Smartlog v. II » hulegaard.dk » Neo Nørreport st.
Opret egen blog | Næste blog »

Neo Nørreport st.

27. nov 2009 08:57, ehu

Blogejeren er kommet med uregelmæssige mellemrum og dog ganske meget siden 1956  på Nørreport Station. Med metroen også Danmarks største trafikknudepunkt. Det har mildt sagt aldrig været en æstetisk oplevelse at passere denne station. Senest forleden i skidengråt november-vejrregi, der egentlig “matcher” denne station perfekt ;-) .  Den har altid mindet om en U-station i en tidl. kommunistisk østeuropæisk by.

“Jamen en station skal da bare passeres og overstås” vil nogle læsere sige. Nuvel, hvis det er “facit”, må Nørreport indtage een af de allerførste pladser på den europæiske stations-rangliste. Denne fuldstændige (og eneste af den slags) undergrundsstation indeholder såvel regionaltog, S-tog samt metro. Cirka 250.000 passerer dagligt dette trafikområde. 

Neo Nørreport st.

I april 2009 udskrev Københavns kommune en arkitektkonkurrence om Nørreport St. Den 3. november 2009 blev vinderen kåret på rådhuset. Det er arkitektfirmaerne Public Arkitekter og Cobe sammen med ingeniørfirmaet Gronjtmij/Carl Bro og belysningsfirmaet Bartenbach LichtLabor, der vandt.

De konstruktionsmæssige kodeord for Neo Nørreport St. er åbenhed, lys og overskuelighed samt bedre plads til cykelparkering.  Derimod får biltrafikken mere trange kår i dette i forvejen utåleligt trafikerede og luftforurenede område. Al tung trafik skal væk fra stationsområdet. Busterminalen flytter fra Gothersgade-enden til den modsatte ende. Og hele stationspladsen bliver gjort til et stort åbent og trafikneutralt område. Endelig bliver den nuværende stationsbygning revet ned; ingen vil formentlig savne den. 

Budgettet for denne totale “make-over” og nybygning beløber sig ialt til ca. 160 mio. kr. I dette beløb er der ikke afsat penge til stress- og blodtryksmedicin samt terapeutisk bistand til x antal daglige passagerer, der frem til 2014 (forventet færdiganlagt) skal døje med næsten daglige gener af støj, ændrede tilgangs-arealer osv.osv.

Er læseren mere interesseret, har såvel Københavns kommune som de vindende firmaer udførlige links på deres respektive hjemmesider, der er “studeret” i forbindelse med dette indlæg.

ATS

“Såfremt der er penge tilbage efter opførelsen af de monumentale stationsbygninger i glas, er det tanken at udskifte nogle af lysstofrørene på perronerne, så passagererne kan se, hvor de går.

Det er endvidere planen at vaske en del af gangarealet, ligesom vi vil bestræbe os på at fjerne urinlugten på særligt udsatte steder. Måske vil vi også udskifte et par af de knækkede fliser. Så vi tør godt love S-togskunderne, at der er noget at se frem til.” (Politikens ATS 07/11/09)

Refleksion

En go´ ting er, at stationen ikke ligger tæt på en kirkegård som eksempelvis den nye Metro-ringlinie, hvor der p.t. forestår et nærmest kommunalt-statsligt hundeslagsmål om et hjørne af Assistent Kirkegaard ;-) .

For nu ikke at hardcore-rejsende og seniorer og andet godtfolk skal savne og helt glemme de gode gamle dage, bevares den gamle skilt mrk. Nørreport station på toppen af den glas-agtige konstruktion.

“Det er en meget taknemmelig opgave som arkitekt, for Nørreport er så nedslidt, at det kan kun blive bedre” (arkt. Dan Stubbergaard) - i guder, hvor arkitekten rammer sandheden med et laserlys nøjagtighed.  Her er et eklatant og potent eksempel på noget, der IKKE var bedre i de gode gamle dage!

Go´ rejse - især efter 2014 ;-) .

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website