Mit Europa
9. jun 2008 15:15, ehu
Dette indlæg er ikke blogejerens syn på Europa eller EU eller hvad vi nu foretrækker at kalde vores verdensdel. Det er derimod en refleksion over en bog af samme titel, begået af tidl. DR-korrespondent Frode Kristoffersen. Den er nyligt udkommet på Gyldendals bogforlag ( ISBN 978-87-02-05734-8).
Frode Kristoffersen
Enhver 50+ vil erindre denne DR-udenrigskorrespondent, der imellemtiden har levet næsten 77 år. Sønderjyden var en kendt stemme og et kendt ansigt i perioden 1961-1980, hvor især det tyske EU-område var kernestof. Hans konservative europæiske sindelag elevaterede ham senere i perioden 1994 til 1999 til Europaparlamentet. Det er blevet til ganske mange sætninger gennem et langt liv, herunder den nyligt udkomne “Mit Europa”.
Frode Kristoffersen er et følsomt og engageret menneske. Samtidig er der rundhed og lune, sidstnævnte af den mere stilfærdige variation, hvilket meget godt illuderes af tegneren Jens Hages forside (se illustration).
Bogens titel kunne inspirere læseren til at tro, at hele eller store dele af Europa bliver beskrevet og perspektiveret. Men bogens anker hviler tungt på den mest folkerige nation - Tyskland. Dette er tydeligvis forfatterens spidskompetence. Læseren tages med på en interessant rejse fra Adenauer-tiden og helt frem til nutidens feminine, fysik-uddannede og bevidste forbundskansler. Imellem disse to yderpunkter på stortset alle områder, bortset fra samme sprog, tysk fornuft og vilje, behandles de mellemliggende politiske regeringer og ikke mindst regeringschefer i Tyskland med en blanding af fakta, finurligheder og personlige erindringer fra korrespondent-tiden. Læseren mærker sym- og antipartier, dog emballeret i pænt papir. For den sensationshungrende læser er der intet at komme efter. Det samme gælder i store træk for læseren, der har fulgt med i tysk politik i årevis.
Et par skønhedsfejl bliver det til. Om det er trykfejl eller noget værre, vides ikke. Eksempler kunne være “Emmanuel” skulle gerne være “Immanuel” Kant og “Sagvigny” skulle gerne være “Savigny” Platz (ved Kantstrasse).
Refleksion
Det er en “hyggetur gennem Tysklands efterkrigshistorie”. Den er rund og visse steder gentagende. Vel sådan, som man(d) husker Frode Kristoffersen, der bl.a. sammen med afdøde Adolph Rastén orienterede danskerne gennem efterkrigsårene om deres store naboland, tidligere fjendeland, mod syd i et utal af radio- og TV-transmissioner.
I bogen citeres hans fader om sønderjydens indstilling til Tyskland: “Min fader sagde det mere internt, ikke så meget udadtil, han brød sig nok ikke så meget om den direkte konfrontation, men det kom dog alligevel over hans læber:De kunne da også bare erkende, at de og deres land og regime have lavet noget lort - og så bede om, at vi kan komme til en ny forståelse.”
Grænselandets pragmatiske rundhed og erkendelse samt fornuftsbetingede ønske om co-habitation; vel sådan opleves bogens forfatter også og det er bestemt ikke nogen dårlig vinkel!
