Smartlog v. II » hulegaard.dk » kunst
Opret egen blog | Næste blog »

Kunst i ungdommen

5. feb 2010 09:44, ehu

foto: Albanpix

Kieron Williamson

“Maler-drengen” på billedet er syv år gammel.  Han hedder Kieron Williamson og bor sammen med far og mor og lillesøster i en mindre lejlighed ca. 200 km. nordøst for London i den lille by Holt, Norfolk, Storbritannien. Samme Kieron er tilsyneladende en helt almindelig britisk dreng med fodboldinteresse og så lige…..malerkunst.

Det er formentlig faderens interesse for kunst, der har smittet af på den lille Kieron. Med undtagelse af matematiske begavelser, kan de færreste se nogen kunst i tal.  Men lad os lige opsummere:  Kieron har i en alder af stadigvæk syv år(!) solgt forrygende af sine billeder. I december 2009 blev hans anden(!) udstilling i hjembyen Holt udsolgt på 14 minutter. Salget af hans 16 nye billeder godskrev hans bankbog med ca. 150.000 kr.  Det forlyder (Guardian.co.uk), at 680 mennesker foreløbig står på venteliste til at købe hans værker.

Den fodboldglade dreng (fan af Leeds Utd.) har allerede fået sit eget visitkort.  Han er mest til landskabsmalerier, men har dog planer om at male sin 98-årige barnepige, når hun (forventelig) fylder 100 år.

Ordet “unik” er vel den rigtige label på dette ungdommelige malergeni. Picasso var otte år, da han “rigtig” startede, så det er måske værd at holde øje med navnet Kieron Williamson i fremtiden.

Blogejerens malerkunst

På de blogplatforme, hvor blogejeren med (u)regelmæssige mellemrum “hænger sine bogstavsklistrede refleksioner op”, optræder også enkelte kunstmalere af forskellig tyngde og kunstnerisk retning. Det gør i sandhed - synes blogejeren - de respektive blogplatforme dejligt varierende og levende mellem de øvrige oceaner af bogstaver, semi-politiske statements, diskussions-fora af mere eller mindre konstruktiv art med primæremner som politik, herunder pro et contra Dansk Folkeparti samt muslimer i det danske hverdagsbillede og endelig mere behageligt: personlige betragtninger og oplevelser.

Sidstnævnte ord i forbindelse med malerkunst giver tanker til blogejerens egen (katastrofale manglende) kunstneriske formåen. I forrige årtusinde skulle han i sin spæde ungdom passere en eksamen (realeksamen) for at komme videre i uddannelsessystemet. Et af skolefagene hed “formning“, der inkluderede maling, tegning osv.  Den (venlige og trofaste) læser, der tidligere på bloggen har læst indlægget Pegepinden de luxe (06/12/09), vil vide og forstå, at forholdet mellem tegnelæreren og denne signatur gennem det meste af forårssemestret før den afsluttende eksamen var yderst belastet, eftersom blogejeren i meget yngre version havde måttet tage førergreb på tegnelæreren i et konfrontatorisk øjeblik :-( .

Man behøver ikke være clairvoyant for at regne ud, at en bund-karaktér kunne blive en “pay-back” til blogejeren. Også fordi samme persona havde yderst sparsomme evner for tegning og maling og som en konsekvens (?) heraf havde en nærmest anorektisk tynd tegnemappe at præsentere ved eksamen. Det ville medføre en katastrofal tyngde på et i forvejen yderst behersket gennemsnit.

En nærtstående skolekammerat havde samme problem. På blogejerens forslag nedsatte vi et hurtigtarbejdende kunstnerisk udvalg”Dette skulle operere i frikvarterer og delvis efter skoletid.  Set i “bakspejlet” kunne det næsten godt have dannet en case, når virksomheder skal lære om LEAN-konceptet fra den verdensberømte japanske bilproducent Toyota Corp. tæt ved millionbyen Nagoya :-) .

Tegnelæreren (vi er midten af 1960erne) var en begejstret abstraktmaler (og det samme ville censor være (fik man(d) “snuset op”)).  Planen (eller som det hedder i vore dage “konceptet” :-) ) var hurtig udformet i blogejerens hjerne.  Han brugte ca. 5 større farvelader, blandede farver og “posterede” imaginære figurer af farver.  Den anden effektive dreng tog så det våde tegneark og smurte det videre på andre blanke stykker papir. Nogle gange drejede han til venstre, nogle gange til højre osv. -  For variationens skyld tog blogejeren nogle af de stivnede kombi-farver i farveladerne og smurte dem i “sindrige” mønstre ud over tegnearkene.  Som endnu et “skru på variations-håndtaget” formedes mønstre af menneske-ansigter og mestens komplet asymmetriske nærmest fragtal-lignende figurer :-) .

