Kogens store tale
9. mar 2011 00:02, ehu
Den Oscar-vindende film “Kongens store tale” er et interessant og absolut anbefalelsesværdigt look for enhver historieinteresseret og filmglad tilskuer.

Handlingen
Året er 1936. Scenen er (det nu nedrevne gamle) Wembley Stadium i London; Storbritanniens største og berømteste stadion. Den kommende britiske konge George VI skal tale. Det ender i en ydmygende fiasko grundet hans stammen. Den 3. september 1939 taler kongen igen fra Buckingham Palace til nationen via radio. Denne gang med stor succes, takket været års træning og samvær med en selvbestaltet australsk-født talepædagog.
Det var slet ikke meningen, at han skulle være konge, men da Englands Kong George V (spillet af den erfarne og altid gode Michael Gambon) dør, sker tronskiftet ifølge arveloven til ældste søn, den i mange henseender skandaløse Kong Edward VIII (spillet af Guy Pearce). Hans royale karriere bliver grundet en abdicering kort. Edward VIII bliver så til Hertug af Windsor og hans ægteskab med den yderst kontroversielle fraskilte amerikanerinde Mrs. Wallis Simpson har stof nok til mindst en særlig film, ilagt såvel historiske, semi-landsforræderiske og alternative seksuelle tonearter. “Kongens store tale” tegner absolut et (korrekt) usympatisk billede af dette kærlighedspar. Den abdicerende storebror stod i skærende kontrast til lillebroder “Bertie” og hans familieliv. Det er sidstnævnte, der portrætteres i den Oscar-belønnede film.
Den forsagte Bertie (spillet af Colin Firth) bliver pludselig kronet som konge i 1936. Han er nu Kong George VI, men det er ikke nemt for Bertie (hans kælenavn, der også anvendes respektløs af talepædagogen fra dag 1) at være konge, ikke mindst fordi han altid har haft en talefejl og er frygtelig genert, hvilket i væsentlig grad skyldes hans dominerende og ofte usympatiske omgivelser gennem hans barn- og ungdom. Det er helt klart superb spil af 50-årige brite Colin Firth, der fortjener sin Oscar for bedste mandlige hovedrolle. En Oscar fortjente faktisk også den excentriske og nærmest autodidakte talepædagog Lionel Logue spillet af den pragtfulde Geoffrey Rush (een af blogejerens mangeårige yndlinge). Samspillet mellem de to er enestående i deres op- og især nedture.
Forholdet mellem de to forskellige mænd fortsætter under 2. Verdenskrig. Ved enhver offentlig oratorisk fremtræden under krigen, har den britiske konge Georg VI talepædagogen Lionel Logue ved sin side. Samarbejdet og det efterhånden etablerede særegne venskab består lige til kongens død i 1951.
Lang tid forinden er gået en meget svær start. Logues mild sagt uortodokse, men effektive metoder, udvikler kongens sprog og talegaver. Dette sker i et sælsomt miks af fortrolighed, afdækning af de bagvedliggende psykologiske faktorer, skænderier, bryderier og nogle anderledes pædagogiske tiltag.
Med hjælp fra familien, regeringen, Winston Churchill (glimrende spillet af Timothy Spall) og Lionel Logue overvinder George VI sit talebesvær. Han formår at holde en radiotale, der inspirerer folket og samler nationen til kamp.
I mindre biroller er Storbritanniens forgænger til såvel Neville Chamberlain som Winston Churchill, den mindre kendte Stanley Baldwin repræsenteret i en særegen moden udgave ved Anthony Andrews (huskes mest for sin fantastiske præstation som Sebastian i Brideshead med bamsen Aloysius) samt som enkedronning Mary ses (den mangeårige, vidunderlige), nu 80-årige Claire Bloom. Også Berties loyale hustru i skikkelse af Helena Bonham Carter er velvalgt. Senere blev hun kendt som “Dronningemoderen” (til nuværende dronning Elisabeth 2 samt nu afdøde prinsesse Margaret).
Filmen er baseret på virkelige, historiske begivenheder bag kongens store tale.
