Smartlog v. II » hulegaard.dk » Kønnenes kamp hos tante Berlinger
Opret egen blog | Næste blog »

Kønnenes kamp hos tante Berlinger

23. jul 2009 15:37, ehu

Tante Berlinger alias Berlingske Tidende har undergået en forandring gennem de seneste årtier (det har vi andre også :-) ). Barske meninger og uartige ord kunne man(d) trygt og roligt regne med i-k-k-e at finde i det engang så konservative (og for nogle) trygge nyhedsmedie, der så verdens første bogstavstyper den 3.januar 1749.

Men nye ejere og nye redaktører anno 2009 forsøger at støve tante Berlinger af; som nu de seneste dage på debatsiderne, hvor to 30+ årige akademikere af hver sit køn har skudt med skarpe sætninger mod hverandre.

Hermansen og Staberg

Lad os i disse stringente ligeberettigelsestider starte med quinden. Navnet er Anne Sophia Hermansen, 36 år, pressechef, single og ét barn.  Hun søger intelligens, empati, maskulinitet og humor.

Manden hedder Morten Staberg, 35 år, børnelæge, single, ingen børn. Han søger skønhed, humor, modspil.

For at den venlige læser hurtigt kan danne sig et overblik, følger her et mini-koncentrat under den Berlingske sub-overskrift Bitterfisser og muggenpikke:

“Af og til tænker jeg, at vi, singlekvinder 30+, er de nye mænd (med den bonus at vi kan føde børn). (….)Vi har taget værktøjet fra ham, aflivet ham som skaffedyr og synes, at det er en sød leg, vi leger, når han bærer de tungeste indkøbsposer”

“Tidligere kaldte vi jer bare drenge-røve, en kærlig betegnelse, som imidlertid stivnede lidt, da I glemte at hente barnet i børnehave, fordi I spillede Playstation eller fortsatte det partyglade liv med gutterne til kl. seks om morgenen (….)BØV= BØrneVoksen er jeres sociologiske term, drengerøv den psykologiske og muggenpik den seksuelle. At vi kalder jer en lost case burde mane til refleksion” (Anne Sophia Hermansen)

“Alt for mange danske kvinder i 30erne - single eller ej - lader bare det hele sejle. Det er blevet til leverpostej i håret, Georg Jensen smykker, gummisko og én knaldrød læbestift, der er forbeholdt den årlige julefrokost”

“Jeres drøm om den perfekte mand forekommer mig lidt tåget I vil have smæk, men hvis vi gør det for blødt, er vi nogle pudler, og hvis vi gør det for hårdt, er vi psykopater. Hvis vi monterer en trykmåler i trussekanten, er vi uromantiske nørder. Hvidvinen løber ind fredag og munden løber over i en opremsning af mænds uperfektheder”. (Morten Staberg)

Cafémøde

Tante Berlinger satte så de to 30+  personer stævne på en café (på Nørrebro, vi udelader navnet ;-)Læseren ser et billede af to pæne, akademikere med overskud til smil og fortsatte meningsudvekslinger om de køns kampe i de “vanskelige” 30ere af menneskets liv. Flere sætninger a la de citerede passerer forbi cafebordets opdækning af cafélatte og cola light opdækning. “Vi kvinder i 30erne har reelt ikke brug for en mand til andet end kærlighed” (A.S.Hermansen)….”Jeg synes det er synd, hvis præmissen for diskussionen er, at mænd og kvinder skal være ens. Det er ikke meningen. Kvinder skal holde fast i deres feminitet” (Staberg). 

Set fra ringside

Emnet og aktualiteten er jo guf for alskens par-specialister, sociologer og andet analyserende godtfolk. Der er noget enighed om, at tosomhed er idealet, medens der samtidig bliver flere og flere singler.

En 30+ mand med titel af “seniorudvikler” (måske skulle man(d) booke tid?)  går i den videre debat skarpt i rette med Anne Sophia Hr man(d)sen. Der henvises til statistikker, der bruges svære latiniserede ord for at modbevise de provokative påstande fra denne velplejede, velholdte, veluddannede (og måske velduftende?) 30+ kvinde, der lejligheds ytrer sig med skarp og ofte velsmurt penneskaft i tante Berlingers spalter.

Refleksion

Mange, der har oplevet (el. oplever) levealderen 30erne, har følt, at mulighederne var næsten ubegrænsede. Kræfterne, indtjeningsmulighederne, hjernefunktionen, udfordringerne på de fleste planer samt den seksuelle ydeevne hos begge køn forekom næsten uden grænser.  Det samme gjorde ofte udnyttelsen af ungdommens erfaringer til noget mere målrettet, herunder familie-etablering og bosættelse.  Endelig forekom økonomien i bedring, trods en pæn klat studiegæld for mange.

