Smartlog v3 » hulegaard.dk » Tankens kraft
Opret egen blog | Næste blog »

Tankens kraft

13. Jun 2012 08:21, ehu

Phie Amboes interessante dokumentarfilm ”Free The Mind” om basale menneskelige spørgsmål har allieret sig med US-hjerneforskeren Richard Davidson, der eksperimenterer med alternative metoder som meditation og mindfulness-øvelser som middel mod svære psykiske lidelser.

Filmen følger tre personer i behandling for hver deres psykologiske problemer med Davidsons metoder: de to hjemvendte soldater Rich og Steve og den fem-årige Will, der har ADHD (=Attention Deficit/Hyperactivity Disorder= forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet).

De to soldater er traumatiserede af deres oplevelser og ikke mindst egne gerninger, og filmen belyser de mentale problemer, krigsveteraner vender hjem med, og som blandt andet resulterer i alarmerende mange tilfælde af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder = posttraumatisk belastningsreaktion) og selvmord.

Mange (lidt for mange) billedtekster redegør for helbredelsesprocenter og problemernes omfang, men afgjort massevis af stof til eftertanke. Selv for den mest kyniske iagttager.

Spørgsmålene står nærmest i kø:

1) Er ADHD en nutidig psykiatrisk (belejlig?) diagnose?

2) Er “Mindfulness” et nutidigt begreb og en refleksionsmetode, der om få år vil rubriceres i den utrolig store værktøjskasse af tidsmæssige arkiverede “varm-luft-metoder”?

3) Soldaters mentale krigsskader - er det prisen værd?

Fakta - additioner

Psykologi- og psykiatriprofessor (en sjælden kombination) Richard Davidson, f. 1951, direktør for Laboratory for Affecttive Neuroscience ved Univ. of Wisconsin, USA.

Denne akademiske profil bar i mange år på en hemmelighed, som han frygtede kunne ødelægge hans videnskabelige karriere. I al hemmelighed mediterede han dagligt!

 

Filmcut til Free The Mind: http://vimeo.com/41691784

Mindfulness (Wikipedia): http://da.wikipedia.org/wiki/Mindfulness

Kommentarer

  1. Madonna
    13. Jun 2012 09:34
    1

    Alt kan jo betegnes som en 'flugt' (fra virkeligheden og hvad der tynger), hvadenten man færdes meget på nettet, læser tonsvis af bøger eller ser film ellers hvis man dyrker ekstrem sport.


    Så det kan meditation vel også?

    Men så i TV en soldat med PTSD, der dyrkede meditation med tilhørende åndedrætsøvelser, og det virkede temmeligt troværdigt.

    Men alt i alt...så dyrker folk vel det, de har erfaring for hjælper incl. røg og spiritus.;-)

  2. Erik Hulegaard
    13. Jun 2012 09:44
    2

    @Madonna#130612-0934:

    Bemeldte TV-oplevelse med den meditative PTSD-ramte soldat var såvidt erindres netop klip fra filmen.

    Forskellige former for meditation har beviseligt hjulpet i flere traume-tilfælde.

    Derimod genererer blogindlæggets 3 spørgsmål interessante refleksioner..... ;-)

  3. Erasmine
    13. Jun 2012 15:01
    3

    3) Soldaters mentale krigsskader - er det prisen værd?

    Nu siger jeg det usigeligt tavshedsbelagte, det tabubelagte, som generelt forbliver usagt, fordi vi så nødigt vil støde vore dygtige og modige soldater:

    "Nej!
    Det er ikke det værd, at nogle af de bedste af Danmarks mænd og kvinder skal vende hjem fra en kampzone, ødelagte på sjæl og krop, for en sag(er), som på forhånd kan dømmes håbløse.

    Hvordan kan vi forsvare at konfrontere dem, der selv er blevet tvivlende, med udsagnet om, at vore soldaters indsats, med nogles død til følge og andres ødelagte sind og familieliv, har været forgæves?
    Uanset hvad vi måtte mene, bør vi støtte dem på al mulig måde og med alle til rådighed stående midler, for at de kan få et tåleligt videre liv.

    Og protestere højlydt, når politikere fremover finder det opportunt og "nødvendigt" at engagere Danmark i konflikter i diverse Langtbortistaner, som vi realistisk set ikke har særlig mange muligheder for påvirke i en vedvarende positiv retning.