Som ugerne gik før eksamen blev denne nære skolekammerats og blogejerens tegnemapper tykkere og tykkere. “Logikken” var - som denne signatur betroede sin klassekammerat, medens “produktionen rasede” - at det var knald eller fald med vurderingen af de abstrakte “malerier” til eksamen, men i det mindste kunne vi måske hente nogle points på “malerflid” :-) .

Som “kunstnerisk supplement” vedlagde blogejeren ml. 10-15 (delvise) frihåndstegninger af skibe (forskellige færge-typer, coastere, tankskibe (containerskibe var ikke “hot” dengang)) i en traditionel bagbordsvinkel (det eneste, man(d) kan nogenlunde ). 

Den store dag oprandt. Der var glasrude i døren til klasseværelset, hvor tegnelæreren og censor (begge professionelle kunstnere med flere udstillinger på eks. Charlottenborg) skulle afholde den “kunstneriske eksamen”. De “tykke tegnemapper” fra to elever blev nøje gennemgået, lette smil og hovedrysten. 

 “Gisp” - var planen mislykkedes?  

Nogle dage efter fik vi “betroet” eksamenskaraktererne for faget “formning” af vores klasselærer, der forøvrigt i sin pure lærerungdom på denne strenge privatskole havde undervist den senere socialdemokratiske og folkekære, stadig nulevende eks-statsminister.  Samme erfarne overlærer var tydelig forbavset, da han læste den ret høje karakter op for den “flittige” klassekammerat og ikke mindst den endnu højere bedømmelse for blogejeren :-) ……!

Refleksion

Begrebet “kunst” kan vinkles forskelligt. Den fornemmeste af alle kunstarter er “overlevelseskunst” ;-) .

 …….det bliver spændende at følge lille Kieron fremover…..ja - ik´ sandt :-) :-) :-) !

Kildelink: www.guardian.co.uk

Birgitte Evelyns erotiske strøg

21. apr 2008 08:21, ehu

Filosofgangen smukt beliggende ved Odense å i det centrale bybillede har et afvekslende og skiftende repertoire af kunstnere. Nogle får mere omtale end andre, hvilket kan skyldes evner for performance, kunstens indhold og temaer eller simpelthen talentet; i sjældne tilfælde en tilpas kombination.

Birgitte Evelyn

Hun er uddannet civiløkonom, tidligere danmarksmester i bodybuilding og erotisk billedkunstner.  Den mørkhårede 40-årige feminine kunstner går tæt på kvinden, kønnet og ekstasen.  Billeder med kvinder uden tøj, med lidt tøj i forskellige figurer, altid veltrænet.  Kunstneren er jo gammel bodybuilder og fitness-udøver!

Selvportrætter? - Måske delvis, ihvertfald er de kvindelige modeller altid trimmede og mørkhårede. Mands-figuren er et gennemgående, men bagvedliggende tema. Eksempelvis har kvinderne tydelige ansigter, modsat mændene.

Forargelse har det ikke skortet på. En del finder Birgitte Evelyns malerier for grænseoverskridende og for provokerende.

Sammen med fem andre såkaldt “erotiske kunstnere” har hun etableret en international udstilling af erotisk kunst på Filosofgangen, der forventes at vare resten af april 2008.  Udstillingens navn er Contemporary Erotic Art Exhibition II.

Birgitte Evelyn har pt. base på Nordfyn og mere kan ses på hendes enkle, flersprogede og fine hjemmeside www.evelyn-art.dk .

Refleksion

Erotisk kunst er ikke porno; ihvertfald ikke i Birgitte Evelyns tilfælde. Hendes udgangspunkt er en beskrivelse af quindens mange roller som karrierekvinde, hustru, mor samt hendes samspil med manden i alle sine sensuelle afskygninger.

Det er en rigtig god idé med en supplerende kombination af flere kunstnere på denne erotiske samtidskunstnerudstilling. De andre er Knud Axelsen, Lior Ron(Tel Aviv, Israel), Paul Woods (Toulouse, Frankrig), Mary Delmage (London, UK) og Angelina Probst (Berlin, Tyskland).

WC-visdom

20. feb 2008 10:20, ehu

De fleste har prøvet det. De fleste har været på en restaurant.  De fleste bli´r mætte og t……trængende under besøget.  Det sker ofte i slutningen af forløbet.  Restaurants-toiletter kan være en blandet oplevelse. Nogle står i skærende kontrast til madoplevelsen. Andre det modsatte. Nogle overrasker, således som det skete for denne blogejer forleden i en større provinsby. 

 

“Beklager, men jeg ansætter af princip ikke nogen,

som jeg vill være bange for at afskedige”

Tilsvarende dekorationer med sproglige godbidder var dekoreret på uni-sex toiletterne.  Om billedteksten kan siges meget…..

