Smartlog v3 » hulegaard.dk » Frokost i haven
Opret egen blog | Næste blog »

Frokost i haven

17. Aug 2009 21:07, ehu

Gode traditioner skal vedligeholdes.  Det gælder også personlige relationer.  Hver sommer betyder det f.eks., at blogejeren mødes med sin gamle sidekammerat fra skoletiden (kort efter Trediveårskrigen :-) ).  Denne skolekammerat medbringer en ledsager i form af en såkaldt “hustru”, hvilket er en go´ idé, fordi parret er et lysende eksempel på et vellykket, mangeårigt ægteskab, hvor parterne stadig nærer gensidig kærlighed og respekt. Det er næsten - for blogejeren - som at få en ekstra og vildt velsmagende dessert!

Denne sommerfrokost afholdes traditionen tro af blogejerens børneopsparing, modsat julefrokosten ;-) . Der vælges altid een af de sommer-restauranter, som Hovedstadens næststørste kommune Frederiksberg omkring Pile Alle og Søndermarken er så berømt for.  Der findes flere af vekslende kvalitet og årets frokost var henlagt til den bedste af dem, nemlig Hansens Gamle Familiehave.

Sommerfrokosten

Når gensynsglæden har lagt sig hos alle tre (vistnok ;-) ), starter den sædvanlige korrekturlæsning af spisekortet, medens fadbamserne (og cola til blogejeren) vederkvæger spiserøret. Det er hårdt - som det kun kan være for en dansker, der værdsætter den danske frokost med alle dens udfordringer og al den væsen.  “Herre-frokosten” så appetitlig ud, men når nu “hustruen” var med, gik det jo ikke an, vel!

Vi “landede” på lux frokostanretningen og det fortrød vi ikke.  Man(d) skal kort præsentere den - næsten på samme måde som ved 1ste dag på et kursus ;-)2 slags sild, havens laks, fiskefilet med remoulade, hønsesalat med bacon, mørbradbøf med bløde løg, flæskesteg med rødkål, brie med druer.

De to slags sild (marineret og krydret) var helt okay. Laksen var fin og havde den rigtige ferske fiskesmag. Fiskefilet var lun - stadig efter silden, hønsesalaten blev fortæret af gæsterne, der roste den i hønse-høje toner, mørbradbøffen kunne (næsten) tygges med øjenvipperne, flæskestegen var velsmagende og samtlige svær kunne fortæres med den helt særlige (danske?) knasen, uden at der skulle køres til tandlægevagten på Østerbro bagefter med efterfølgende bro-reparation!  Det var pæne portioner og brieosten havde besvær med at komme det sidste stykke over på tallerknerne og videre ind i det menneskelige fordøjelsessystem, men det lykkedes ;-) .

Det var helt nødvendigt at skifte fadbamser m.m. og supplere med Jubilæums Akvavit, ellers var det aldrig blevet skyllet ned. Snapseglassene var psykologisk indrettet, så de 2 cl. nærmest ikke kunne ses og da der var rigeligt plads til mere….gæt selv ;-) .

Publikum

Man(d) har været i denne have adskillige gange til såvel forretnings- som privat mamse-tour. Publikum er en herlig blanding af famlier og forretningsfolk, afhængig af ugedag og tidspunkt. Denne gang var det søndag og familierne ved lange borde guffede med variable hastigheder og antal tænder de forskellige og friske danske retter i sig.   Den yngste havde selv - undtagelsesvis - parkeret sin vogn ved bordet. Ha/un blev løftet op og fik noget mad, der ikke stod på spisekortet, men efter babyens udtryk var mindst ligeså godt som luksusplatten. Man(d) tænkte tilbage, men kunne desværre ikke erindre den madoplevelse fra livets første spisekort ;-).  Ved et andet bord rejste selskabet sig noget senere op.  Den ældste - en velklædt quinde - med stort smil satte sin rollator i 1ste gear, konverserede med sit næsten tandløse mundudtryk med tjeneren og begyndte rulningen forbi babyen; der var næsten 100 års forskel på de to!  Begge synes at have nydt det…..er det ikke herligt!

Betjeningen

Modsat visse af de andre haver virker tjenerne rimelig professionelle.  Da “vores” tjener samlede de sørgelige rester fra vores bord sammen, antydes høfligt at kaffen med avec måske var det næste på agendaen.  Den arme tjener kunne jo ikke vide, at der er en lang tradition for at følge frokosten op med kaffe hos skolekammeraten og hustruen i deres private frederiksbergske have, vel?.

Afregningen blev fluks foretaget. Den efterfølgende bogføring på blogejerens børneopsparingskonto udviste 1.099, 00 kr. eksl. lidt adderende drikkepenge. Hverken billigt eller dyrt for rigtig god mad, fadbamser, colaer og 6 snapse á 2 cl. samt ordentlig betjening.

Refleksion

Apropos betjening hilste en anden tjener på vejen ud med “tak for i dag” ledsaget af et venligt smil.  Blogejeren er begavet med et livslangt “visiterende sindelag” (mine x´er ville sige “pragmatisk kynisme” ;-) ).   Fire skridt efter at have passeret tjeneren vendte man(d) sig om….for at konstatere, at denne smilende ansatte stadig stod med sit - tilsyneladende ægte - smil. Sympatisk!

God fordøjelse efterfølgende, ingen udpumpning nødvendig på den vagthavende skadestue i Region Hovedstaden, venlig betjening, acceptabel prisleje - faktisk som talrige forrige gange. 

Hansens gamle familiehave kan rolig fortsætte, hvilket linket på Hansens Gamle Familiehave´s hjemmeside med Fødevarekontrollens årlige smileys også bekræfter!

Velbekomme!

Statistic

Bloginformation

Mere information på www.hulegaard.dk

Søg og find


Erik Hulegaard
Erik Hulegaard
Indlæg ad hoc.

Kalender

« December 2017 »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Tags

Arkiv