    Skal det absolut være, skal det være som en fredsbevarende- og ikke en kæmpende styrke. Selvom jeg ved, at det fredsbevarende arbejde også kræver sine ofre med ødelagte sjæle som resultat."

    2) Er “Mindfulness” et nutidigt begreb og en refleksionsmetode, der om få år vil rubriceres i den utrolig store værktøjskasse af tidsmæssige arkiverede “varm-luft-metoder”?

    Selv i disse kvalmefremkaldende coach-til enhver anledning-tider og diverse 'somethingness'-tiltag med større eller mindre scoretal at fremvise, så tænker jeg, at intet må lades uforsøgt.
    Et sted skal man jo begynde.

    Om ikke andet kan seriøse behandlere lære af deres an- og fejltagelser og arbejde videre med diverse erfaringer som udgangspunkt.

    PTSD er så smertefuld en sygdom, at say'et 'Try, try, and try again' må være overskriften for de, jeg gentager, SERIØSE behandlere.

    1) Er ADHD en nutidig psykiatrisk (belejlig?) diagnose?

    Jeg har mødt mange med ADHD.
    Og så har jeg mødt mange, der ikke havde ADHD, men "bare" havde fået en dårlig opdragelse.

    Somme tider skal man se godt efter for at opdage forskellen, hvilket er ganske uretfærdigt overfor de korrekt diagnostiserede.

    Mener slet ikke, at det er utænkeligt, at læger af bla. tid- og pengenød placerer nogle forkerte i ADHD-gruppen.

    Dette blev et langt svar, sorry! men som du ved, er det områder, der optager og optog mig meget.

    Jeg skal have set den dokumentar!

  4. Madonna
    13. Jun 2012 16:39
    4

    Spekulerer på, om det også var overflødigt med soldater i 2. Verdenskrig imod Hitler, var det forgæves at nogle soldater gav deres liv, og andre blev lige så forkrøblede i sindet, selvom PTSD ikke var opfundet dengang, så havde en veninde af mig en onkel, som aldrig blev sig selv efter krigen, men sad oppe på loftet, hvergang familien havde gæster, da kæmpet en forgæves kamp som modstandsmand.

    Nu er vi så underlagt EU og deres fikse idéer, samt mange af de tekniske og videnskabelige ting, der afprøves i verden i dag, og som despoten Hitler var på forkant med, f.eks. diskuteres det, om mødre der befrugtes på kunstig vis, skal vide mere om fædrene end deres udseende, men også skal kunne udvælge udfra deres intelligens og interesser.

    Var der ikke nogle læger Hitler havde sat igang med det?!

    Men det har åbenbart været for svært at sluge for befolkningerne, dengang for over 70 år siden...;-)

    Så set fra den vinkel kan man sige, at de soldater der døde eller blevet skadet på sjæl og legeme, har det hele været et forgæves offer.

    Set i bagklogskabens ulidelige klare lys...;-)

  5. Erik Hulegaard
    13. Jun 2012 16:39
    5

    @Erasmine#130612-1501:

    Det er mere end tydeligt, at det kortere blogindlæg har genereret et kraftigt reflektiv besøg ved kommentatorens store reol mrk. "erfaring".

    Det har så udmyntet en (velkommen) længere kommentar, der afslører humamistisk og samtidig pragmatisk vinkling på emnerne.

    Kommunikativt kan spørgsmål komponeres, så de samtidig indeholder spørgerens meninger. Blogejerens ditto i relation til de tre (let provokatoriske) spørgsmål er vist i nabolaget af Erasmines.... ;-)

  6. Erik Hulegaard
    13. Jun 2012 16:50
    6

    @Madonna#130612-1639:

    Det er ikke nogle nemme emner, som denne kortfilm har taget op. Forøvrigt er det den anden i en planlagt trilogi af Phie Amboe.

    I vores tidsregning kan vi typisk - med en dansk vinkel på personel - sammenligne menneskers ofre som soldater/frihedskæmpere o.tilsv. med 2. verdenskrig, borgerkrigen i Jugoslavien i 1990erne samt Iraq I og Iraq II og endelig Afghanistan-krigene.

    De synes trods deres respektive brutalitet og mange ofre at have forskellige formål og ikke mindst resultater.

    Vi kan længe diskutere,hvorvidt danske soldaters indsats var/er nødvendig hhv. som danske, tyske, FN- og NATO kommandoer.

    Og i tillæg kan medtages det forhold, om den danske grundmorbus er egnet som soldat?

