Smartlog v3 » hulegaard.dk » Cittaslow
Opret egen blog | Næste blog »

Cittaslow

17. Mar 2011 08:19, ehu

Kender læseren betydningen af overskriften?  Blogejeren gjorde det ihvertfald ikke, før han for ganske nylig i en anden kontekst havde to kalenderkrydser i een af sine top-5 danske yndlingsbyer - den vidunderlige og sammensatte sydfynske by Svendborg. - Recidiverende (og trofaste) læsere vil sikkert erindre et andet blogindlæg om Svendborg “ Geniet - rovdyrene og skumsprøjtene (link).

 

Hvad er cittaslow?

Cittaslow er et internationalt netværk af byer og kommuner, der startede i Italien i 1999. Bevægelsen blev oprettet af en forhenværende borgmester i den toscanske by Greve in Chianti (link). Udgangspunktet for bevægelsen er at udbrede slowfood-filosofien til at omfatte flere områder af dagliglivet.

Siden 1999 er Cittaslow vokset fra et lokalt italiensk initiativ til en international organisation med mere end 126 medlemmer fra 19 lande over hele Verden. Før nye medlemmer optages vurderes de i forhold til 52 kriterier indenfor områderne gæstfrihed, miljø, infrastruktur, lokal produktion og byplanlægning.

Netværket bygger på som nævnt på slow-food-kulturen og handler i essens om at bremse lidt ned for stresset og prioritere livskvaliteten. Svendborg har været cittaslow-by siden 2008 og er netop pr. marts 2011 fået formandsskabet, der forløber over to år. Det betyder blandt andet, at Svendborg nu får ansvaret for at udbrede kendskabet til cittaslow i de nordiske lande samt at sørge for, at der kommer nye medlemmer med i netværket.

Hvorfor Svendborg?

I Skandinavien indtager Norge en klar 1. plads med deltagelse af byerne Sokndal, Levanger og Eidskog. Sverige har en deltager. Byen hedder Falköping og er kendt som et jernbaneknudepunkt på strækningen mellem Gøteborg og Stockholm.  Byen - beliggende i Västra Götalands län - er forøvrigt også fødeby for den bedårende svenske skuespillerinde Marika Lagerkrantz. Derudover er Kristinestad i Finland ved at opnå medlemsskab.

Og så er der Svendborg - den eneste danske by indtil nu!

Ved at tage Cittaslowbrillerne på bliver Svendborg bedre til at fokusere på de unikke muligheder der findes i kommunen. Tid og kvalitet er efterspurgte varer i det fortravlede moderne samfund og det gør Svendborg til et attraktivt alternativ til storbyerne for tilflyttere og turister.

En vigtig pointe i Cittaslow er at skabe bedre livskvalitet.Målet med Svendborgs medlemskab af Cittaslow er at skabe vækst og udvikling via holdbar udvikling, lokale produkter og høj livskvalitet.

Refleksion

Blogejeren har netop i år 50 års-jubilæum som (næsten årlig) lejlighedsvis gæst i denne skønne sydfynske perle. Byen har unægtelig (som mange andre danske byer) gennemgået en udvikling bare i de fem årtier. Tunge industrivirksomheder, ikke mindst det navnkundige Svendborg skibsværft, er delvis blevet afløst af andre typer af virksomheder.  Byen har i perioder haft det svært økonomisk og kan fortsat ikke just - trods en vis opblomstring - kaldes for nogen rig by.

En stor og sjælden rigdom ligger derimod i den synfynske natur, der ikke blot omfatter selve byen Svendborg, men også den omkringliggende natur såvel på Sydfyn samt de tilhørende øer Taasinge og Thurø.  Dette er mere markant “indrammet” ved seneste kommunalreform, hvor Svendborg, Egebjerg og Gudme blev til en kommune med ca. 59.000 indbyggere.

At stræbe efter at forbedre livskvaliteten er aldrig pjat! Nogle gange opleves den først af det fortravlede menneske, når det (næsten) er for sent.

Mere på http://www.cittaslow.dk/

Kildeinspiration:  www.svendborg.dk

Illustr.: Cittaslowlogo

Foto: Erik Hulegaard

Kommentarer

  1. Kire S Dam
    17. Mar 2011 08:36
    1

    Det er rigtigt at tænke ”glokalt”.
    Tak for linket til cittaslow.

  2. Erik Hulegaard
    17. Mar 2011 09:33
    2

    @Kire S Dam#

    "Glokalisering" - et ord til prof. Jørn Lunds analyse. ;-)

    PS. Tak for teknisk support!

  3. Eric
    17. Mar 2011 16:48
    3

    Jeg stiftede bekendtskab med begrebet første gang, da jeg i 2005 var i netop Greve in Chianti, hvor der på store skilte stod "slow city".

    Dejlig by i øvrigt med en pragtfuld beliggenhed. Greve er (ikke overraskende) venskabsby med danske Greve.

  4. Erik Hulegaard
    17. Mar 2011 17:40
    4

    @Eric#170311-1648:

    Kommentaren fik blogejeren til dine arkiver:

    http://www.sitestory.dk/rejser/italien2005/7.htm

    Tak, Eric!

  5. Donald
    22. Mar 2011 22:00
    5

    Sikke mange rare weblogge du har - jeg kan sådan set godt forstå, at du holder pause, hvis du skal noget andet ind imellem (det håber jeg du skal :)

    Jeg har googlet og læst om cittaslow, og det er nok en meget god ting at give modspil til hoppe-op-og-ned-yuppier som jo er på grænsen til DAMP, men jeg kunne også forstå, at Svendborg passer på ikke at blive stemplet som sovende by, eller som alderdomshjem.

  6. Erik Hulegaard
    22. Mar 2011 22:08
    6

    @Donald#220311-2200:

    Mange tak til Nordsjælland fra Vestfyn....og ja, det er en tids- og "blækhus"-prioritering, som jeg foretager nogle gange om året.

    Læserne skulle jo også nødig blive træt af bloggens syntaks! :-)))))

Statistic

Bloginformation

Mere information på www.hulegaard.dk

Søg og find


Erik Hulegaard
Erik Hulegaard
Indlæg ad hoc.

Kalender

« January 2018 »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031 

Tags

Arkiv