Smartlog v. II » hulegaard.dk » agne simonsson
Opret egen blog | Næste blog »

Sportens Gøteborg

2. feb 2010 00:01, ehu

Enhver idrætsinteresseret skandinav ved, at Gøteborg har haft adskillige sportsstjerner gennem tiden. Måske er det den mest idrætsbegejstrede og ikke mindst vindende svenske by i forholdet 1:1 indbyg.  Naturligvis har dette betydet oprettelsen af et idrætsmuseum. Det er beliggende i et hjørne af den gamle Kvibergs garnison, nu som en del af Kvibergs idrætscenter forøvrigt et pænt stykke NNØ for centrum af byen.

Idrætsmuseets indhold

Indholdet af “sports-arkivalier” er imponerende. De mange skabe med pokaler i forskellige legeringer. De mange billeder af sportsstjerner i forskellige discipliner. Altsammen er koncentreret på nogle etager i en mindre bygningssektion af den gamle garnison. Museet oplyser selv, at der er omkring 15.000 arkivalier og ca. 30.000 billeder. Man tror det gerne, når museets tætpakkede rum gennemses.  I biblioteket findes ca. 4.000 eksemplarer af forskellig litteratur fordelt på ca. 70 hyldemeter. Blandt de mest fyldige er naturligvis komplette årgange af diverse års-sportsbøger.  Og så skal det naturligvis også nævnes, at der findes en mindre afdeling mrk. “Hall of Fame“!

 

Sportsnavne

Som dansker vil nogle navne være (verdens-) kendte afhængig af den enkeltes sportsinteresse; ligeledes hvor langt denne interesse og hukommelse går tilbage og om, hvorvidt den besøgende har oplevet nogle af disse sportskoryfæer enten live eller på TV. For oversigtens skyld (og naturlig manglende fuldkommenhed) nævnes kendte sportsgrenene efterfulgt af navne/klubber:

Fodbold:

Gunnar Green, Agne Simonsson (Ôrgryte), Bjørn Nordqvist, Ove Kindvall, Ralf Edstrøm, Torbjørn Nilsson, Thomas Ravelli (alle IFK Gøteborg) er de allerstørste af mange!

Håndbold:

Gunnar Kämpendal, Magnus Wislander, Peter Gentzel, Bjørn Jilzén og mange andre fra den verdensberømte Redbergslids IK med hjemsted i Liseberg-hallen.

Atletik:

Patrik Sjöberg (højdespringer), Kerstin Palm og Ulrike Knape m.fl.

Boksning:

Bosse Högberg (med et kort og stormrigt ægteskab med sangeringen Anita Lindblom, der de seneste mange år har boet i Frankrig) samt den idrætsprofil, som anses for den allerstørste i Gøteborg nogensinde >

Ingemar “Ingo” Johansson, sværvægtmester i boksning omkring 1960

Samme “Ingo-mand” alias “Thors hammar” alias så meget andet døde 30.januar 2009 (Alzheimers sygdom). Da Svenska Idrottsakademin i 2000 kårede 1900-tallets største svenske idrætsudøvere, kom Ingemar Johansson ind på en tredjeplads efter Bjørn Borg (f. 1956 i Stockholm) og Ingemar Stenmark (f. 1956 i Joesjø).  Han blev i 2002 optaget på International Boxing Hall of Fame. Der har altid været skrevet meget om Ingemar Johansson; bl.a. hans “passive boksning” i OL-finalen i Helsingfors/Helsinki 1952.  Han fik dog 30 år senere sin olympiske sølvmedalje. 

Der er naturligvis mange andre sportsgrene med Gøteborgske stjerner repræsenteret illustrativt og/eller via arkivalier.  Ovennævnte er kun en mindre “appetizer” fra de kendteste sportsgrene.

Refleksion

Dette idrætsmuseum er ikke just højprofileret udenfor Sverige. Men det kan anbefales enhver sportsinteresseret. Selvom museet har “officielle åbningstider”, bør den interesserede checke (som blogejeren gjorde) udenfor sæsonen, da disse kan variere en smule :-) .  Såfremt offentlig transport anvendes, betyder det både sporvogn og bus og gang efterfølgende.  Er man selvkørende, kan det også være lidt vanskeligt at finde.   Blogejeren anvendte af tidsmæssige grunde taxi. Chaufføren måtte to gange checke op med bestillingskontoret under turen, før det smukke Kviberg garnisonsområde viste sig i forruden i al sin sneklædte pragt på denne iskolde januardag, hvor blogejeren med glæde brugte noget tid.

Og jo…forresten :-) - illustrationen er fra en model i museet.  Det viser det stadion, som enhver sportsinteresseret dansker (og mange andre) erindrer:  Nya Ullevi Stadion.  Stadig lidt endnu Sveriges (og Nordens) største stadion. Og stadig…ja vel næsten evigt :-) …fremprovokeres erindringen om den største danske fodboldtriumf nogensinde…..de gyldne EM-medaljer på den solbeskinnede 26. juni 1992:

“Sensationen stod for døren, da de danske drenge mødte Tyskland i den nu legendariske EM-finale i 1992 i Sverige. Euforien og forventningerne var enorme, da Nya Ullevi i Göteborg den 26. juni bød på en fodboldfest af de helt store. Alt kunne ske! Og i det 19. minut skete det. Tilrejsende danske fans kunne således bryde ud i jubel, da John ’Faxe’ Jensen ’ramte den lige i røven’ – 1-0 til Danmark. Med efterfølgende fantastiske redninger af Peter Schmeichel ’nu med en hånd’ og Kent Nielsen på stregen blev det danske fodboldeventyr en realitet, da Kim Vilfort 10 minutter før tid scorer sidste mål i kampen – 2-0 til Danmark, og de danske ’feriedrenge’ blev europamestre. Danmark var i fodboldeufori.” (kommentator Flemming Toft)

Enhver, der oplevede det live eller TV/radio, glemmer det aldrig. Mange vidste også intuitivt, at denne begivenhed aldrig mere vil komme.  Eet af de store øjeblikke i dansk idrætshistorie, ihvertfald det største øjeblik i dansk fodboldshistorie.  

