Il Divo
16. aug 2009 15:29, ehu
Il Divo (ital.. for celebrity el. stjerne) er en prisbelønnet 110-minutters film, der netop har haft premier i "smalle"/udvalgte biografer - Grand (Kbhvn.), Øst for Paradis (Aarhus) og Cafébiografen (Odense).
Filmen handler om Italiens store og kontroversielle politiker Giulio Andreotti, der var landets premierminister i perioder gennem næsten 30 år i syv regeringer. Samme Andreotti er sammen med nuværende Silvio Berlusconi de mest fremtrædende og magtfulde top-polikere, som støvlelandet har bud på siden 2. Verdenskrig.
Il Divo
“Den italienske premierminister Giulio Andreotti er blevet valgt til parlamentet seks gange, siden det blev etableret i 1946. I begyndelsen af 1990′erne er han klar til endnu en periode. Han er snu, rolig og meget, meget magtfuld. Han er ikke bange for nogen og rejser sig uskadt fra alle skandaler og anklager, der måtte være. Men så erklærer mafiaen krig mod Andreotti.” (Scope.dk).
Handlingen udspiller sig i begyndelsen af 1990erne, hvor Andreotti forsøger at vride sig fri af anklager om korruption og ikke mindst kontakter til mafiaen og den superhemmelige loge P2. Sidstnævnte loge ledtes i filmens handlingstid af en madras-handler ved navn Licio Gelli og det påstås, at også den nuværende ministerpræsident Silvio Berlusconi er medlem af denne loge.
Samme Berlusconi har netop i skrivende stund en ny plan for, hvordan han vil sætte afgørende ind mod landets organiserede kriminalitet. Og det skal ske inden for rammerne af hans nuværende regeringsperiode, der udløber om fire år. Berlusconi, der blev valgt sidste år på løfter om lov og orden, oplyste, at planen i detaljer først vil blive offentliggjort senere. Døm selv !
Viden
Nærmest ambivalent starter og slutter filmen uhyre informationsvenligt overfor tilskueren med forklarende tekster om italiensk nationalpolitik. Igennem handlingen ses en del fremtrædende italienske figurer i det politiske, romersk-katolske og forretningsliv, der forekommer noget indforstået, medmindre biografseeren har et detaljeret kendskab til det italienske establisment. Diverse afledte (mistænkelige) (selv-)mord for kendte italienere samt afdøde premiermin. Aldo Moros særlige skæbne indgår velflettet i filmen, der ledsages af forskellige typer af mere eller mindre velanbragt underlægningsmusik gennem hele forløbet. Men tilskueren sidder tilbage med nogle spørgsmål, selv for en gennemsnitlig iagttager af italiensk politik på afstand gennem ca. 40 år, der i et årti var gift indi i en meget italiensk-begejstret og -kyndig familie.
En særlig scene
Een af de bedre scener - måske filmens bedste - udspilles mellem ægteparret Andreotti. Han skal fortælle sin kone om anklagerne for bestikkelse og mafia-forbindelser. Hun svarer ham “Man lever ikke sammen med en mand hele livet uden at kende ham”. De sidder foran deres tv og zapper frem og tilbage, medens hun ser på ham med ægteskabs-rutinens kærlighed og forstår, at hun faktisk slet ikke kender ham! En meget stærk scene, der sagtens kunne overføres til mange ægteskaber, uanset ægtefællernes erhvervs-relaterede positioner .Andreotti-figuren
Toni Servillo spiller Andreotti på fremragende vis. Modsat f.eks. Berlusconi-typen, er det for udeforstående svært at forstå, at denne nærmest non-karismatiske politiker havde så voldsom meget magt i mange år. Andreotti er migræniker. Han er samtidig en lille forkrampet man med krumme ører og ryg. Manden med de mange øge-navne (han vidste det selv), hvoraf il divo associerer til Julius Caesars tilsvarende tilnavn.Historiske tråde
Andreottis styre ødelagde tilsidst magtbasen for det dominerende kristen-demokratiske parti i 1990erne. Det var en næsten overfyldt wokgryde af hemmelige loger, mafia-kontakter, operation Gladio (det NATO-inspirerede hemmelige anti-kommunistiske netværk (dansk parallel “Absalon”), formodede kontaktflader til den katolske kirke og andre magtfulde platforme i det italienske samfund tilsat “krydderiet” af generelle korruptionsanklager.
I 2002 blev Andreotti dømt til 24 års fængsel for sin rolle i mordet på en journalist (Mino Pecorelli) i slut-70erne. Samme journalist havde offentliggjort beskyldninger om, at Andreotti havde forbindelse til mafiaen. Andreotti og hans smarte advokater appellerede dommen. I 2003 blev han frikendt ved en appeldomstol.
Det påstås, at den nu 90-årige æselørede, lille og yderst besynderlige mand Andreotti stadig spiller en rolle i italiensk politik.
Refleksion
Italien har siden Romer-riget og efter samlingen (1861) forstået at placere sig på verdenskortet. Landet er rigt på skønhed, arkitektur, madkunst, klima osv. Landet er også verdensberømt for nogle yderst uheldige karaktertræk, hvoraf mafiaen kan anvendes som et eksempel blandt flere.
Denne signatur erindrer til sin dødsdag som tilskuer en halvkold januar-dag Silvio Berlusconi entrer San Siro Stadion (Milano) og sole sig i cirka 82.000 tilskueres nærmest uhæmmede begejstringsbrøl ( Caesar og Garibaldi havde misundt ham det ), medens han stod mellem de mange AC Milan-vundne internationale trofæer og beærede tilskuerne med en kort statement samt det brede smil godt hjulpet af rekonstruktions-kirurgers kompetencer .
Samme begejstring formåede hans nærmest kontrast-agtige forgænger Andreotti ikke at fremtrylle. Men begge d´herrer er på godt og ondt (vælg selv) eksponenter for opfattelsen af det toneangivende italienske politiske establisment siden 2. Verdenskrig.Både Italiens-elskere og hadere får rigelig næring ved at se denne - iøvrigt - fortræffelige film!