Har de to 30+  velfungerende ret i deres påstande?  Eller er de i virkeligheden snotforkælede i et foreløbigt liv, der ikke har budt på de rigtige hårde kampe?  Er kønnenes kamp en luksus, som vi i den moderne vesterlandske verden tillader os at bruge arenaer og tid på?

Skulle vi indføre 2-års samlivskontrakter i stedet for (livsvarige?) ægteskab?  Er den statistisk konstaterede manglende evne til forplantning hos såvel mænd som kvinder et varsel og/eller tegn?  Vil “nissen flytte med”, når de unge kommer i 40erne?  Hvorfor skilles efterhånden mange ældre, hvor især kvinderne (50+ og 60+) si´r stop til manden?  Er han blevet for meget skvat og for lidt hverdags-Tarzan?  Er hunden (el. katten) i virkeligheden den bedste ven?  Eller bliver robotten det?

Og den evige joker i dette samlivsspil er børnene…..

Mange spørgsmål, som læseren i valgte tidslommer kan reflektere over.  Personligt beklager blogejeren, at der er kommet for mange grænsedragninger, grøftegravninger og urealistisk forventningspres til hverdagen…hos BEGGE KØN! 

Elementære begreber som tolerance og humor (og selvironi) samt glæden ved at fastholde sine maskuline/feminine inderste værdier og turde vise dem savnes reelt mange gange hos begge køn. For nogle kommer det med erfaringen; for andre udvaskes det af livets modgang. 

Det er svært, ikke umuligt ;-) .

Illustr.: joern.dk

Kommentarer

  1. anjoe
    23. jul 2009 19:10
    1

    amen...

  2. Lupo
    23. jul 2009 19:18
    2

    Jeg synes såmænd ikke det er så svært. Til "tolerance, humor, selvironi samt glæden ved at fastholde sine maskuline/feminine inderste værdier og turde vise dem" kan tilføjes Respekt, Plads, (også til leg) selvom ingen af os ligefrem er BØrneVoksne. -siger én fra sit mange-mange-årige gode ægteskab.


    Debatten mellem Hr. Man(d)sen og Stå-bjerg er da skøn - Tak for indsigt :)

  3. Erik Hulegaard
    23. jul 2009 19:56
    3

    @anjoe#230709-1910:
    Ja...ikke sandt ;-)

  4. Erik Hulegaard
    23. jul 2009 20:02
    4

    @Lupo#230709-1918:

    Fra den digitale ringside forekommer kommentatoren alias Lupo at være et fornemt eksempel på, at det - trodsalt - kan lykkes.

    Erindrer fortsat en citeret kommentar fra mange måneder siden om, hvad "Lupo var god til".
    Hr. Lupo sagde bl.a., at "hun var god at være gift med" (nogenlunde ordret citeret). Blogejeren synes rigtig godt om de linier og glædede sig på Lupo-familiens vegne.

    Møder regelmæssigt hvert år ægtepar af forskellig alder og livmål, der fortsat har det godt sammen og taler ordentlig til hinanden "trods" ml. 30-45 års samliv.

    Det skulle Hr.man(d)sen og Stå-bjerg kunne overvære ;-).

  5. Lupo
    23. jul 2009 20:21
    5

    :) Godt husket, Erik

  6. Erik Hulegaard
    23. jul 2009 20:25
    6

    @Lupo#230709-2021:

    Man(d) er jo ikke helt senil endnu ;-)

  7. Beologen
    24. jul 2009 15:17
    7

    Man kan høre det hule ekko af Anna Sophias kampråb. Kvinderne har den gule sennepstrusse på i øjeblikket - ingen tvivl om det. Men det kan vise sig at blive en pylrehus-sejr. Ingen kan vinde en krig uden at bringe store ofre i kampen. Tillykke med sejren, kan man kun sige - og flygte i rædsel.

  8. Erik Hulegaard
    24. jul 2009 15:37
    8

    @Beologen#240709-1517:

    Den dagsaktuelle (og linkede) debat om quinders tiltagende ønske om kunstig befrugtning og frivillig enlig-mor-status tegner også en trend, der ikke bør ignoreres.

    Blogejeren er meget enig med den (meget respekterede) gynækolog og IVF-forsker Svend Lindenberg, der varsler opbrud med nuværende familiemønstre i nutiden og ikke mindst i fremtiden.

    Det er især de "veluddannede" quinder, der vælger mænd fra.

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website