    "Bagklogskabets ulidelige lys" eller "lærer vi af historien"? - holdningerne skifter i takt med ændrede strategiske forhold og magtbalancer.

  7. Eric
    13. Jun 2012 18:00
    7

    Svære spørgsmål. Til de to første melder jeg pas, man skal kende sine begrænsninger. Til det tredje kan man forholde sig etisk, og svaret vil variere fra person til person.

    Mon ikke de fleste foretrækker, at Det tredje Rige fik en kort dominans, og mon ikke de fleste (i dag) spør' sig selv, hvad pokker vi skulle i Irak. Etisk er det straks vanskeligere, når der fx er tale om fredsbevarende missioner. Skulle man bare have ladet serberne myrde løs? Næppe, men så er man straks ude i, hvordan man bedst forbereder og beskytter sine soldater, så de ikke får psykiske mén.

    Spørgsmålet er nok for for unuanceret til en broget virkelighed, der ikke kan beskrives med et sort/hvid ja/nej.

  8. Erik Hulegaard
    13. Jun 2012 18:23
    8

    @Eric#130612-1800:

    Det er ikke nemme emner. Der findes vel reelt flere facitlister, afhængig af hvor den enkelte befinder sig mentalt, socialt og politisk.

    Dronerne er allerede i fuld sving. Det samme kommer på sigt med robotter som kampsoldater. Teknologien vil i nogen grad - på det område - eliminere frontsoldaters traumatiske feltoplevelser.

    Alt i medens at moderne mennesker via diverse "mentale værktøjer" forsøger at balancere deres udfordrende hverdag bare nogenlunde.

  9. Erasmine
    13. Jun 2012 18:36
    9

    "Blogejerens ditto i relation til de tre (let provokatoriske) spørgsmål er vist i nabolaget af Erasmines.... ;-)"

    Det manglede også bare.... :-)

  10. Milter
    14. Jun 2012 12:21
    10

    På folkeskolen.dk’s hjemmeside kan man læse følgende:

    ”En ny dvd viser i praksis, hvordan man med seks simple øvelser kan fremme mindfulness - bevidst nærvær - og empati i skolen”.

    Nogle af resultaterne af mangel på ”bevidst nærvær - og empati i skolen” er uro, larm og dårlig indlæring, eller som man selv udtrykker det på hjemmesiden: ”Eleverne bliver venligere, roligere og har større koncentration og evne til samarbejde.”

    Er det ikke næsten uundgåeligt, at en meget, meget kættersk og upædagogisk tanke begynder at nage i baggrunden: ”Tænk, hvor må elever dog tidligere have været fyldt med mindfulness, helt uden DVD’er, åndedrætsøvelser, klappeøvelser og massage”. :-)

    http://www.folkeskolen.dk/68038/mindfulness-og-empati-i-skolen--den-noedvendige-empati

  11. Erasmine
    14. Jun 2012 15:50
    11

    @ Milter 12:21

    Må lige anholde udsagnet om fravær af klappeøvelser i de gode gamle dages skole.

    Mange lærere klappede eleverne (hovedsageligt drengene) en på kassen, når de/drengene ikke kunne 'deres skriftsteder og salmevers'.

    Eleverne klappede takten i sangtimerne.

    Men ellers er jeg enig! :-D

  12. Milter
    14. Jun 2012 16:48
    12

    @Erasmine, #12.

    Av, de klap havde jeg helt glemt :-)

  13. Erik Hulegaard
    14. Jun 2012 17:03
    13

    @Milter#140612-1648:

    Den i mange henseender diskuterede danske folkeskole har således også stillet lærdom om mindfulness og empati til rådighed for eleverne. - Ærgerligt, at vi gamle drenge gik glip af dette gratis videnspensum. ;-)

    Blogejeren har kontakt med skolefolk, der givet kunne have behov for noget DVD-time om mindfulness og empati, medens deres indre mentale lunte nærmest brænder ud i takt med de næsten konstante ændringer, som såvel blå som røde undervisningsministre har påtvunget denne lærdomsplatform.

    In addition til Erasmine erindres også diverse klappeøvelser på den benhårde privatskole, hvor blogejeren tilbragte adskillige timer i en svunden vokse- og trodsalder umiddelbart efter bronzealderen.

Statistic

Bloginformation

Mere information på www.hulegaard.dk

Søg og find


Erik Hulegaard
Erik Hulegaard
Indlæg ad hoc.

Kalender

« November 2017 »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930 

Tags

Arkiv