.ex. Charlotte Rampling m.fl.) har gjort det i de senere år.