Refleksion
Den britiske film The Kings Speech (=Kongens store tale) vandt for nylig fire Oscars for bedste instruktion, bedste filmmanuskript, bedste film og bedste mandlige hovedrolle.
Få nationer, omend nogen, kan som Storbritannien formidle royalt stof, så selv hardcore republikanere bliver siddende stille i stolen - ihvertfald for en tid. Et andet eksempel var den formidable film The Queen (2007), der forøvrigt også indbragte Helen Mirren en fortjent Oscar-statuette som bedste kvindelige hovedrolle.
Det må siges, at filmen er lidt af et skønmaleri. F.eks. ingen scener om det britiske kongehus kritiske støtte til PM. Neville Chamberlains naive eftergivenhedspolitik i tiden op til 2. verdenskrig trods iøvrigt stor sympati for Winston Churchill! Filmen visualiserer med al tydelig klarhed, hvad en sammentømret lille familie med en kejtet mand, en stærk moder og kvinde samt to døtre kan skabe af et begejstret og troværdigt billede omkring et konstitutionelt monarki.
Flere scener er enestående. Eksempelvis samspillet og det til tider næsten synergiske forhold mellem kongen og talepædagogen, hvor scenen ved indsættelsen i Westminster Abbey absolut er et af flere højdepunkter. Filmen viser også med al tydelighed den nærmest uforståelige underdanighed, som selv begavede og betydningsfulde britiske personligheder udviser over det britiske monarki. Noget, der stadig ikke blot er vævet ind i århundredes royale ceremonielle traditioner og som beklageligvis også nemt ses i nutidens omgang med monarkier, herunder det danske.
Havde den sympatiske Bertie kunnet ønske, var han næppe blevet konge. Hans charlatan af storebroder banede vejen for ham og hans hustru. Sidstnævnte kendt som “Dronningemoderen” overlevede sin svage mand Bertie (1895 - 1951) i den grad.
Hun døde i en alder af 101 år i 2002 og fik en statsbegravelse i en sand pompøs og vildt imponerende orkestrering, som kun Storbritannien formår at give sine store sønner og døtre.
Det samme gjorde i sandhed kongeparrets store støtte premierminister Winston Churchill i en alder af 90 år en iskold januardag 1965. Kisten, der kom sejlede ned af Themsen, medens en stor del af verdens stats- og regeringschefer, kejsere, konger m.fl. så frysende til og millioner af TV-seere overværede dette fantastiske skue, glemmes ej. Selv i dag kan det give blogejeren gåsehud bare ved tanken!
Rule Britannia!

9. mar 2011 09:09
Det ender sgu da med, at man bliver nødt til at se den film, sådan som mange bloggere roser den næsten uden undtagelse ;-)
9. mar 2011 09:41
@Per#090311-0909:
Du må nok pumpe dækkene og køre til Biocenter Kolding snarest! ;-)
9. mar 2011 18:08
Ja indlægget frister til en biograftur, bestemt!
Den sejlende kiste husker jeg ikke (i virkeligheden) Min unge alder i 1965 undskylder mig, men jeg husker dog tydeligt (min mors reaktion på) en anden vedenshistorisk begivenhed (i Dallas, Texas)den 22 november 2 år tidligere. Underligt :)
9. mar 2011 18:42
@Lupo#090311-1808:
Klart at Lupo-søstrene var små søde piger med rottehaller, der ikke sensede den store Øst-Vest-agtige verden dengang i Limfjordsbyen.
Også jeg erindrer tydeligt 22/11/63, men faktisk endnu mere tydeligt de sidste oktoberdage af 1962 (Cubakrisen), hvor jeg tænkte på, om det mon var slut altsammen!
13. mar 2011 08:53
Jeg glæder mig til filmen, som jeg må se at få set inden kongen koger over.
Elsker det klip fra traileren, hvor kongen vil tænde en smøg, men hvor talelæreren stopper det. Så siger kongen at hans læger siger at rygning slapper hans halsmuskler af.
- They are idiots, siger læreren.
- They've been knighted, siger kongen.
- Makes it official, then...
Timing, timing, timing.
I Danmark har vi en kendt stammer i ex-biskop Jan Lindhardt.