Refleksion

Jeg tænkte på de gange i mit (chef-)liv, hvor jeg måtte ansætte fagligt velkvalificeret personale - intuitivt vidende, at der ville blive problemer og det ville ende med et stop. Men fagligt lå ansøgeren øverst i bunken og så….

Jeg tænkte på personer, som jeg har mødt i forskellige sammenhænge.  Personer, som ønskede at “mingle”. Min intuition fortalte mig dog, at mingleriet ville blive et kortvarigt “link”.

Jeg tænkte, hvor mange restaurations-toiletter - dyre som billige -, der kunne have piftet denne - af naturen - nødvendige oplevelse op på en relativ enkel og humoristisk kunstnerisk måde.

Jeg tænkte, at jeg kommer igen :-) ….

Statens museum for kunst

17. dec 2007 16:12, ehu

“Planlæg dit besøg” står der på en af websiderne hos Statens museum for kunst.  Det vil jeg gøre næste gang. Denne gang havde jeg ca. 90 minutter ( 2 fodbold-halvlege) til overs mellem to krydser i min kalender. Da min DNA-masse samtidig befandt sig i området af Nørreport St. i København, besluttede jeg mig for at besøge Statens museum for Kunst.   På vejen gik det op for mig, at jeg have besøgt Louvre, British Museum, Prado, Rijksmuseum, Museo Gulbenkian, Louisiana osv.osv. og ikke været i ganske mange år på dette museum i hjertet af København.

Aktuelt

Museet er blevet udvidet ganske meget. Det har skabt plads til et omfattende repertoire af blandet kunst.  Enhver interesseret kender dette aktuelle omfattende pensum. Andre kan - hvis interesse haves - studere det på http://smk.dk .

Mit fokus var “Verden som landskab - Nordisk landskabsmaleri 1840-1910” samt “Nederlandske landskabstegninger“.  Der var flere “lækkerier” i større eller mindre indramning eller “framed” (som mange si´r ). Den finske maler Eero Järnefelt var naturligvis repræsenteret, bl.a. med et pragtfuldt maleri Efterårsstemning i Pielisjätvi-søen”.   Ligeledes kunne jeg godt overveje (og kun overveje :-) ), at tage “Sandeviksfjorden 1879 (Hans Gude)” med hjem.

Naturligvis var danske guldaldermalere som Chr. Købke og Peter Skovgaaard m.fl. også pænt repræsenteret.  Den nordiske natur er foranderlig og ganske varieret.  Sammenlign blot den flade danske med de svenske og norske, den anderledes finske og islandske.  Jeg savnede motiver fra Færøerne. For at være helt sikker spurgte jeg to kustoder, der begge kunne afvise, at der var nogle motiver fra de nordlige fåreøer.  Der er et helt specielt lys på Færøerne. For en halvsnes år siden havde jeg et tæt samarbejde med et grafiker i nogle sæsoner. Han tog næsten hvert år til Færøerne om sommeren og malede.  Fremragende billeder….man burde have købt eet eller flere :-) !

Ingvar Cronhammer - netop fyldt 60 år har begejstret mange med sine skulpturer og monumenter er “på” fra d. 15. december 2007 osv.osv.

Refleksion

Statens museum for kunst er også gode informative plancher om konservator-arbejdet, tidslinier på kunstens tidsaldre, x-rummet (særlig udstillingsrum for samtidskunst) samt Egmont Videncenter og kunstbibliotek (desværre lukket i weekends).

Næste gang bliver det en hverdag. Der skal bruges meget mere tid, også til kunstbiblioteket og alt det, som kun blev overfladisk besøgt. Café Republic - designcaféen i museet - kan jo så bruges som optankning.

Helsingborg

23. nov 2007 09:24, ehu

Betydningen af overskriften får de fleste til at tænke på Helsingørs svenske partner i 4 km. fugleflugtslinie øst. Det er noget med gennem færgeterminalen (eller parkerer i city, hvor det er muligt :-) ) - afsted til Kullagatan, kendt som Sveriges ældste gågade (1966).

Er den et besøg værd?  Jeg synes afgjort!  Gennem mere end 40+ år er jeg kommet i byen på alle årstider (og tider af døgnet). Den har - som mange byer - skiftet og moderniseret sin byprofil til gavn for borgerne, men sandelig også for den tilrejsende.

Helsingborg

Byens indbyggerantal er stortset Helsingør doblet op, dvs. ca.120.000. Herved er den Skånes næststørste.  Langt mere charmerende end Malmø (synes jeg subjektivt :-) ).

Den gamle færgehavn er blevet konverteret talentfuldt til en flot havnefront med lystyachter, beboelse og restaurant-/caféliv.  På havnefronten ligger Dunkers kulturhus, Helsingborgs nye kulturelle center som blev indviet i 2002. Dunkers Kulturhus er tegnet af den danske arkitekt Kim Utzon og har et meget flot bymuseum foruden kunstmuseum, teaterscene, koncertsal, kulturcentrum for børn og unge, musikskole, m.v. 

