Smartlog v. II » hulegaard.dk » erskineliseberghasselblad-stiftelsenkungsportavenynnordstangustavi
Opret egen blog | Næste blog »

Nordens største havn

8. feb 2010 07:09, ehu

 

Gøteborg er foruden at være Sveriges næststørste by også Nordens største havn. Byens indbyggerantal har passeret den halve million og det mærkes tydeligt såvel i gadebilledet, motorringveje, offentlig transport samt det dynamiske erhvervsliv på begge sider af Göta elven, der deler byen i en nordlig og sydlig del.

Visit i Gøteborg

Som altid, når et land/område/by besøges, afhænger valget af tidsforbrug meget af smag, tid og penge. I det efterfølgende forsøges i et koncentrat at give nogle idéer til “tidsforbrug”.  For den rutinerede Gøteborg-rejsende vil det  opleves mangelfuldt, for den førstegangs-rejsende forhåbentlig som en “kvalificeret appetizer” (dette gælder naturligvis kun i forbindelse med efterfølgende links-besøg - jf. nedenfor).

Liseberg - Gøteborgs svar på Københavns Tivoli påstås at være den mest populære forlystelsespark i Norden. Et must, såfremt byen besøges forår-sommer-efterår. I samme sæson bør den rejsende unde sig mindst en sejltur med skærgårdsbådene til en ø i Storgøteborg.  De afgår fra havnen tæt ved Centralstationen og ikke langt fra “Læbestiften”; den rød-hvide husbygning, der kan ses milevidt fra centrum af Gøteborg.  Götapladsen med Carl Milles´ Poseidon-statue og Hasselblad-stiftelsen/museet bagved danner starten på en tur ned langs byens hovedstrøg Kungsportavenyn. Denne  hovedfærdselsåre med sine flotte gamle huse er noget særligt.  En gylden maj-dag i start 1990erne oplevedes en fantastisk karneval sno sig gennem “Avenyn”. Dengang og før og stadig er den offentlige trafiks backbone de vidunderlige sporvogne i forskellige aldersgrupper. Disse skærer effektivt og miljøvenligt gennem hovedfærdselsåren og mange gader og veje i denne halve million-store svenske vestkystby.

Naturligvis er der museer for næsten enhver smag. I centrum Gøteborgs kunstmuseum (Hasselbladcenteret), Världskulturmuseet samt Universeum bør fremhæves. Afhængig af interesse og tid ligger to fortræffelige specialmuseer, nemlig Idrætsmuseet i det nordøstlige Kviberg (omtalt særskilt på bloggen 02/02/10).  I samme “sportslige åndedrag” bør fremhæves Sverige´s største fodboldstadion Nya Ullevi samt den store multihal Scandinavium. I den nordvestlige del af byen findes Volvo museet i Torslanda (omtalt særskilt på bloggen 28/01/10) , der ligger som en integreret del af den store “Volvo by”.

Hertil kommer Koncerthuset på Götapladsen. Bygningen er fra 1935, men det påstås på de kanter stadig at indeholde en sjælden akustik. Til denne “klassiker” er tilknyttet Göteborg-symfonikerne, der forøvrigt er Sveriges nationalorkester. Den bygningsmæssige genbo er Stadsteatret, der er Sveriges ældste. Medens vi er ved musikken, kan den i 1994-opførte Opera ved Götaelven beses. Det påstås, at publikum fra hele Sverige kommer anstigende.

For de shopping-ivrige bør mest fremhæves såvel det overdækkede og ret store butikscenter Nordstan tæt ved Centralstationen,  samt mange mindre detailbutikker i det absolutte centrum af byen. Forøvrigt er den gamle centralstation talentfuld udbygget i moderne stil med Nils Ericson-ving, der forbinder togstation med busstation. Effektivt, som svenskerne kan det. Lidt derfra - stadig i det gamle centrum kan anbefales en smuttur ind i  Gustavi domkirke

Göteborg generelt

Især perioden efter 2.verdenskrig oplevede Göteborg takket været sin havn med det berømte skibsværft Eriksberg en tiltagende og dynamisk tung-industri, Volvo osv. en sjælden blomstring. Under blogejerens første besøg i sommeren 1968 oplevedes den særdeles - målt på størrelse - dynamiske by på næsten alle måder. I 1980erne ramte en mindre depression Sverige og Gøteborg. Værftet blev nedlagt (som mange værfter også i Danmark).  Men Göteborg synes de seneste år at have vendt udviklingen. Statistikker og udsagn siger, at Göteborg-området i dag er blandt Sveriges mest potente vækstområder (lidt af den samme skæbne, der tilfaldt Malmø nogenlunde samtidig).

Den svenske arkitekts Ralph Erskines futuristiske kontorskyskraber i centrum - kaldet yderst rammende Læbestiften” - signalerer afgjort dynamik i nutid og fremtid.  Det samme gør f.eks. den store motorvej, der nu er gravet ned langs havnen (en oplevelse). Den forbinder et virvar af snoede veje, der igen fører ud i de mange forstæder såvel syd som nord for Göta elven.

Refleksion

Blogejeren har med det seneste vinterbesøg nu oplevet denne svenske by på 3 årstider.  Det har altid været en ambition og et mål at se en - for blogejeren - interessant by på alle 4 årstider. Kun derved kan opleves byens skift af natur og rytme, men også “sjæl”.  Det fjerde ”årstidsbesøg” er allerede krydset af i kalenderen senere i dette årti :-) .

Blogejeren sammenfatter altid byen Gøteborg i den absolut selvkomponerede ligning :-) :

 (Malmø)2 + Stockholms skærgaard - 50 pct + dynamik i n´te potens

Stockholm , Malmø og Helsingborg er alle besøgt adskillige gange over flere årtier på alle årstider. Man(d)holder stadig ganske meget af disse, især Helsingborg og Stockholm. Men erkendt: Göteborg har noget særligt, der absolut kvalificerer den i øverste lag, når Sverige/svenske byer skal “rankes”.

Link til mere Gøteborg