13. mar 2011 09:25
@BEO#130311-0853:
Jeg er bekendt med, at du ikke ligefrem slider plydssæderne op i biografens dunkle lys. Men ovennævnte film burde være en undtagelse i din elektroniske kalender. ;-)
"Rygescenen" erindres tydeligt, ganske som andre. ;-)
Og ja - Bertel Haarder og biskop emeritussen fra det teologiske dynasti Lindhardt er blandt eks-stammere. En nylig afdød 88-årig kendt advokat (H), som jeg i en periode samarbejdede med i stenalderen, led meget under det hele sit liv trods offentlig positionering.
13. mar 2011 17:35
Jeg ejer ikke en elektronisk kalender, men måske finder kogerens snakkefilm vej ind i papirudgaven.
Advokat HH beundrede jeg for at han havde mod til at bestige landets fineste talerstol med netop den talemæssige udfordring.
Bertel Haarder...stammer? Så ville jeg nødigt høre ham uden handicap. Du store sportskage :-/
13. mar 2011 18:03
@Beo#130311-1735:
Advokat HH var min professionelle mentors gode mangeårige ven i en fjern fortid. Det genererede ganske mange informations-input for en ung ambitiøs penneslikker som blogejeren.;-)
Denne - gennem-livet-meget-stammende - advokat (H) var et frederiksbergsk ikon, et konservativt fyrtårn med en klassisk moralsk opfattelse af politik, der savnes så inderligt i den christiansborgske andedam anno 2011.
Flot eller i virkeligheden naturligt(?), at en gammel (sports-)journalist hurtigt fanger navnet og baggrunden! ;-)
13. mar 2011 20:43
Hehe...nu brugte jeg jo mestendels min ungdom på meget andet end at tage mig en koger, så jeg fulgte meget med i politik. Deraf kendskabet til det tidligere medlem.
Valget kommer snart. Bare nu den lille himmelstürmer fra Horsens Byråd med søsteren, kuglestøderen og de hidsige holdninger til journalistisk vinkling ikke koger over ;-)
13. mar 2011 21:00
@BEO#130311-2043:
Selv den trinde orlovsramte plejehjemsleder vil have svært ved at kunne have en sedativ virkning på den fremadstormende og inderligt selvretfærdige præstesøn med en politisk fortid hos den selvovervurderede,tidligere taskesvingende partiformand.
De frie radikaler kan ofte stoppes af antioxidanter. Nogle sådanne findes andetsteds på det aktuelle politiske landkort.
Apropos landkort har BEO sikkert set H.H. nogle gange, da han boede på den norske forfatters adresse på Frederiksberg. Samme H.H. gik gennem frygtelig mange år til sit kontor på den smukke allé tæt ved; forøvrigt fra sin seneste bopæl på samme vej ganske tæt ved, hvor blogejeren fortsat med regelmæssige mellemrum mod betaling får justeret sin skilning.;-)
13. mar 2011 21:27
Jeg misunder dig, at du stadigvæk har nødigt at få sat krøllerne pænt i række og geled. Det må vi fejre over en kop god kogekaffe, når vi ses til vores næste møde, hvor overskriften ikke bliver 'Vores sidste tale' :-D
13. mar 2011 21:46
- eller rettere: "Vores store tale" :-)
13. mar 2011 21:59
@BEO#130311-2127:
Exclusive information:
Siden min fødsel kort efter jernalderen har jeg betroet min yderste penthouse (ikke Benthouse ;-)) til frederiksbergske frisørmestre.
Den første var frisørmester Sørensen i Frederiksberg Alle, der blandt mange "andre kendte" også havde Storm P., samt diverse skuespillere o.l.
Den nuværende - frisørmester Birch - er nummer fire i rækken. Den forrige - nu emeritus - kom jeg hos i over 40 år!
Sådan vil det fortsætte, indtil min sidste skilning blive slået på en særlig matrikel på Frederiksberg; lad det ske sent! ;-)
13. mar 2011 22:07
Hørt!...og nu vil jeg ikke koge mere på den store talepind. Tihi :-)
- god aften!
13. mar 2011 22:09
@BEO#130311-2207:
;-)