 

 Den afdøde “gummikonge” var næsten for Helsingborg, hvad Mærsk-Møller er for DK.

Er man til historik og klassiske bygninger, er rådhuset (1897) og den gamle borg Kärnan (1300-tallet) nogle interessante valg. I hjertet af byen ligger også den smukke gotiske Mariakyrkan fra 1400-tallet.

Frederiksdals Frilands- og Havemuseum (Sveriges største friluftsmuseum) giver et godt indtryk. Der er gamle bykvarterer og bondekultur, en enestående botanisk have med alle Skånes vildtvoksende plantearter, en rosenhave med 450 arter, en skånsk bondegård med dyr m.v.

Een af de helt store “sundperler” er Sofiero Slot. Det tidligere kongelige sommerslot (1865) byder på en sjælden havepragt med 10.000 rododendronbuske af 300 forskellige arter. Bedste besøgstid er maj-juni, men også juletiden (se refleksion forneden) er velvalgt.

Skulle der være ekstra tid, kan et besøg i det idylliske gamle fiskeleje Raa i den sydlige del af byen (forbi al industrien osv.) absolut også anbefales :-)

Refleksion

Skal Helsingborg nydes - per distance - er den fantatiske luftfotobog af K.E. O-son Ander ((ISBN91-7810-142-5) det sikre valg.

En anden og nemmere løsning er at tage til byen denne weekend 23-25.nov.07, hvor julestemningen er opstartet. Brug tiden til at tage ud til det pragtfulde Sofiero Slot.  Denne weekend er der (igen) blomsterudstilling, lysarrangementer og ganske stemningsfuldt miljø med hestevognskørsel, nisser osv. -  Retur til bykernen er der varierende forretninger, museer (Dunkers hus) og kunstudstillinger. 

Sidstnævnte minder mig om mit seneste besøg (nov.07) i byen, hvor jeg deltog i en fernisering på et af hovedstrøgene. Publikum var den “sædvanlige” blanding af købere, sælgere, kunstnere og dem, der bildte sig ind at være det :-) -

Blandt de øvrige deltagere var nogle danske kunst-studerende, der var lidt beæret/benovet i rette blanding over invitationen. “Skal du købe noget?” spurgte de mig på engelsk.  Der var noget internationalt over det.  Det gjaldt både den fremragende buffet med kokkebemanding, den mindre fremragende vinudskænkning samt kunstværkernes prisskilte med 5-cifrede beløb. Det samme “fernisage-regie” som altid, bortset fra det relativt nye udendørs-rygerum på gadeplan. Vores lille hyggelige konservation fortsatte uantastet og flydende på dette internationale sprog endnu en kort stund, indtil tiden befalede mig til at drage videre i denne charmerende by til næste “kryds” i kalenderen….

God weekend!

Nikolaj i flere byer

27. jul 2007 18:38, ehu

Temaet med de mange halvtomme kirker har fået københavns biskop til at overveje lukning af nogle og sammensmeltning af sogne. Et sted, der forlængst er lukket, er Skt. Nicolaj kirke i centrum af Hovedstaden. Her veksler det med kunstudstillinger af forskellig kaliber og interesse. Mit seneste besøg forleden var afgjort i den positive ende af skalaen.

Mange byer

New York, Hamborg, Barcelona, Warszawa, Manchester, Tallinn, Istanbul og Lyon er alle byer, jeg har boet i, dog undtaget Lyon og NY. Sidstnævnte er et spørgsmål om tid, Lyon forventer jeg ikke at besøge. Det er meget forskelligartede byer i størrelse og kultur-mix.  En af de få fællesnævnere er, at alle byerne har en middelklasse af mennesker, der bor i “almindelige” lejligheder.

The Room Project

Disse middelklasse-lejl. beskrives i et fotoprojekt - The Room Project - udstillet i (den tidligere kirke) Skt.Nikolaj.  Den danske fotograf Annette Merrilds fotoprojekt er en fortrinlig visuel indføring i dagligdagen i de udvalgte byer. Værelsernes nærmest ensformighed i samklang med valget af ens beboer-profiler skaber en glimrende sammenlignelighed.

GRID (gitter) - indretningssystemet har opstillet udstillingen i samarbejde med Peter J. Lassen. Man bevæger sig omkring som i en bymæssig bebyggelse med gader og pladser, hvorved GRID giver associationer til de boligkomplekser, der er udstillingens platform.

Fakta

Udstillingen i Kunsthallen Nikolaj varer til 19.aug. 2007 -  senere visning i Århus Kunstbygning 24.nov. 2007 - 13.januar 2008.

Hjemmesiden (klik her) giver et fortrinligt indtryk af udstillingen!