Den aften blev Gøteborg noget ganske særligt….det er denne smuktbeliggende sports-, havne og vidensby forresten stadig! 

Link til mere Idrætsmuseum

Link til “fodboldprofessoren Gunnar Green”

agne simonsson, bjorn nordqvist, bosse hgberg, gunnar green, hall of fame, idraetsmuseum kviberg, ingemar johansson, magnus wislander, nya ullevi, ove kindval, patrick sjobjerg, ralf edstrom, thomas ravelli | kommentarer (0)

Blå og gul exit

19. jun 2008 13:18, ehu

I disse juni-dage for 50 år siden (1958) afholdt Sverige VM i fodbold. I går blev Sverige slået ud af EM 2008 i den indledende pulje, da Rusland suverænt nærmest kørte det stillestående svenske hold midtover med en 2-0 sejr. Forøvrigt samme cifre, som Sverige slog Sovjetunionen med ved kvartfinalen VM 1958 med mål af den næstbedste svenske centerforward nogensinde (efter Gunnar Nordahl) Agne Simonsson og den talentfulde wing Kurt Hamrin!

Der var stillet nogle forventninger til vores broderfolk om en kvartfinaleplads, måske mere. Men spillermaterialet viste sig - som flere fodboldeksperter korrekt har påpeget - at være alt for smalt til at trille bold med de tunge drenge i Europa. Den aldrende Henrik Larsson forekommer “over the hill”,  den altid kontroversielle og periodevise velspillende, internationale Inter-forward, Zlatan Ibrahimovic fumlede mærkeligt rundt med sin lange krop mellem de rappe russere.  Der var langt til den verdensklasse-status, som denne næsten på alle måder kontroversielle forward med de eks-jugoslaviske aner påstås at besidde.

50 år siden

Efter det svenske olympiske fodboldguld ved OL London 1948 blev de tunge fodboldprofiler - ganske som i vore dage - købt af pengestærke klubber i Sydeuropa. Navne som Gunnar Nordahl, Gunnar Gren og Nils Liedholm (Gre-no-li) fandt anderledes varmt græs til deres fodboldkunst.  Det svenske fodboldlandshold i 1950erne var vel blandt de bedste i Europa. Kulminationen kom, da Sverige i juni 1958 - for 50 år siden - afholdt VM i fodbold.

Kun de fantastiske brasilianere var i stand til at slå Sverige (5-2) i en seværdig finale.  Forinden havde fodboldverden set en svensk landshold i et fremragende mix af rutine, talent og ungdom drible igennem den indledende pulje, kvart- og semifinalerne med finalen. Fodbold-fans kan holdopstillingen i søvne; jeg skal spare læseren for den :-) - blot subjektivt addere, at det formentlig var det bedste svenske fodboldlandshold nogensinde.

Post 1958

Mange fodbold-kyndige svenskere har efterfølgende sagt, at sølvmedaljerne på hjemmebane var en sovepude. Måske er det rigtigt.  Ihvertfald genereredes der ikke nogle seværdige resultater for start 1970erne.  Et nyt kuld af talentfulde blå-gule med bl.a. fyrtårnet Ralf Edstrøm, Sveriges måske bedste fodboldmålmand nogensinde Ronnie Hellstrøm, forsvarsklippen Bjørn Nordqvist samt profiler som Steffan Tapper, Roland Sandberg, Kent Karlsson og Conny Torstensson bragte Sverige næsten lige-op med de bedste ved VM 1974 og VM 1978.

1980erne var ikke (modsat danskerne) svenskernes store fodboldårti. Trods Malmø FF og IFK Gøteborgs fortrinlige internationale resultater blev landsholdet aldrig interessant.

1990erne lysnede det. 1994 hentede de blå-gule en VM-bronze i USA. Blandt profilerne var Stefan Schwarz, Jonas Tern, Tomas Brolin og……Henrik “Henke” Larsson.  Sidstnævnte var med i gårsdagens fodboldmæssige afklædning af de blå-gule i en alder af 36 år i en kronraget version. 

Refleksion

Den brutale og enkle sandhed er, at Sverige (ligesom Danmark) har et middelmådigt fodboldlandshold, der vel tilhører midten i europæisk topfodbold. Vilje og kampgejst - svensk sportsetikette - er ikke nok for de blå-gule, der mangler en tilstrækkelig bredde af internationale individualister for at kunne sparke sig tilbage til verdenstoppen, ja…bare den europæiske top. 

Der er langt fra Gre-No-Li til dagens Svensson´er.  Tiden er en anden. Konkurrencen er hårdere, spillet hurtigere, taktikken mere sofistikeret, pengene voldsomt meget større ligesom publikums og pressens krav er vokset…..ja vel udover kanten af det realistiske for vort broderland.

Vi kan altid lune os med minderne om store svenske juni-dage eller danske i Sverige…..EM-sejren i 1992 i Gøteborg f.eks. ;-) !

agne simonsson, bjorn nordqvist, fodbold, gre-no-li, gunnar gren, gunnar nordahl, henrik larsson, kurt hamrin, nils liedholm, ralf edstrom, ronnie hellstrom, sverige, vm-fodbold, zlatan ibrahimovic | kommentarer (1)